da Kongen endnu ikke kunde tage Ondet fra Roden af, maatte han søge at modarbejde de skadelige Virkninger deraf ved saadanne Midler, som for Øjeblikket stode til hans Raadighed. Om Sysselmændene end ikke ligefrem havde til Hensigt at besvige Kronen, saa havde de dog, som man kan skjønne, tiltaget sig mangehaande Uskikke, som Kronen ikke kunde taale; de hørte desuden selv til Aristokratiet, og vare derfor alt for ofte tilbøjelige til at begunstige sine Standsfæller paa de Ringeres Bekostning. Det synes saaledes at være ret vel betænkt af Kongen, saalænge han endnu ikke kunde indføre en fuldstændig Reform, at beskikke overordentlige Commissarier til at controllere dem og kræve Regnskab af dem. Om disse overordentlige Commissariers Myndighed og Stilling faar man en tydeligere Forestilling af en Forordning, som Kongen lod udgaa samtidigt med hine, og som tillige giver os et godt Indblik i de Uskikke, som de fornemme Herrer, Sysselmændene iberegnede, i den sidste Tid havde indført. For det første klages der her over den allerede tidligere paatalte Utilbørlighed, at haandgangne Mænd og Biskopsmænd vilde udstrække sin Ledings- og Skattefrihed ud over den bestemte Grændse (nemlig saa meget Jordegods, som svarede til tre eller to Nev)[1], og Kongen bestemte, at hvo af dem, der herefter ikke betalte Leding og anden Skyldighed af hvad Jordegods de ejede mere end hvad der var tilstaaet dem Skattefrihed for, og lod tre Aar saaledes gaa hen fra den Tid, Forordningen blev dem forkyndt, skulde have forbrudt alt dette Jordegods til Kronen, hvad enten de vare Kongens haandgangne Mænd, eller Biskopsmænd. Men dernæst anker Kongen over, at Sysselmænd, Riddere eller haandgangne Mænd, naar de havde Retssager med Folk af ringere Stand, holdt sig for gode til at lystre Stevninger til Lagmanden eller Lagthinget, saa at Modparten maatte opgive sin Ret. „Da vi“, siger Kongen, „hverken ville eller kunne lade sligt gaa hen, og aller mindst kunne taale det af vore Sysselmænd, Riddere eller andre haandgangne Mænd, der have svoret at overholde Lov og Ret for alle eftersom vor Eed lyder, saa have vi herved bestemt og befalet, at enhver Ridder, der har Sag med en anden, lige meget hvilken, og undlader at komme til Lagmand, Lagthing eller anden Ret, efter at være lovligt stevnt, eller trodser imod og vil ikke gjøre Ret og Skjel efter Lagmandens Orskurd, fra den Dag, han derom lovligen overbevises, uden videre skal være indstevnet til os med Maaneds Frist. Men er det Sysselmænd, der gjøre det, da ere de derved strax afsatte fra Sysselen, og de af os beskikkede Ombudsmænd, der have at modtage vor Vis-Øre,
- ↑ Se ovf. IV. 1. S. 589, hvor det er viist, at de tre Nevs Frihed omtrent kunde svare til Skattefrihed for 3 Skpd. Tange.
