Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/443

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
421
1305. Fejde mellem Hertugerne og Kong Byrge. Kolſeter-Artiklerne.

han har aabenbart raadet dem til at ſøge Forliig og for at ſkaffe dem det paa ſaa taalelige Vilkaar ſom muligt medgivet dem hine Tropper, ſaavel ſom tvende Medlemmer af ſit Raad, den erfarne Hr. Bjarne Erlingsſøn og Hallvard Baat[1]. Imidlertid var det hans Henſigt til Vaaren at foretage en ſtørre Udruſtning, vel, ſom det ſees, fornemmelig mod Danmark, men ogſaa for, om det ſkulde behøves, at true Sveakongen. Førend Hertug Erik forlod Oslo, lod Kongen ham (den 13de November) udſtede en Forpligtelſe til at holde alle de af Kongen til Mariekirkens Bedſte trufne Beſtemmelſer, ſamt ogſaa, om Kongen ſkulde dø, at underſtøtte den Søn, han maatte efterlade, deri; heraf ſees, at Kongen da endnu ikke ganſke kan have opgivet Haabet om at faa en Søn. Meget muligt, at Hertugen ogſaa har maattet udſtede en almindelig Forpligtelſe til at biſtaa denne, om han ſkulde blive fød og overleve Kongen. Hertugen havde nu vel gjerne tilſtaaet hvad det ſkulde være, kun for at faa Hjelp. Hvor ſtor den Knibe var, hvori han befandt ſig, ſees endog deraf, at han i den Haſt, hvormed han havde maattet ty til Kongen, ikke engang havde faaet ſit ordentlige Segl med, men maatte beſegle hiin Forpligtelſe med ſit Secret eller mindre Segl[2]. Det lader dog ikke til, at han fik Tropper ſamlet eller kom til Sverige førend efter Julen, thi ved Juletider ſkal Kong Byrge have begyndt at belejre Dalaborg og fik den indtaget, viſtnok førend Hertugerne kom derhen. Det var ſaaledes nu det fornuftigſte, disſe kunde gjøre, at ſøge Forliig. Da Hertug Erik, heder det i Riimkrøniken, kun havde en halv Miils Vej til det Sted, hvor Kong Byrge laa, blev der aabnet Underhandlinger og et Forliig ſkal være.ſluttet mellem dem, hvorved Kongen atter tilſtod dem ſin Naade og deres Forleninger m. m. Dette forholder ſig dog ikke ganſke ſaaledes, thi der findes endnu et Uddrag af hvad der fra Hertugernes Side indrømmedes ved dette ſaakaldte Forliig, der ſluttedes St. Sigfrids Dag, den 15de Februar 1305, paa Kolſeter i Dalbo Hered i Vermeland; dette fremſtiller Hertugerne aabenbart ſom den indrømmende Part, medens der ikke tales om en eneſte Forpligtelſe fra Kongens Side[3]. Her-

  1. At disſe medſendtes Hertugerne, ſees af Kolſeterbrevet.
  2. Dipl. Norv. II. 74.
  3. Kolſeter-Erklæringen er kun opbevaret i Uddrag hos Huitfeld, S. 326. Det er aabenbart, at den er kommen til det danſke Archiv med de Documenter, Kong Byrge ved ſin Flugt til Danmark medbragte. — I Fremſtillingen af disſe og de ſtrax paafølgende Begivenheder herſker der ſaavel i de ſvenſke ſom de norſke Kilder nogen Skjødesløshed og følgelig indbyrdes Uovereensſtemmelſe, der maa berigtiges efter diplomatariſke Angivelſer. Riimkrøniken fortæller i eet Løb, at Kongen ſamlede den ſtore Hær, der tog Vejen gjennem Vermeland og mødte ved Agnabro, at Hertugerne da „vare redne til Norge“