gets Raad og ikke vilde gifte sig. Men ved hendes Død skulde Tilgjøven atter falde under Kronen.
o) I de første ni Maaneder efter Kongens Død skulde Dronningen holdes i sikker Forvaring med hæderlige, af de fire faste Regjeringsherrer beskikkede Koner, for at man kunde vorde vis paa, om hun var frugtsommelig eller ej.
p) Den umyndige Konge og de øvrige eventuelle Tronberettigede skulde, indtil han blev myndig, holdes i sikker Forvaring i det sterkeste Huus (d. e. Festning) i Riget.
q) Kongens Myndighedsalder bestemtes til det fyldte tyvende Aar. Dette var en Afvigelse fra hvad der havde fundet Sted ved den sidste Mindreaarighed, hvor Myndighedsalderen, som vi have seet, vistnok efter Kong Magnus’s Bestemmelser i Aaret 1273, fastsattes til det fyldte 14de Aar. Begivenhederne under Kong Eriks saakaldte Myndighedsalder, fra 1282 af til Dronning Ingebjørgs Død, havde advaret Kongen mod at sætte Myndighedsaaret for tidligt. Derfor satte han det heller ikke til det 15de Aar, som Privatretten bestemte, end mindre til det tolvte, der var den gamle, for Konger vedtagne Myndighedsalder. Men det tyvende Aar var dog igjen usedvanligt seent, og i alle Fald havde man her intet foregaaende Exempel i Norge selv at paaberaabe sig. Formodentlig rettede man sig da efter hvad der var Skik og Brug i Skotland, det nærmeste Naborige mod Vesten[1].
Denne Act, hvorved Kongen saaledes troede at have gjort, hvad der kunde gjøres, for at sikkre sin Ætt Tronfølgen og Landet Rolighed, hvis han skulde blive bortkaldt, førend nogen myndig Tronarving kunde træde i hans Sted, blev, som det allerede er nævnt, samtykket af de paa Mødet tilstedeværende Herrer og beseglet af de fornemste blandt dem. Men da den var istandbragt paa en Tid af Aaret, da Lagthingene allerede vare forbi, kunde den ikke strax blive vedtagen paa disse, og det lader heller ikke til at det skede senere, da man, uagtet den Deel, der bestemmer den nye Kongearv, aabenbart er indrettet til at indtages i Lovbogen i Stedet for Bestemmelserne af 1272, dog ikke finder den i flere end fire af den Mængde Haandskrifter af Landsloven, som endnu ere tilbage, og blandt de fire kun i een indtagen paa det bestemte Sted i Christendomsbaalken, med Udeladelse af den forrige Arvelov[2]. Om Kongen ikke bar fundet denne Lovtagelse nødvendig paa Grund af den mindre betydende politiske Rolle, Lagthingene allerede da spillede i Sammenligning med for, eller
