Norsk. Han endte med at forelægge Chorsbrødrene to Vilkaar, enten at de af dem, der vare bannsatte, skulde med Tilhængere være utlæge af Norge og hele hans Rige, eller og at de strax skulde falde Erkebiskoppen til Fode og lægge hele sin Sag i hans Vold, med Kongens og de ypperste Mænds Raad; ja de skulde ikke engang nu komme ud af Kongsgaarden uden Refselse, hvis de ikke strax gjorde, som Kongen bød. Da Chorsbrødrene nu saa, hvilken Fare der truede dem, stode de strax-op, faldt Erkebiskoppen til Fode, og gave hele Sagen i hans Vold. Dagen efter blev da Forliget mellem Erkebiskoppen og Chorsbrødrene proclameret, og de tilsagde hinanden selv og sine Mænd indbyrdes Fred og Ro“.
Man maa vel antage, at denne Beretning i det Hele taget medfører Sandhed. Men nogen Overdrivelse maa der dog være i det mindste med Hensyn til Forsamlingens Talrighed. Og saa meget er aabenbart, at Kongen alene kan have haft til Hensigt at værne om det ydre Decorum og den Ærbødighed, Chorsbrødrene skyldte Erkebiskops-Embedet uden Hensyn til hans Person. Herimod havde Chorsbrødrene groveligt forseet sig, og derfor fandt han det nødvendigt, at de i Folkets Paasyn ydmygede sig for deres Overhoved, og lovede for Eftertiden at holde Fred. Men andet eller mere end dette har det aabenbart ikke været Kongens Hensigt at fordre, aller mindst at ville omstyrte Dommen. Dette kunde saa meget mindre falde ham ind, som han paa denne Tid netop i et andet Anliggende, der synes at have staaet i Forbindelse med den større Sag, havde søgt at skaffe Chorsbrødrene deres Ret, og sandsynligviis endog deri havde fundet en Bevæggrund mere til personligt at indfinde sig i Nidaros. Erkebiskop Haakon havde i sin Tid, som ovenfor viist, skjenket Haugs Kirke i Verdalen til Chorsbrødrenes fælles Bordhold, Pave Clemens den 4de havde stadfestet Gaven, og Chorsbrødrenes Ret til Kirken var udtrykkeligt bekræftet ved Forliget til Tuterø[1]. Ikke desmindre havde man gjort dem Besiddelsen stridig; først optræder Hr. Viljam af Torge som den, der anfegter den (1301), der nævnes ikke med hvad Grund, men man erfarer, fat ogsaa denne Sag blev indberettet til Paven, og at Abbeden af Holm beskikkedes til Dommer i dette Anliggende[2]. Siden efter erfares det, at Verdølerne,
- ↑ Se ovf. IV. 1. S. 470. Dipl. Norv. I. 61, 62, III. 10, 11; jvfr. ovenfor S. 308.
- ↑ Abbed Arnes Bekjendtgjørelse af 18de Mai 1301 om det af ham optagne Vidnesbyrd, Dipl. Norv. III. 47. Han kalder sig her ganske som i Dommen om Mærens Kirke i Brev af 1ste Juli 1301 (ssteds II. 63) pavelig beskikket Dommer, og derfor synes det umiskjendeligt, at Paven har betragtet Spørgsmaalet om Haugs Biskopstiende som hørende under Sagen mellem Erkebiskoppen og Capitlet.
