Thorgils Drottsetes Stadfestelse derpaa: altsaa kan Kongen i det mindste da endnu ikke have lagt en saadan Unaadighed mod Hertugerne og deres Tilhængere for Dagen, som en Landsforviisning forudsætter. Snarere have Hertugerne, forbitrede over at være overlistede paa Aranes, selv besluttet at forlade Landet og bryde det aftvungne Tilsagn. De begave sig, besynderligt nok, først til den danske Konge, tyende til ham om Hjelp, uagtet det synes, som om de paa Forhaand maatte have kunnet vide, at i det mindste Hertug Erik, den norske Konges tilkommende Svigersøn og Grev Jakobs Ven, ikke kunde være vel anseet hos Danekongen. De fandt ogsaa, som det lader, kun en kold Modtagelse ved hans Hof[1], medens derimod Kong Erik strax efter næsten med søgt Iver og Offentlighed sluttede sig til Kong Byrge, der imidlertid havde inddraget Hertugernes Gods og ved List sat sig i Besiddelse af Nykøpings Slot[2], og som ligeledes med Glæde synes at have benyttet Lejligheden til at lægge sin Hengivenhed for Danekongen for Dagen. I Juni 1304 holdt han et stort Rigsmøde i Faveredal[3], ej langt fra den hallandske Grændse, ved Knærød, og her indfandt sig ogsaa den danske Konge med sin Moder, Enkedronning Agnes, nu Grevinde i Holsteen, og sin Hustru, Dronning Ingeborg. Stedet var upaatvivleligt valgt for at Danekongen med Følge des lettere skulde kunne komme did; dette viser, at en Indbydelse eller Aftale maa være gaaet forud. Ogsaa den svenske Dronning, Danekongens Syster, fulgte med, og der herskede stor Jubel og Lystighed. De forviiste Hertuger opholdt sig der i Nærheden, vistnok indenfor den danske Grændse, da de under nærværende Omstændigheder ikke kunde vise sig for sin Broder[4]. Hovedhensigten med Rigsmødet var at bekræfte den unge Magnus som Tronfølger og tildele ham Kongenavn, hvilket ogsaa skede, vistnok med al Højtidelighed. Men da det tillige heder at begge Konger thingede med hinanden, maa det ansees som
- ↑ Ifølge Riimkr. skal han kun have sagt: „jeg kunde nok vide hvad eders Erende var“; og der tilføjes, at han ej kunde være dem gunstigt stemt.
- ↑ „Kongen fik Nykøping i sin Magt ved List og Svig efter Marskens Raad“, heder det i den oven citerede Krønike fra 826–1415.
- ↑ Saaledes (Fanærædal) kaldes Stedet i Hertugernes Brev af 14de Septbr. 1305 (Dipl. Sv. 1480). I Riimkr. staar Fagradal. Huitfeld (322) nævner Knærød som Stedet, men har en højst forvirret Beretning om Mødet, hvor han lader Kongerne af Danmark og Norge komme sammen. Petrus Olai (Scr. r. D. I. 189), og de danske Annaler, der ende med 1317 (Scr. II. 175), nævne ogsaa Knærød, men have dog rigtigt „Kongen af Sverige“. Dette viser at Fagradal er at søge i Nærheden af Knærød, ved den hallandske Grændse.
- ↑ De vovede ikke at komme til Mødet, heder det i Riimkrøniken, men de holdt sig i Nærheden for at iagttage Sagernes Gang.
