kob med Kongehelle Slot, saa kunde Erik, som hans vordende Svigersøn, end mere gjøre sig Haab derom. Vestergøtland, eller den Deel deraf, som laa Elven nærmest, vilde han da lettere ved Magt eller Bytte kunne erhverve sig. Disse eller lignende Tanker, og flere endnu videre gaaende, maa have foresvævet ham, da han, som man tydeligt seer, med begge Hænder greb Tilbudet om at faa den norske Kongedatter til Egte; Lejligheden til at begynde Udførelsen af hans Yndlingsplan kom ham her formeligt i Møde. Og Hertug Erik lod neppe noget Øjeblik gaa ubenyttet hen. Uafladeligt, med ufravendt Blik, synes han at have arbejdet videre mod Maalet. Af hans Holdning og Handlinger faa Aar senere skulde man endog formode, at han allerede fra det første Øjeblik, Kong Haakon nærmede sig ham, har drevet et underfundigt Spil med denne og benyttet Lejligheden til bag hans Ryg hemmeligen at sætte sig i Forbindelse med dem af de norske Magnater, der kunde betragtes som Herre-Oligarchiets egentlige Forkæmpere. Mange af dem kunde han vistnok let vinde ved at love dem allehaande Fordele, hvis han selv, i N det mindste factisk, kom til Roret. Men det slaar ikke Fejl, at Kongen, hvor meget maaskee ogsaa han end var blændet af Eriks glimrende Egenskaber, i og hvor meget denne vidste at forstille sig, dog maa have merket et og i andet, der vakte hans Mistanke, endog førend Mødet holdtes ved Solberge-Oos. Det er ovenfor berettet, at Bjarne Lodinssøn, forhen Cantsler, i 1302 blev sat fangen paa Kongehelle eller Ragnhildarholms Slot. Hvad om han og Hertugen har haft hemmelige Planer fore til at skaffe Erik dette Slot, eller om Bjarne er bleven compromitteret i Sagen mod hans gamle Regjeringscollega Audun Hugleikssøn? Da man her kun kjender enkelte adspredte og nøgne Facta, maa man imidlertid blive staaende inden Gisningens Omraade.
Hvad nu Kongen end kan have skjønnet eller troet at skjønne, saa lod han sig dog for det første ikke merke med noget lige over for Hertugen, og Forbindelsen med Sverige vedblev i nogen Tid at være yderst venskabelig. Tidligt den følgende Vaar, paa Søndagen Lætare, eller 17de Marts, holdt begge Konger et nyt Møde ved Elven paa Thyholmen, ligeledes i Nærheden af Solberge-Osen, hvor ogsaa Hertug Erik, dennes Broder Junker Valdemar, Grev Jakob af Halland, Thorgils Marsk og flere Herrer vare tilstede, og hvor det tidligere Forbund til Solberg bekræftedes, saa at det skulde være fast og stadigt; om det behøvedes, skulde endog det ene Rige komme det andet til Hjelp paa dets Bekostning; de fremmede Slotte, der maatte blive indtagne, skulde beholdes og forsvares paa begge Rigers Bekostning, al Fordeel og Skade skulde gaa ud over dem begge, baade med Hensyn til Fanger, og for saa
