Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/409

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
387
Tviſt om Tienden i Verdalen.

Norſk. Han endte med at forelægge Chorsbrødrene to Vilkaar, enten at de af dem, der vare bannſatte, ſkulde med Tilhængere være utlæge af Norge og hele hans Rige, eller og at de ſtrax ſkulde falde Erkebiſkoppen til Fode og lægge hele ſin Sag i hans Vold, med Kongens og de ypperſte Mænds Raad; ja de ſkulde ikke engang nu komme ud af Kongsgaarden uden Refſelſe, hvis de ikke ſtrax gjorde, ſom Kongen bød. Da Chorsbrødrene nu ſaa, hvilken Fare der truede dem, ſtode de ſtrax-op, faldt Erkebiſkoppen til Fode, og gave hele Sagen i hans Vold. Dagen efter blev da Forliget mellem Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene proclameret, og de tilſagde hinanden ſelv og ſine Mænd indbyrdes Fred og Ro“.

Man maa vel antage, at denne Beretning i det Hele taget medfører Sandhed. Men nogen Overdrivelſe maa der dog være i det mindſte med Henſyn til Forſamlingens Talrighed. Og ſaa meget er aabenbart, at Kongen alene kan have haft til Henſigt at værne om det ydre Decorum og den Ærbødighed, Chorsbrødrene ſkyldte Erkebiſkops-Embedet uden Henſyn til hans Perſon. Herimod havde Chorsbrødrene groveligt forſeet ſig, og derfor fandt han det nødvendigt, at de i Folkets Paaſyn ydmygede ſig for deres Overhoved, og lovede for Eftertiden at holde Fred. Men andet eller mere end dette har det aabenbart ikke været Kongens Henſigt at fordre, aller mindſt at ville omſtyrte Dommen. Dette kunde ſaa meget mindre falde ham ind, ſom han paa denne Tid netop i et andet Anliggende, der ſynes at have ſtaaet i Forbindelſe med den ſtørre Sag, havde ſøgt at ſkaffe Chorsbrødrene deres Ret, og ſandſynligviis endog deri havde fundet en Bevæggrund mere til perſonligt at indfinde ſig i Nidaros. Erkebiſkop Haakon havde i ſin Tid, ſom ovenfor viiſt, ſkjenket Haugs Kirke i Verdalen til Chorsbrødrenes fælles Bordhold, Pave Clemens den 4de havde ſtadfeſtet Gaven, og Chorsbrødrenes Ret til Kirken var udtrykkeligt bekræftet ved Forliget til Tuterø[1]. Ikke desmindre havde man gjort dem Beſiddelſen ſtridig; førſt optræder Hr. Viljam af Torge ſom den, der anfegter den (1301), der nævnes ikke med hvad Grund, men man erfarer, fat ogſaa denne Sag blev indberettet til Paven, og at Abbeden af Holm beſkikkedes til Dommer i dette Anliggende[2]. Siden efter erfares det, at Verdølerne,

  1. Se ovf. IV. 1. S. 470. Dipl. Norv. I. 61, 62, III. 10, 11; jvfr. ovenfor S. 308.
  2. Abbed Arnes Bekjendtgjørelſe af 18de Mai 1301 om det af ham optagne Vidnesbyrd, Dipl. Norv. III. 47. Han kalder ſig her ganſke ſom i Dommen om Mærens Kirke i Brev af 1ſte Juli 1301 (ſſteds II. 63) pavelig beſkikket Dommer, og derfor ſynes det umiskjendeligt, at Paven har betragtet Spørgsmaalet om Haugs Biſkopstiende ſom hørende under Sagen mellem Erkebiſkoppen og Capitlet.