vet paafølge. Ligeledes skulde det paaagtes, at ingen Ufred begyndtes indenlands og at ingen udenlandsk Hær uventet brød ind i Riget.
k) Ingen udenlandske Mænd maatte Regjeringsherrerne drage ind i Landet og forunde fast Ophold, saa længe Kongen var umyndig, uden Kjøbmænd og Haandverkere efter gammel Sedvane, dog kun for saa vidt ingen Mistanke hvilede paa dem, at de havde Planer fore, der kunde vorde Riget til Skade.
l) Enhver af de tolv skulde, førend han tiltraadte Rigsstyrelsen, aflægge denne Eed paa hellige Reliqvier: „Saa sandt lægger jeg Haanden paa disse Helligdomme og henskyder til Gud, at denne Rigsstyrelse, hvortil jeg er beskikket, over Norges Rige og dets Skatlande, skal jeg troligen og huldeligen føre med al Omhu, kun raadende hvad der kan vorde Kongen til Ære og hele Riget til Nytte, efter det Vid og den Forstand, Gud selv forunder mig. Hvor som helst jeg har at afgjøre Folks Sager, Domme eller de Beslutninger, der vedkomme Riget, skal jeg dømme og raade om Riig som om Fattig, om Uven som om Ven, om Ung som om Gammel, om Ikkefrænde som om Frænde, og ingen Fordele eller Gaver skal jeg tage for at dømme eller skaffe Ret eller Begunstigelse, aabenbart eller hemmeligt. Lige saa lidet skal jeg tage Gaver for at Kronens Indtægter eller Rettigheder lide Formindskelse eller bortfalde eller utilbørligen bortforlenes. Jeg skal derhos granske efter, hvor vidt Kongedømmets Ret eller Gods allerede har lidt Skaar, og i saa Fald med al min Magt søge at bringe det tabte atter under Kronen, hvad enten Ihændehaveren er min Frænde eller ej, min Ven eller min Uven“. Hvis nu een eller flere af de tolv brød denne Eed, eller overhoved befandtes skyldige i Svig mod Kronen eller Riget, da skulde de øvrige straffe ham med samme Myndighed som Kongen selv, og hvis nogen af dem vilde taale eller understøtte saadant, skulde han betragtes som hans Medskyldige og straffes paa samme Maade.
m) Efterlod Kongen en Datter, som allerede ved hans Foranstaltning var bleven gift eller blev hun siden gift med Dronningens, hendes Moders, og de tolv Regjeringsherrers, de to Biskoppers og de øvrige af hine tilkaldte gode Mænds Samtykke, da skulde hendes Mand vistnok, saa længe han befandtes Kronen og Riget huld og tro, samt enig med de tolv, nyde den højeste Rang og Hæder blandt alle Mænd i Riget, men ikke befatte sig med noget som helst Regjeringsanliggende i eller udenfor Riget uden Hines Vidende og Samtykke.
n) Levede Dronningen længere end Kongen, skulde hun nyde Hæder og Æresbeviisninger næst efter Kongedatteren og frit nyde og bruge sin Tilgjøv (Livgeding), saa længe hun opførte sig sømmeligt, adlød Ri-
