Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/424

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
402
Haakon Magnusſøn.

gets Raad og ikke vilde gifte ſig. Men ved hendes Død ſkulde Tilgjøven atter falde under Kronen.

o) I de førſte ni Maaneder efter Kongens Død ſkulde Dronningen holdes i ſikker Forvaring med hæderlige, af de fire faſte Regjeringsherrer beſkikkede Koner, for at man kunde vorde vis paa, om hun var frugtſommelig eller ej.

p) Den umyndige Konge og de øvrige eventuelle Tronberettigede ſkulde, indtil han blev myndig, holdes i ſikker Forvaring i det ſterkeſte Huus (d. e. Feſtning) i Riget.

q) Kongens Myndighedsalder beſtemtes til det fyldte tyvende Aar. Dette var en Afvigelſe fra hvad der havde fundet Sted ved den ſidſte Mindreaarighed, hvor Myndighedsalderen, ſom vi have ſeet, viſtnok efter Kong Magnus’s Beſtemmelſer i Aaret 1273, faſtſattes til det fyldte 14de Aar. Begivenhederne under Kong Eriks ſaakaldte Myndighedsalder, fra 1282 af til Dronning Ingebjørgs Død, havde advaret Kongen mod at ſætte Myndighedsaaret for tidligt. Derfor ſatte han det heller ikke til det 15de Aar, ſom Privatretten beſtemte, end mindre til det tolvte, der var den gamle, for Konger vedtagne Myndighedsalder. Men det tyvende Aar var dog igjen uſedvanligt ſeent, og i alle Fald havde man her intet foregaaende Exempel i Norge ſelv at paaberaabe ſig. Formodentlig rettede man ſig da efter hvad der var Skik og Brug i Skotland, det nærmeſte Naborige mod Veſten[1].

Denne Act, hvorved Kongen ſaaledes troede at have gjort, hvad der kunde gjøres, for at ſikkre ſin Ætt Tronfølgen og Landet Rolighed, hvis han ſkulde blive bortkaldt, førend nogen myndig Tronarving kunde træde i hans Sted, blev, ſom det allerede er nævnt, ſamtykket af de paa Mødet tilſtedeværende Herrer og beſeglet af de fornemſte blandt dem. Men da den var iſtandbragt paa en Tid af Aaret, da Lagthingene allerede vare forbi, kunde den ikke ſtrax blive vedtagen paa disſe, og det lader heller ikke til at det ſkede ſenere, da man, uagtet den Deel, der beſtemmer den nye Kongearv, aabenbart er indrettet til at indtages i Lovbogen i Stedet for Beſtemmelſerne af 1272, dog ikke finder den i flere end fire af den Mængde Haandſkrifter af Landsloven, ſom endnu ere tilbage, og blandt de fire kun i een indtagen paa det beſtemte Sted i Chriſtendomsbaalken, med Udeladelſe af den forrige Arvelov[2]. Om Kongen ikke bar fundet denne Lovtagelſe nødvendig paa Grund af den mindre betydende politiſke Rolle, Lagthingene allerede da ſpillede i Sammenligning med for, eller

  1. Se ovf. IV. 1. S. M„ 388, hvor der viſes, at Alexander III i Skotland netop var 20 Aar gammel, da han erklæredes myndig.
  2. Norges gl. Love III. S. 44—55.