Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/434

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
412
Haakon Magnusſøn.

kob med Kongehelle Slot, ſaa kunde Erik, ſom hans vordende Svigerſøn, end mere gjøre ſig Haab derom. Veſtergøtland, eller den Deel deraf, ſom laa Elven nærmeſt, vilde han da lettere ved Magt eller Bytte kunne erhverve ſig. Disſe eller lignende Tanker, og flere endnu videre gaaende, maa have foreſvævet ham, da han, ſom man tydeligt ſeer, med begge Hænder greb Tilbudet om at faa den norſke Kongedatter til Egte; Lejligheden til at begynde Udførelſen af hans Yndlingsplan kom ham her formeligt i Møde. Og Hertug Erik lod neppe noget Øjeblik gaa ubenyttet hen. Uafladeligt, med ufravendt Blik, ſynes han at have arbejdet videre mod Maalet. Af hans Holdning og Handlinger faa Aar ſenere ſkulde man endog formode, at han allerede fra det førſte Øjeblik, Kong Haakon nærmede ſig ham, har drevet et underfundigt Spil med denne og benyttet Lejligheden til bag hans Ryg hemmeligen at ſætte ſig i Forbindelſe med dem af de norſke Magnater, der kunde betragtes ſom Herre-Oligarchiets egentlige Forkæmpere. Mange af dem kunde han viſtnok let vinde ved at love dem allehaande Fordele, hvis han ſelv, i N det mindſte factiſk, kom til Roret. Men det ſlaar ikke Fejl, at Kongen, hvor meget maaſkee ogſaa han end var blændet af Eriks glimrende Egenſkaber, i og hvor meget denne vidſte at forſtille ſig, dog maa have merket et og i andet, der vakte hans Mistanke, endog førend Mødet holdtes ved Solberge-Oos. Det er ovenfor berettet, at Bjarne Lodinsſøn, forhen Cantſler, i 1302 blev ſat fangen paa Kongehelle eller Ragnhildarholms Slot. Hvad om han og Hertugen har haft hemmelige Planer fore til at ſkaffe Erik dette Slot, eller om Bjarne er bleven compromitteret i Sagen mod hans gamle Regjeringscollega Audun Hugleiksſøn? Da man her kun kjender enkelte adſpredte og nøgne Facta, maa man imidlertid blive ſtaaende inden Gisningens Omraade.

Hvad nu Kongen end kan have ſkjønnet eller troet at ſkjønne, ſaa lod han ſig dog for det førſte ikke merke med noget lige over for Hertugen, og Forbindelſen med Sverige vedblev i nogen Tid at være yderſt venſkabelig. Tidligt den følgende Vaar, paa Søndagen Lætare, eller 17de Marts, holdt begge Konger et nyt Møde ved Elven paa Thyholmen, ligeledes i Nærheden af Solberge-Oſen, hvor ogſaa Hertug Erik, dennes Broder Junker Valdemar, Grev Jakob af Halland, Thorgils Marſk og flere Herrer vare tilſtede, og hvor det tidligere Forbund til Solberg bekræftedes, ſaa at det ſkulde være faſt og ſtadigt; om det behøvedes, ſkulde endog det ene Rige komme det andet til Hjelp paa dets Bekoſtning; de fremmede Slotte, der maatte blive indtagne, ſkulde beholdes og forſvares paa begge Rigers Bekoſtning, al Fordeel og Skade ſkulde gaa ud over dem begge, baade med Henſyn til Fanger, og for ſaa