see, hvorledes alt gik hjemme, var hans Skilsmisse fra Dronningen og hendes Damer heel rørende. „Da“, siger Riimkrøniken,
gick den ädla, wisa man
till drottningen, der hon stod;
då sade det ädla, rena blod:
„farwäl son och jula-broder!“ –
han sade: „min ädla, söta moder,
nu wil jag gifwa eder Gud i wald
för edra dygd swå mångefald,
den jag hafwer af eder rönt och sett,
och mycken glädje, I hafwen mig teet;
min tjenast är eder ehwar jag är!“
Hon sade til honom: „min hjertlig kär
förutan allan falskan sid!“
(Swa rönte han, da han torfte wid.)
Han helsade hwar then man han såg;
de fruor gingo alla att stå
hwardera i sitt windöga,
med käran wilja och godan huga,
och sågo alla efter honom …[1].
Det er imidlertid et stort Spørgsmaal, om Kong Haakon selv sværmede lige saa meget for den unge smukke Hertug som Dronningen og hendes Damer, og om han ikke, for ej at sige gjennemskuede ham, dog allerede havde opdaget og fremdeles opdagede et og andet ved ham, der kunde vække Betænkeligheder og Mistanke. Hertug Erik, hvis Statsklogskab og Dybraadighed var langt forud for hans Aar, tænkte sikkerligt allerede nu paa, ej alene at støde sin Broder fra Tronen, men ogsaa at tilvende sig alle tre Riger i Norden, og som Grundlag og Udgangspunct for dette var det ham derfor især om at gjøre at skaffe sig Besiddelser i Nordens Middelpunct, ved Gøta-Elvens Bredder. Vestergøtland i Sverige, Nordrehalland i Danmark og Elvesyssel i Norge vilde netop forenede kunne danne en saadan Kjerne for et fremtidigt nordisk Fællesmonarchi. Just derfra havde Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok i den fjerne Oldtid behersket Norden. Tiden kunde neppe være belejligere; Grev Jakobs Besiddelse af Nordre-Halland stod kun paa svage Fødder og var egentlig afhængig af den Beskyttelse, han nød hos Kong Haakon; en Overeenskomst, hvorved Erik fik Jakobs Besiddelser at forsvare, kunde nok tænkes mulig, og havde Kongen i sin Tid forlenet Ja-
- ↑ Riimkrøniken. Fants Scr. r. Svec. I. 1. S. 25.
