Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/443

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
421
1305. Fejde mellem Hertugerne og Kong Byrge. Kolseter-Artiklerne.

han har aabenbart raadet dem til at søge Forliig og for at skaffe dem det paa saa taalelige Vilkaar som muligt medgivet dem hine Tropper, saavel som tvende Medlemmer af sit Raad, den erfarne Hr. Bjarne Erlingssøn og Hallvard Baat[1]. Imidlertid var det hans Hensigt til Vaaren at foretage en større Udrustning, vel, som det sees, fornemmelig mod Danmark, men ogsaa for, om det skulde behøves, at true Sveakongen. Førend Hertug Erik forlod Oslo, lod Kongen ham (den 13de November) udstede en Forpligtelse til at holde alle de af Kongen til Mariekirkens Bedste trufne Bestemmelser, samt ogsaa, om Kongen skulde dø, at understøtte den Søn, han maatte efterlade, deri; heraf sees, at Kongen da endnu ikke ganske kan have opgivet Haabet om at faa en Søn. Meget muligt, at Hertugen ogsaa har maattet udstede en almindelig Forpligtelse til at bistaa denne, om han skulde blive fød og overleve Kongen. Hertugen havde nu vel gjerne tilstaaet hvad det skulde være, kun for at faa Hjelp. Hvor stor den Knibe var, hvori han befandt sig, sees endog deraf, at han i den Hast, hvormed han havde maattet ty til Kongen, ikke engang havde faaet sit ordentlige Segl med, men maatte besegle hiin Forpligtelse med sit Secret eller mindre Segl[2]. Det lader dog ikke til, at han fik Tropper samlet eller kom til Sverige førend efter Julen, thi ved Juletider skal Kong Byrge have begyndt at belejre Dalaborg og fik den indtaget, vistnok førend Hertugerne kom derhen. Det var saaledes nu det fornuftigste, disse kunde gjøre, at søge Forliig. Da Hertug Erik, heder det i Riimkrøniken, kun havde en halv Miils Vej til det Sted, hvor Kong Byrge laa, blev der aabnet Underhandlinger og et Forliig skal være.sluttet mellem dem, hvorved Kongen atter tilstod dem sin Naade og deres Forleninger m. m. Dette forholder sig dog ikke ganske saaledes, thi der findes endnu et Uddrag af hvad der fra Hertugernes Side indrømmedes ved dette saakaldte Forliig, der sluttedes St. Sigfrids Dag, den 15de Februar 1305, paa Kolseter i Dalbo Hered i Vermeland; dette fremstiller Hertugerne aabenbart som den indrømmende Part, medens der ikke tales om en eneste Forpligtelse fra Kongens Side[3]. Her-

  1. At disse medsendtes Hertugerne, sees af Kolseterbrevet.
  2. Dipl. Norv. II. 74.
  3. Kolseter-Erklæringen er kun opbevaret i Uddrag hos Huitfeld, S. 326. Det er aabenbart, at den er kommen til det danske Archiv med de Documenter, Kong Byrge ved sin Flugt til Danmark medbragte. – I Fremstillingen af disse og de strax paafølgende Begivenheder hersker der saavel i de svenske som de norske Kilder nogen Skjødesløshed og følgelig indbyrdes Uovereensstemmelse, der maa berigtiges efter diplomatariske Angivelser. Riimkrøniken fortæller i eet Løb, at Kongen samlede den store Hær, der tog Vejen gjennem Vermeland og mødte ved Agnabro, at Hertugerne da „vare redne til Norge“