Trætten mellem Erkebiskoppen og Capitlet beskrives nu i den for den første afgjort partiske Laurentius’s Saga saaledes: „Kongen satte Thing, bydende Erkebiskoppen og Chorsbrødrene, dem der vare Erkebiskoppens Modstandere, og alle fremmede Folk i Byen at komme der. Thinget var sat i Sommerhallen (i Kongsgaarden). For Magister Aake (Cantsleren), der skulde tale paa Kongens Vegne, var der sat en Pult foran Kongens Højsæde; Kongen og Erkebiskoppen sad begge sammen, og udefter fra Kongen Ridderne og de fornemste Mænd i Riget, men udefter fra Erkebiskoppen Lydbiskopper (dette var maaskee netop Biskopperne i Oslo og Hamar, som rimeligviis kunne have afventet Kongens Komme) og Abbeder, dernæst Chorsbrødrene; Prester og Almuesfolk sad paa Gulvet, blandt dem Sira Laurentius mellem Erkebiskoppens øvrige Tilhængere. Nu gjorde Hr. Aake Tegn til at Folket skulde høre efter, raabende med høj Røst. Derpaa begyndte han først at tale smukt Latin, sigende, hvorledes det sømmede sig for Høvdingerne at fare frem baade i aandelig og verdslig Styrelse; herom talte han længe. Saa vendte han Talen om, fremstillende i klare og vakkre Ord paa Norsk, hvorledes det sømmede sig for Undermand at vise sig lydige mod sine Overmænd, ikke alene mod de gode og retfærdige men ogsaa mod dem, der ere fejlfulde i deres Fremferd, eftersom Apostelen Paulus siger, hvor han viser det syndefulde i at gjøre Stempling mod sine Foresatte, sammenlignende det med Afguderi. Her begyndte hans Tale at blive haardere; han sagde klarligen, hvor stor Utilbørlighed Chorsbrødrene havde begaaet ved at sætte sig op mod sin Herre Erkebiskoppen; han ytrede at de fortjente legemlig Straf, og at den verdslige Arm burde udstrækkes imod dem med Kongens Sverd og Magt. Han talte saa fortrinligt og saa haardt, at mange af Chorsbrødrene og deres Tilhængere begyndte at blive bange. Efter Hr. Aake stod Kongen selv op, og talte først paa Latin, siden paa
nedenfor paapegede Omstændighed, at Erkebiskoppen om Høsten 1305 begav sig til Bergen, og blev usædvanligt længe borte fra Nidaros, rimeligviis fordi Striden nu atter var udbrudt. Vel nævne Annalerne intet om at Kongen var i Nidaros 1303, men de nævne heller intet om at han var der i 1307, hvilket dog vides med Vished af Chorsbrødrenes Brev af 21de Sept. 1307, se nedenfor. I alle Fald tales der lige saa lidet om at han i 1302 besøgte Throndhjem. At Lydbiskoppernes Nærværelse i Throndhjem omtales, bidrager netop ogsaa til at bestyrke Antagelsen af Sept. 1303 som den Tid, Kongen var der i dette Anliggende, thi Biskopperne af Oslo og Hamar havde nys i Forening med Decanen af Upsala indskærpet den pavelige Dom, og maa da upaatvivlelig have været tilstede i Byen: det er saaledes helst rimeligt at de endnu vare der, da Kongen kom; vi see derhos, at Erkebiskoppen den 29de Juli 1303 udstedte et Hjelpebrev for Skipthvet Kirke i Borgesyssel; dette er upaatvivlelig skeet efter Anmodning af Biskop Eivind under dennes Nærværelse i Nidaros, da Borgesyssel hørte til hans Diøces. (Dipl. Norv. I. 96).
