man end ikke overlade sig til en saa støjende Lystighed, som man fra først af maa havde tænkt paa, saa forstod dog neppe nogen bedre end Hertug Erik ogsaa at benytte Sorgen til at befeste sig end mere i Dronningens Hengivenhed, enten ved at trøste hende med kjærlige Ord, eller adsprede hende ved Læsning af hendes yndede Ridderromaner, som hun ej alene lod oversætte paa Norsk, men maaskee endog med stadigt Hensyn til ham siden foranstaltede omsatte paa svenske Vers, saa vidt muligt i Originalernes Versemaal. Thi det er vist, at ingen nok saa stor Brøde fra hans Side herefter formaaede at udslette den Kjærlighed, Dronningen under dette Jule-Ophold vandt for ham; han kunde trodse Kongen, ja endog fore Vaaben mod Norge: hendes Hengivenhed for ham blev uforanderlig. Da Erik, maaskee fordi han og hans unge Ledsagere begyndte at kede sig ved den Stilhed, som Hofsorgen maatte medføre, allerede tog Afsked den 9de Dag Juul (2den Januar), undskyldende sig hos Kongen, der beklagede at han ej vilde blive Julen til Ende, med at han maatte
hos Suhm i Uddrag XI. S. 418–420. Han beskikkede sine Sønner Hr. Vitslav den yngre og Junker Sambor til sine Efterfølgere, og skjenkede sin Hustru Agnes af Braunschweig den halve Deel af Landsbyen Perun. Til Antvorskov Kloster i Sjæland gav han Panteretten i en Landsby i Sjæland, som Junker Christopher havde overdraget ham for 600 Mkr. kølnsk, dog saaledes at Christopher skulde slippe med at betale 200 Mkr. Mariekirken i Oslo, hvor han vilde begraves, fik „til Bygning“ 100 Pund brændt Sølv efter norsk Vegt; dens Chorsbrødre fik 100 Mkr. N. for at holde hans Aartid og paa hans Dødsdag bespise 50 Fattige. St. Hallvards-Kirke i Oslo fik ligeledes 100 Mkr. N. for at holde hans Aartid og besørge den holdt i de øvrige Byens Sognekirker, Dominicanerne i Oslo, Franciscanerne, Nonneklostret og Hovedø-Kloster hvert 30 Mkr. N. Nikolai Kirke, St. Clemens Kirke, Helligkors Kirke og St. Laurentii Hospital fik hver 5 Mkr., det sidste tillige hans Seng. Dronning Euphemia, som han kaldte „sin kjære Datter“, fik to store Sølvbegre, som han i sin Tid havde faaet af den svenske Konge. Hans virkelige Datter Margrete, Hergtuginde i Pommern, fik ligeledes 2 Sølvbegre. Hans Datter Helene (af Sternberg, Enke efter Johan III af Meklenburg-Wismar † 1289) fik 6 mindre Sølvbegre, som Dronning Euphemia havde givet ham. Hr. Henrik af Meklenburg, hans Frænde, fik en forgyldt Sølvkalk, som han havde faaet af Kong Haakon. Hans Datter Sophia, opholdende sig hos Dronning Euphemia, fik 200 Mkr. vendisk. Derhos betænkte han endeel andre Tjenere og Venner. Til Over-Executorer indsatte han „sin Søn“ Kong Haakon, Hertug Erik i Sverige, sine Frænder Valdemar, Hertug af Sønderjylland, og Erik, Herre til Langeland. Nærværende vare Kong Haakon, Dronning Euphemia, Hertug Erik, Grev Jakob, Arnbjørn Drottsete, Aale Cantsler, Hr. Lambert Parlenberg, Fyrstens Capellan og Skriver. Suhm gjør med Rette opmerksom paa, at den danske Konge ikke er nævnt, og anseer dette som et Beviis paa at Vitslav for Øjeblikket ikke stod i saa godt Forhold til denne. De isl. Annaler sige udtrykkeligt, at der kun blev holdt Julegilde i 4 Dage; altsaa standsede Lystighederne ved Vitslavs Død.
