Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/398

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
376
Haakon Magnusſøn.

da Kongen endnu ikke kunde tage Ondet fra Roden af, maatte han ſøge at modarbejde de ſkadelige Virkninger deraf ved ſaadanne Midler, ſom for Øjeblikket ſtode til hans Raadighed. Om Sysſelmændene end ikke ligefrem havde til Henſigt at beſvige Kronen, ſaa havde de dog, ſom man kan ſkjønne, tiltaget ſig mangehaande Uſkikke, ſom Kronen ikke kunde taale; de hørte desuden ſelv til Ariſtokratiet, og vare derfor alt for ofte tilbøjelige til at begunſtige ſine Standsfæller paa de Ringeres Bekoſtning. Det ſynes ſaaledes at være ret vel betænkt af Kongen, ſaalænge han endnu ikke kunde indføre en fuldſtændig Reform, at beſkikke overordentlige Commisſarier til at controllere dem og kræve Regnſkab af dem. Om disſe overordentlige Commisſariers Myndighed og Stilling faar man en tydeligere Foreſtilling af en Forordning, ſom Kongen lod udgaa ſamtidigt med hine, og ſom tillige giver os et godt Indblik i de Uſkikke, ſom de fornemme Herrer, Sysſelmændene iberegnede, i den ſidſte Tid havde indført. For det førſte klages der her over den allerede tidligere paatalte Utilbørlighed, at haandgangne Mænd og Biſkopsmænd vilde udſtrække ſin Ledings- og Skattefrihed ud over den beſtemte Grændſe (nemlig ſaa meget Jordegods, ſom ſvarede til tre eller to Nev)[1], og Kongen beſtemte, at hvo af dem, der herefter ikke betalte Leding og anden Skyldighed af hvad Jordegods de ejede mere end hvad der var tilſtaaet dem Skattefrihed for, og lod tre Aar ſaaledes gaa hen fra den Tid, Forordningen blev dem forkyndt, ſkulde have forbrudt alt dette Jordegods til Kronen, hvad enten de vare Kongens haandgangne Mænd, eller Biſkopsmænd. Men dernæſt anker Kongen over, at Sysſelmænd, Riddere eller haandgangne Mænd, naar de havde Retsſager med Folk af ringere Stand, holdt ſig for gode til at lyſtre Stevninger til Lagmanden eller Lagthinget, ſaa at Modparten maatte opgive ſin Ret. „Da vi“, ſiger Kongen, „hverken ville eller kunne lade ſligt gaa hen, og aller mindſt kunne taale det af vore Sysſelmænd, Riddere eller andre haandgangne Mænd, der have ſvoret at overholde Lov og Ret for alle efterſom vor Eed lyder, ſaa have vi herved beſtemt og befalet, at enhver Ridder, der har Sag med en anden, lige meget hvilken, og undlader at komme til Lagmand, Lagthing eller anden Ret, efter at være lovligt ſtevnt, eller trodſer imod og vil ikke gjøre Ret og Skjel efter Lagmandens Orſkurd, fra den Dag, han derom lovligen overbeviſes, uden videre ſkal være indſtevnet til os med Maaneds Friſt. Men er det Sysſelmænd, der gjøre det, da ere de derved ſtrax afſatte fra Sysſelen, og de af os beſkikkede Ombudsmænd, der have at modtage vor Vis-Øre,

  1. Se ovf. IV. 1. S. 589, hvor det er viiſt, at de tre Nevs Frihed omtrent kunde ſvare til Skattefrihed for 3 Skpd. Tange.