Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/408

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
386
Haakon Magnusſøn.

Trætten mellem Erkebiſkoppen og Capitlet beſkrives nu i den for den førſte afgjort partiſke Laurentius’s Saga ſaaledes: „Kongen ſatte Thing, bydende Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene, dem der vare Erkebiſkoppens Modſtandere, og alle fremmede Folk i Byen at komme der. Thinget var ſat i Sommerhallen (i Kongsgaarden). For Magiſter Aake (Cantſleren), der ſkulde tale paa Kongens Vegne, var der ſat en Pult foran Kongens Højſæde; Kongen og Erkebiſkoppen ſad begge ſammen, og udefter fra Kongen Ridderne og de fornemſte Mænd i Riget, men udefter fra Erkebiſkoppen Lydbiſkopper (dette var maaſkee netop Biſkopperne i Oslo og Hamar, ſom rimeligviis kunne have afventet Kongens Komme) og Abbeder, dernæſt Chorsbrødrene; Preſter og Almuesfolk ſad paa Gulvet, blandt dem Sira Laurentius mellem Erkebiſkoppens øvrige Tilhængere. Nu gjorde Hr. Aake Tegn til at Folket ſkulde høre efter, raabende med høj Røſt. Derpaa begyndte han førſt at tale ſmukt Latin, ſigende, hvorledes det ſømmede ſig for Høvdingerne at fare frem baade i aandelig og verdslig Styrelſe; herom talte han længe. Saa vendte han Talen om, fremſtillende i klare og vakkre Ord paa Norſk, hvorledes det ſømmede ſig for Undermand at viſe ſig lydige mod ſine Overmænd, ikke alene mod de gode og retfærdige men ogſaa mod dem, der ere fejlfulde i deres Fremferd, efterſom Apoſtelen Paulus ſiger, hvor han viſer det ſyndefulde i at gjøre Stempling mod ſine Foreſatte, ſammenlignende det med Afguderi. Her begyndte hans Tale at blive haardere; han ſagde klarligen, hvor ſtor Utilbørlighed Chorsbrødrene havde begaaet ved at ſætte ſig op mod ſin Herre Erkebiſkoppen; han ytrede at de fortjente legemlig Straf, og at den verdslige Arm burde udſtrækkes imod dem med Kongens Sverd og Magt. Han talte ſaa fortrinligt og ſaa haardt, at mange af Chorsbrødrene og deres Tilhængere begyndte at blive bange. Efter Hr. Aake ſtod Kongen ſelv op, og talte førſt paa Latin, ſiden paa

    nedenfor paapegede Omſtændighed, at Erkebiſkoppen om Høſten 1305 begav ſig til Bergen, og blev uſædvanligt længe borte fra Nidaros, rimeligviis fordi Striden nu atter var udbrudt. Vel nævne Annalerne intet om at Kongen var i Nidaros 1303, men de nævne heller intet om at han var der i 1307, hvilket dog vides med Vished af Chorsbrødrenes Brev af 21de Sept. 1307, ſe nedenfor. I alle Fald tales der lige ſaa lidet om at han i 1302 beſøgte Throndhjem. At Lydbiſkoppernes Nærværelſe i Throndhjem omtales, bidrager netop ogſaa til at beſtyrke Antagelſen af Sept. 1303 ſom den Tid, Kongen var der i dette Anliggende, thi Biſkopperne af Oslo og Hamar havde nys i Forening med Decanen af Upſala indſkærpet den pavelige Dom, og maa da upaatvivlelig have været tilſtede i Byen: det er ſaaledes helſt rimeligt at de endnu vare der, da Kongen kom; vi ſee derhos, at Erkebiſkoppen den 29de Juli 1303 udſtedte et Hjelpebrev for Skipthvet Kirke i Borgeſysſel; dette er upaatvivlelig ſkeet efter Anmodning af Biſkop Eivind under dennes Nærværelſe i Nidaros, da Borgeſysſel hørte til hans Diøces. (Dipl. Norv. I. 96).