Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/421

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
399
1302. Høvdingemøde. Beſtemmelſer om Formynder-Regjering.


der udtrykkeligt, at det her opſtillede Arvetal altid ſkulde regnes fra den ſidſte afdøde Konge i Norge.

Efter Arvetallet følge Beſtemmelſerne om, hvorledes Formynder Regjeringen ſkulde være ordnet. „Vi have og“, ytrer Kongen, „over tænkt med de før nævnte Mænds, ſamt andre de bedſte Mænds Raad, hvorledes Rigsſtyrelſen ſkal være indrettet, medens Kongen er i Barndommen, for at en ſaadan uhørlig Skade ſom den, Riget fik, medens vi to Brødre vare Børn, med Guds Hjelp kan undgaaes“. Der beſtemtes for et ſaadant Umyndighedstilſælde, at Rigsſtyrelſen ſkulde føres af tolv Mænd, blandt hvilke Cantſleren og Merkesmanden altid ſkulde være; de øvrige forudſattes viſtnok udnævnte af den ſidſt afdøde Konge, men det foreſkreves derhos, at i ſenere Afgangstilfælde ſkulde de ſelv udfylde ſit Tal. Af disſe tolv ſkulde imidlertid kun fire, nemlig Cantſleren og Merkesmanden med tvende andre, altid, ſom det heed, ſidde i Kongsgaarden med Barnet, det vil ſige være om den umyndige Tronfølgers Perſon og beſørge de løbende Regjeringsforretninger maatte Rigsſtyrelſen og Opſigten med hele Rigets Ejendomme og Indtægter og udføre alle de Sager ſom behøves baade uden og inden Lands, Riget til Nytte“), og det tillige ſaaledes, at tvende Biſkopper udenfor de tolv ſkulde deeltage i Bevarelſen af Kronens rede Beholdning af Guld og Sølv, hvortil hine Biſkopper ſkulde have een Nøgel, de fire Regjeringsherer en anden. De øvrige aatte Mænd, hvilke, ſom det heed, „vare uden Gaards“, ſkulde hver i fin Kreds føre Opſigt med Sysſelmændene og disſes Lensmænd, at de behandlede Almuen vel og ſkaffede Enhver den ham tilkommende Ret. Naar en Sysſelmand undlod dette eller paa andre Maader handlede ulovligt, ſkulde den nærmeſte Regjeringsherre ſtrax fare til, nøje underſøge Sagen, og ſkaffe Vedkommende ſin Ret. Kunde han ikke ſelv overtage Sagen, ſkulde han ſtevne den til Kongsgaarden, for der at afgjøres. Var Sysſelmanden fremdeles gjenſtridig, eller undlod at komme, ſkulde alle tolv, om de vare ſamlede, eller de fire med deres Raad ſtraffe den Skyldige med ſamme Myndighed, ſom Kongen ſelv. En Gang hvert Aar, eller oftere, om det maatte behøves, ſkulde de aatte ſamles med de fire og de to Biſkopper, for at overlægge om Rigsſtyrelſen og de Forholdsregler, der med Henſyn til de inden- og udenlandſke Anliggender maatte blive at treffe, ſamt for overhoved at afgjøre de vigtigſte Rigs-Erender. I Tilfælde af Meningsforſkjellighed ſkulde Stemmefleerhed raade, og hvis Stemmerne vare lige, ſkulde Alderen gjøre Udſlaget[1]. Ved denne Lejlighed ſkulde ogſaa de fire, ſom beſørgede de løbende Forretninger, aflægge Regnſkab

  1. Anderledes kan Originalens Udtryk, „at de ſom ere flere ſammen, og ældre og forſtandigere“, ikke forſtaaes.