Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/432

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
410
Haakon Magnusſøn.

man end ikke overlade ſig til en ſaa ſtøjende Lyſtighed, ſom man fra førſt af maa havde tænkt paa, ſaa forſtod dog neppe nogen bedre end Hertug Erik ogſaa at benytte Sorgen til at befeſte ſig end mere i Dronningens Hengivenhed, enten ved at trøſte hende med kjærlige Ord, eller adſprede hende ved Læsning af hendes yndede Ridderromaner, ſom hun ej alene lod overſætte paa Norſk, men maaſkee endog med ſtadigt Henſyn til ham ſiden foranſtaltede omſatte paa ſvenſke Vers, ſaa vidt muligt i Originalernes Verſemaal. Thi det er viſt, at ingen nok ſaa ſtor Brøde fra hans Side herefter formaaede at udſlette den Kjærlighed, Dronningen under dette Jule-Ophold vandt for ham; han kunde trodſe Kongen, ja endog fore Vaaben mod Norge: hendes Hengivenhed for ham blev uforanderlig. Da Erik, maaſkee fordi han og hans unge Ledſagere begyndte at kede ſig ved den Stilhed, ſom Hofſorgen maatte medføre, allerede tog Afſked den 9de Dag Juul (2den Januar), undſkyldende ſig hos Kongen, der beklagede at han ej vilde blive Julen til Ende, med at han maatte

    hos Suhm i Uddrag XI. S. 418—420. Han beſkikkede ſine Sønner Hr. Vitſlav den yngre og Junker Sambor til ſine Efterfølgere, og ſkjenkede ſin Huſtru Agnes af Braunſchweig den halve Deel af Landsbyen Perun. Til Antvorſkov Kloſter i Sjæland gav han Panteretten i en Landsby i Sjæland, ſom Junker Chriſtopher havde overdraget ham for 600 Mkr. kølnſk, dog ſaaledes at Chriſtopher ſkulde ſlippe med at betale 200 Mkr. Mariekirken i Oslo, hvor han vilde begraves, fik „til Bygning“ 100 Pund brændt Sølv efter norſk Vegt; dens Chorsbrødre fik 100 Mkr. N. for at holde hans Aartid og paa hans Dødsdag beſpiſe 50 Fattige. St. Hallvards-Kirke i Oslo fik ligeledes 100 Mkr. N. for at holde hans Aartid og beſørge den holdt i de øvrige Byens Sognekirker, Dominicanerne i Oslo, Franciſcanerne, Nonnekloſtret og Hovedø-Kloſter hvert 30 Mkr. N. Nikolai Kirke, St. Clemens Kirke, Helligkors Kirke og St. Laurentii Hoſpital fik hver 5 Mkr., det ſidſte tillige hans Seng. Dronning Euphemia, ſom han kaldte „ſin kjære Datter“, fik to ſtore Sølvbegre, ſom han i ſin Tid havde faaet af den ſvenſke Konge. Hans virkelige Datter Margrete, Hergtuginde i Pommern, fik ligeledes 2 Sølvbegre. Hans Datter Helene (af Sternberg, Enke efter Johan III af Meklenburg-Wismar † 1289) fik 6 mindre Sølvbegre, ſom Dronning Euphemia havde givet ham. Hr. Henrik af Meklenburg, hans Frænde, fik en forgyldt Sølvkalk, ſom han havde faaet af Kong Haakon. Hans Datter Sophia, opholdende ſig hos Dronning Euphemia, fik 200 Mkr. vendiſk. Derhos betænkte han endeel andre Tjenere og Venner. Til Over-Executorer indſatte han „ſin Søn“ Kong Haakon, Hertug Erik i Sverige, ſine Frænder Valdemar, Hertug af Sønderjylland, og Erik, Herre til Langeland. Nærværende vare Kong Haakon, Dronning Euphemia, Hertug Erik, Grev Jakob, Arnbjørn Drottſete, Aale Cantſler, Hr. Lambert Parlenberg, Fyrſtens Capellan og Skriver. Suhm gjør med Rette opmerkſom paa, at den danſke Konge ikke er nævnt, og anſeer dette ſom et Beviis paa at Vitſlav for Øjeblikket ikke ſtod i ſaa godt Forhold til denne. De isl. Annaler ſige udtrykkeligt, at der kun blev holdt Julegilde i 4 Dage; altſaa ſtandſede Lyſtighederne ved Vitſlavs Død.