Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/440

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
418
Haakon Magnusſøn.

Thorgils Drottſetes Stadfeſtelſe derpaa: altſaa kan Kongen i det mindſte da endnu ikke have lagt en ſaadan Unaadighed mod Hertugerne og deres Tilhængere for Dagen, ſom en Landsforviisning forudſætter. Snarere have Hertugerne, forbitrede over at være overliſtede paa Aranes, ſelv beſluttet at forlade Landet og bryde det aftvungne Tilſagn. De begave ſig, beſynderligt nok, førſt til den danſke Konge, tyende til ham om Hjelp, uagtet det ſynes, ſom om de paa Forhaand maatte have kunnet vide, at i det mindſte Hertug Erik, den norſke Konges tilkommende Svigerſøn og Grev Jakobs Ven, ikke kunde være vel anſeet hos Danekongen. De fandt ogſaa, ſom det lader, kun en kold Modtagelſe ved hans Hof[1], medens derimod Kong Erik ſtrax efter næſten med ſøgt Iver og Offentlighed ſluttede ſig til Kong Byrge, der imidlertid havde inddraget Hertugernes Gods og ved Liſt ſat ſig i Beſiddelſe af Nykøpings Slot[2], og ſom ligeledes med Glæde ſynes at have benyttet Lejligheden til at lægge ſin Hengivenhed for Danekongen for Dagen. I Juni 1304 holdt han et ſtort Rigsmøde i Faveredal[3], ej langt fra den hallandſke Grændſe, ved Knærød, og her indfandt ſig ogſaa den danſke Konge med ſin Moder, Enkedronning Agnes, nu Grevinde i Holſteen, og ſin Huſtru, Dronning Ingeborg. Stedet var upaatvivleligt valgt for at Danekongen med Følge des lettere ſkulde kunne komme did; dette viſer, at en Indbydelſe eller Aftale maa være gaaet forud. Ogſaa den ſvenſke Dronning, Danekongens Syſter, fulgte med, og der herſkede ſtor Jubel og Lyſtighed. De forviiſte Hertuger opholdt ſig der i Nærheden, viſtnok indenfor den danſke Grændſe, da de under nærværende Omſtændigheder ikke kunde viſe ſig for ſin Broder[4]. Hovedhenſigten med Rigsmødet var at bekræfte den unge Magnus ſom Tronfølger og tildele ham Kongenavn, hvilket ogſaa ſkede, viſtnok med al Højtidelighed. Men da det tillige heder at begge Konger thingede med hinanden, maa det anſees ſom

  1. Ifølge Riimkr. ſkal han kun have ſagt: „jeg kunde nok vide hvad eders Erende var“; og der tilføjes, at han ej kunde være dem gunſtigt ſtemt.
  2. „Kongen fik Nykøping i ſin Magt ved Liſt og Svig efter Marſkens Raad“, heder det i den oven citerede Krønike fra 826—1415.
  3. Saaledes (Fanærædal) kaldes Stedet i Hertugernes Brev af 14de Septbr. 1305 (Dipl. Sv. 1480). I Riimkr. ſtaar Fagradal. Huitfeld (322) nævner Knærød ſom Stedet, men har en højſt forvirret Beretning om Mødet, hvor han lader Kongerne af Danmark og Norge komme ſammen. Petrus Olai (Scr. r. D. I. 189), og de danſke Annaler, der ende med 1317 (Scr. II. 175), nævne ogſaa Knærød, men have dog rigtigt „Kongen af Sverige“. Dette viſer at Fagradal er at ſøge i Nærheden af Knærød, ved den hallandſke Grændſe.
  4. De vovede ikke at komme til Mødet, heder det i Riimkrøniken, men de holdt ſig i Nærheden for at iagttage Sagernes Gang.