skulle søge deres Sysler os til Haande, indtil de have gjort Ret efter Loven. Gjøre andre haandgangne Mænd sig skyldige deri, og blive overbeviiste derom, da ere de derved strax skilte ved deres Navnbot, skulle sagsøges som Almuesmænd, og maa ikke optages igjen i Laget uden vi selv adspørges“[1]. Commissarierne skulde saaledes ogsaa komme til at fungere som midlertidige Sysselmænd i de Suspenderedes Sted.
Endnu en Forordning udgav Kongen samtidigt for Østlandet, og siden (6te Octbr.) i Bergen for det Nordenfjeldske, der bidrager til end mere at levendegjøre den Forestilling om Slaphed og Slendrian i Kong Eriks senere Dage, som hine allerede omhandlede Retterbøder vække; vi erfare nemlig, at man paa mange Steder endog vovede at byde de kongelige Ombudsmænd, der skulde straffe Forbrydere, Trods, og formeligt at true dem: et Tegn paa, at den strengere Haandhævelse af Retten, Haakon indskærpede, var noget Nyt og Uvant. .Der var, ytrede han, ofte blevet klaget for ham over at Frænderne til de Mænd, som hans Ombudsmænd lode paagribe for at undergive dem den lovbestemte Randsagning eller Straf, formeligt truede saavel Ombudsmændene selv, som deres Medhjelpere. Da dette forekom Kongen og de forstandigste Mænd omtrent lige faa slemt som at fordre Bøder for dem, Kongen havde ladet straffe efter Loven for begangne Forbrydelser, da det desuden havde viist sig, at deslige Trusler ej havde været tomme, men virkeligt vare blevne udførte, og da det var hans Pligt at gjøre Ende paa den Ondskab og det Uvæsen, der nu hørte til Dagens Orden[2], forordnede han, at enhver, der overbeviistes om at have udstødt saadanne Trusler, ej alene skulde sættes fast, indtil han skaffede fuld Borgen for, at den, han truede, kunde være sikker for Skam og Skade, men oven i Kjøbet bøde 4 Mkr. til Kronen for sin Uforskammethed, og til den, han truede, Fuldrette efter sex Mænds Dom. Hvis der siden dog tilføjedes den, der var bleven truet, nogen Skade, og forstandige Mænd havde Mistanke om at hiin, som truede, havde bevirket det, skulde Sysselmænd og Lagmænd ikke modtage nogen Fralæggelse af ham, førend Kongen selv var adspurgt. End videre, siger Kongen, var der flere, som ogsaa anvendte slige Trusler mod dem, med hvem de havde Sag, og som aldrig vilde gaa frem efter Loven, om Modparten end nok saa meget bød sig til at svare Lov og Ret efter gode Mænds Dom, saa at han ofte af Frygt maatte eftergive sin Ret; ogsaa de, der paa denne Maade brugte Trusler, skulde sættes fast og nødes til at stille Borgen paa ovennævnte Maade. Det
