Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/390

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
368
Haakon Magnussøn.

des var traadt i et nærmere Forhold til ham[1]. Allerede kort efter sin Tilbagekomst til Oslo i October 1299 havde han udstedt et almindeligt Forbud mod Bissekræmmeri, eller, som han udtrykte sig, at fare om i Bygderne med Smaahandel og have Torg for hver Mands Dør, hvilket det var blevet ham sagt, at enkelte nu toge sig til. Dette, erklærede han, vilde han ikke paa nogen Maade taale, og forbød det strengeligen; havde Bønderne noget at sælge hinanden indbyrdes, da skulde det være dem tilladt, men Kjøbmændene skulde bringe sit Gods til Kjøbstaden og udsælge det der. Dersom nogen handlede herimod og fremdeles rejste om med Kram, skulde saavel hans Varer som den Betaling, han havde faaet af Bønderne, være forbrudte til Kongen, og Sysselmændene skulde under Embedstab see dette efterlevet. Man skulde næsten formode, at endog denne Forordning nærmest var rettet mod Tydskerne, for saa vidt som det er højst rimeligt at de, der saaledes rejste om som Bissekræmmere, ikke vare Nordmænd, men tydske Kjøbmænd, der paa denne Maade søgte at udhøkre sine Valer; thi vi have allerede oftere seet, hvor gjerne de vilde drive det til at kunne handle omkring i Landdistricterne, og ikke indskrænke sig til Byerne alene[2]. At Udlændingerne, det vil sige de tydske Handelsmænd, i de sidste Aar havde søgt at tiltage sig Rettigheder, som de gjeldende Overeenskomster og Frihedsbreve ikke hjemlede dem, og at unddrage sig sine skyldige Forpligtelser, seer man af den første Forordning som Kong Haakon lod udgaa efter sin Ankomst til Bergen 1301, nemlig under den 11te November, hvori han udtrykte sig saaledes: „Vi have bragt i Erfaring, at de Udlændinger, som sejle hid med deres Gods, ville siden sejle bort igjen efter at være komne inden Takmarkerne, og bortflytte det Gods, de flyttede hid, tvert imod den mellem os og dem gjorte Bestemmelse; og da vi aldeles ikke ville finde os deri, byde vi ubetinget, at det Gods, der kommer til en Kjøbstad inden dens Takmarker, sælges der, og ikke flyttes bort. Hvo som dog flytter det bort og siden bliver greben deri, skal have forbrudt Godset og bøde 3 Mkr. Peninger. Saa skulle og de Udlændinger, der sidde i Kjøbstæderne ud over Julenat, og ikke ville betale os Leding, have forbrudt alt det Gods, de ej betale af, og dertil hode 3 Mkr. End videre skulle de, der fare af Sildfiske uden at erlægge os Told, have forbrudt det Gods, de føre bort, og bøde 8 Ertoger og 13 Mkr. Endelig forbyde vi ubetinget at nogen Udlænding opstiller sit Gods, førend vore Ombudsmænd tillade dem det; hvo som gjør det, skal have forbrudt det opskibede. Vi byde vore Ombudsmænd at paasee dette overholdt, saa sandt de ville

  1. Huitfeld, S. 312.
  2. Norges gl. Love, III. No. 12, S. 41.