Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/423

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
401
1302. Beſtemmelſer om Formynder-Regjeringen.


vet paafølge. Ligeledes ſkulde det paaagtes, at ingen Ufred begyndtes indenlands og at ingen udenlandſk Hær uventet brød ind i Riget.

k) Ingen udenlandſke Mænd maatte Regjeringsherrerne drage ind i Landet og forunde faſt Ophold, ſaa længe Kongen var umyndig, uden Kjøbmænd og Haandverkere efter gammel Sedvane, dog kun for ſaa vidt ingen Mistanke hvilede paa dem, at de havde Planer fore, der kunde vorde Riget til Skade.

l) Enhver af de tolv ſkulde, førend han tiltraadte Rigsſtyrelſen, aflægge denne Eed paa hellige Reliqvier: „Saa ſandt lægger jeg Haanden paa disſe Helligdomme og henſkyder til Gud, at denne Rigsſtyrelſe, hvortil jeg er beſkikket, over Norges Rige og dets Skatlande, ſkal jeg troligen og huldeligen føre med al Omhu, kun raadende hvad der kan vorde Kongen til Ære og hele Riget til Nytte, efter det Vid og den Forſtand, Gud ſelv forunder mig. Hvor ſom helſt jeg har at afgjøre Folks Sager, Domme eller de Beſlutninger, der vedkomme Riget, ſkal jeg dømme og raade om Riig ſom om Fattig, om Uven ſom om Ven, om Ung ſom om Gammel, om Ikkefrænde ſom om Frænde, og ingen Fordele eller Gaver ſkal jeg tage for at dømme eller ſkaffe Ret eller Begunſtigelſe, aabenbart eller hemmeligt. Lige ſaa lidet ſkal jeg tage Gaver for at Kronens Indtægter eller Rettigheder lide Formindſkelſe eller bortfalde eller utilbørligen bortforlenes. Jeg ſkal derhos granſke efter, hvor vidt Kongedømmets Ret eller Gods allerede har lidt Skaar, og i ſaa Fald med al min Magt ſøge at bringe det tabte atter under Kronen, hvad enten Ihændehaveren er min Frænde eller ej, min Ven eller min Uven“. Hvis nu een eller flere af de tolv brød denne Eed, eller overhoved befandtes ſkyldige i Svig mod Kronen eller Riget, da ſkulde de øvrige ſtraffe ham med ſamme Myndighed ſom Kongen ſelv, og hvis nogen af dem vilde taale eller underſtøtte ſaadant, ſkulde han betragtes ſom hans Medſkyldige og ſtraffes paa ſamme Maade.

m) Efterlod Kongen en Datter, ſom allerede ved hans Foranſtaltning var bleven gift eller blev hun ſiden gift med Dronningens, hendes Moders, og de tolv Regjeringsherrers, de to Biſkoppers og de øvrige af hine tilkaldte gode Mænds Samtykke, da ſkulde hendes Mand viſtnok, ſaa længe han befandtes Kronen og Riget huld og tro, ſamt enig med de tolv, nyde den højeſte Rang og Hæder blandt alle Mænd i Riget, men ikke befatte ſig med noget ſom helſt Regjeringsanliggende i eller udenfor Riget uden Hines Vidende og Samtykke.

n) Levede Dronningen længere end Kongen, ſkulde hun nyde Hæder og Æresbeviisninger næſt efter Kongedatteren og frit nyde og bruge ſin Tilgjøv (Livgeding), ſaa længe hun opførte ſig ſømmeligt, adlød Ri-