der udtrykkeligt, at det her opstillede Arvetal altid skulde regnes fra den sidste afdøde Konge i Norge.
Efter Arvetallet følge Bestemmelserne om, hvorledes Formynder Regjeringen skulde være ordnet. „Vi have og“, ytrer Kongen, „over tænkt med de før nævnte Mænds, samt andre de bedste Mænds Raad, hvorledes Rigsstyrelsen skal være indrettet, medens Kongen er i Barndommen, for at en saadan uhørlig Skade som den, Riget fik, medens vi to Brødre vare Børn, med Guds Hjelp kan undgaaes“. Der bestemtes for et saadant Umyndighedstilsælde, at Rigsstyrelsen skulde føres af tolv Mænd, blandt hvilke Cantsleren og Merkesmanden altid skulde være; de øvrige forudsattes vistnok udnævnte af den sidst afdøde Konge, men det foreskreves derhos, at i senere Afgangstilfælde skulde de selv udfylde sit Tal. Af disse tolv skulde imidlertid kun fire, nemlig Cantsleren og Merkesmanden med tvende andre, altid, som det heed, sidde i Kongsgaarden med Barnet, det vil sige være om den umyndige Tronfølgers Person og besørge de løbende Regjeringsforretninger maatte Rigsstyrelsen og Opsigten med hele Rigets Ejendomme og Indtægter og udføre alle de Sager som behøves baade uden og inden Lands, Riget til Nytte“), og det tillige saaledes, at tvende Biskopper udenfor de tolv skulde deeltage i Bevarelsen af Kronens rede Beholdning af Guld og Sølv, hvortil hine Biskopper skulde have een Nøgel, de fire Regjeringsherer en anden. De øvrige aatte Mænd, hvilke, som det heed, „vare uden Gaards“, skulde hver i fin Kreds føre Opsigt med Sysselmændene og disses Lensmænd, at de behandlede Almuen vel og skaffede Enhver den ham tilkommende Ret. Naar en Sysselmand undlod dette eller paa andre Maader handlede ulovligt, skulde den nærmeste Regjeringsherre strax fare til, nøje undersøge Sagen, og skaffe Vedkommende sin Ret. Kunde han ikke selv overtage Sagen, skulde han stevne den til Kongsgaarden, for der at afgjøres. Var Sysselmanden fremdeles gjenstridig, eller undlod at komme, skulde alle tolv, om de vare samlede, eller de fire med deres Raad straffe den Skyldige med samme Myndighed, som Kongen selv. En Gang hvert Aar, eller oftere, om det maatte behøves, skulde de aatte samles med de fire og de to Biskopper, for at overlægge om Rigsstyrelsen og de Forholdsregler, der med Hensyn til de inden- og udenlandske Anliggender maatte blive at treffe, samt for overhoved at afgjøre de vigtigste Rigs-Erender. I Tilfælde af Meningsforskjellighed skulde Stemmefleerhed raade, og hvis Stemmerne vare lige, skulde Alderen gjøre Udslaget[1]. Ved denne Lejlighed skulde ogsaa de fire, som besørgede de løbende Forretninger, aflægge Regnskab
- ↑ Anderledes kan Originalens Udtryk, „at de som ere flere sammen, og ældre og forstandigere“, ikke forstaaes.
