Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/439

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
417
1304. Svenſke Forhold. Hertugerne forlade Landet.

tugerne et udtrykkeligt Tilſagn om intet at ville foretage til Kongens Skade[1]. Thi da Gjeſtebudet var forbi, ſkal Kongen have ladet ſine Brødre vide, at han havde erfaret at de agtede at rejſe ud af Landet for at gjøre Opſtand imod ham, hvorfor han fordrede at de ſkulde beſegle et Sikkerhedsbrev, ſom han allerede havde ladet opſætte og nu forelagde dem. Dette kunde neppe være ſkeet uden Thorgils’s Vidende og Raad. Da Kongen for Øjeblikket havde Overmagten, maatte Hertugerne beſegle Brevet, hvis Indhold endnu er opbevaret, og hvorved de forpligtedes til, a) aldrig at forlade Riget uden hans Tilladelſe, b) aldrig at indfinde ſig hos ham, uden naar han havde ladet dem kalde, og da aldrig med ſtørre Følge end han beſtemte, c) ikke ſelv eller ved ſine Mænd at foretage ſig noget ſom helſt inden- eller udenlands, der kunde vorde Kongen, Dronningen, hans Mænd eller Børn til Skade[2]. Derpaa rejſte Kongen til Viſingsø, og Hertugerne til Rakkeby. Men faa Dage efter lod han dem atter tilſige, ufortøvet at indfinde ſig hos ham. De vovede ikke andet end at adlyde, uagtet de anede Uraad; Drottſeten Arnbjørn Sigſteensſøn og en anden af Hertugens Mænd, Arvid Gøtſtavsſøn, fandt det tryggeſt at udeblive. Kongen modtog dem højſt unaadigt, og lod derpaa fire Klagepunkter oplæſe imod dem, nemlig at de imod Kongens Forbud havde ladet Korn og Smør m. m. udføre af Landet, at de viiſte et utaaleligt Hovmod og rede med bevæbnede Folk og i Selſkab med Kongens Uvenner gjennem Landet, brydende Kongens Eedſøre, at en af Hertugens Mænd havde givet Kongens Dørvogter et Ørefigen, og at Hertugerne og deres Mænd, navnlig Matthias, altid vandt i Ridderſpil over Kongens Mænd, og derved tilføjede Kongen og hans Hof Tort. Kongen lod dem neppe engang komme til Orde, men rejſte ſig efter endt Oplæsning i Vrede, bød dem at forføje ſig ud af Landet og tilſtod dem kun Grid til Solens Nedgang. Saaledes lyder Riimkrønikens Beretning[3], fremdeles viſtnok efter hvad der var almindeligt i Folkemunde; men noget maa dog ogſaa her være overdrevet; det ſynes ikke rimeligt, at Kongen, der faa Dage forud ſaa ſtrengt havde forbudt dem at forlade Landet, nu med eet netop ſkulde ville jage dem i Landflygtighed; det er ogſaa viſt, at de endnu den 17de Mai vare i Sverige og beſeglede et af Arnbjørn Drottſete og dennes Svoger udſtedt Mageſkiftebrev, hvori det endog heder at man vilde ſøge at erholde Kongens og

  1. Riimkrøniken S. 27 nævner intet om hvad Thorgils’s Henſigt var med Indbydelſen, og den er dog her den egentlige Kilde.
  2. Dipl. Sv. 1426.
  3. Riimkr. S. 28.