Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/439

417

1304. Svenske Forhold. Hertugerne forlade Landet.

tugerne et udtrykkeligt Tilsagn om intet at ville foretage til Kongens Skade^[1]. Thi da Gjestebudet var forbi, skal Kongen have ladet sine Brødre vide, at han havde erfaret at de agtede at rejse ud af Landet for at gjøre Opstand imod ham, hvorfor han fordrede at de skulde besegle et Sikkerhedsbrev, som han allerede havde ladet opsætte og nu forelagde dem. Dette kunde neppe være skeet uden Thorgils’s Vidende og Raad. Da Kongen for Øjeblikket havde Overmagten, maatte Hertugerne besegle Brevet, hvis Indhold endnu er opbevaret, og hvorved de forpligtedes til, a) aldrig at forlade Riget uden hans Tilladelse, b) aldrig at indfinde sig hos ham, uden naar han havde ladet dem kalde, og da aldrig med større Følge end han bestemte, c) ikke selv eller ved sine Mænd at foretage sig noget som helst inden- eller udenlands, der kunde vorde Kongen, Dronningen, hans Mænd eller Børn til Skade^[2]. Derpaa rejste Kongen til Visingsø, og Hertugerne til Rakkeby. Men faa Dage efter lod han dem atter tilsige, ufortøvet at indfinde sig hos ham. De vovede ikke andet end at adlyde, uagtet de anede Uraad; Drottseten Arnbjørn Sigsteenssøn og en anden af Hertugens Mænd, Arvid Gøtstavssøn, fandt det tryggest at udeblive. Kongen modtog dem højst unaadigt, og lod derpaa fire Klagepunkter oplæse imod dem, nemlig at de imod Kongens Forbud havde ladet Korn og Smør m. m. udføre af Landet, at de viiste et utaaleligt Hovmod og rede med bevæbnede Folk og i Selskab med Kongens Uvenner gjennem Landet, brydende Kongens Eedsøre, at en af Hertugens Mænd havde givet Kongens Dørvogter et Ørefigen, og at Hertugerne og deres Mænd, navnlig Matthias, altid vandt i Ridderspil over Kongens Mænd, og derved tilføjede Kongen og hans Hof Tort. Kongen lod dem neppe engang komme til Orde, men rejste sig efter endt Oplæsning i Vrede, bød dem at forføje sig ud af Landet og tilstod dem kun Grid til Solens Nedgang. Saaledes lyder Riimkrønikens Beretning^[3], fremdeles vistnok efter hvad der var almindeligt i Folkemunde; men noget maa dog ogsaa her være overdrevet; det synes ikke rimeligt, at Kongen, der faa Dage forud saa strengt havde forbudt dem at forlade Landet, nu med eet netop skulde ville jage dem i Landflygtighed; det er ogsaa vist, at de endnu den 17de Mai vare i Sverige og beseglede et af Arnbjørn Drottsete og dennes Svoger udstedt Mageskiftebrev, hvori det endog heder at man vilde søge at erholde Kongens og

1. Riimkrøniken S. 27 nævner intet om hvad Thorgils’s Hensigt var med Indbydelsen, og den er dog her den egentlige Kilde.
2. Dipl. Sv. 1426.
3. Riimkr. S. 28.