Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/433

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
411
1302—1303. Hertug Eriks Planer.

ſee, hvorledes alt gik hjemme, var hans Skilsmisſe fra Dronningen og hendes Damer heel rørende. „Da“, ſiger Riimkrøniken,

gick den ädla, wiſa man
till drottningen, der hon ſtod;
då ſade det ädla, rena blod:
„farwäl ſon och jula-broder!“ —
han ſade: „min ädla, ſöta moder,
nu wil jag gifwa eder Gud i wald
för edra dygd ſwå mångefald,
den jag hafwer af eder rönt och ſett,
och mycken glädje, I hafwen mig teet;
min tjenaſt är eder ehwar jag är!“
Hon ſade til honom: „min hjertlig kär
förutan allan falſkan ſid!“
(Swa rönte han, da han torfte wid.)
Han helſade hwar then man han ſåg;
de fruor gingo alla att ſtå
hwardera i ſitt windöga,
med käran wilja och godan huga,
och ſågo alla efter honom …[1].

Det er imidlertid et ſtort Spørgsmaal, om Kong Haakon ſelv ſværmede lige ſaa meget for den unge ſmukke Hertug ſom Dronningen og hendes Damer, og om han ikke, for ej at ſige gjennemſkuede ham, dog allerede havde opdaget og fremdeles opdagede et og andet ved ham, der kunde vække Betænkeligheder og Mistanke. Hertug Erik, hvis Statsklogſkab og Dybraadighed var langt forud for hans Aar, tænkte ſikkerligt allerede nu paa, ej alene at ſtøde ſin Broder fra Tronen, men ogſaa at tilvende ſig alle tre Riger i Norden, og ſom Grundlag og Udgangspunct for dette var det ham derfor iſær om at gjøre at ſkaffe ſig Beſiddelſer i Nordens Middelpunct, ved Gøta-Elvens Bredder. Veſtergøtland i Sverige, Nordrehalland i Danmark og Elveſysſel i Norge vilde netop forenede kunne danne en ſaadan Kjerne for et fremtidigt nordiſk Fællesmonarchi. Juſt derfra havde Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok i den fjerne Oldtid beherſket Norden. Tiden kunde neppe være belejligere; Grev Jakobs Beſiddelſe af Nordre-Halland ſtod kun paa ſvage Fødder og var egentlig afhængig af den Beſkyttelſe, han nød hos Kong Haakon; en Overeenskomſt, hvorved Erik fik Jakobs Beſiddelſer at forſvare, kunde nok tænkes mulig, og havde Kongen i ſin Tid forlenet Ja-

  1. Riimkrøniken. Fants Scr. r. Svec. I. 1. S. 25.