Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/390

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
368
Haakon Magnusſøn.

des var traadt i et nærmere Forhold til ham[1]. Allerede kort efter ſin Tilbagekomſt til Oslo i October 1299 havde han udſtedt et almindeligt Forbud mod Bisſekræmmeri, eller, ſom han udtrykte ſig, at fare om i Bygderne med Smaahandel og have Torg for hver Mands Dør, hvilket det var blevet ham ſagt, at enkelte nu toge ſig til. Dette, erklærede han, vilde han ikke paa nogen Maade taale, og forbød det ſtrengeligen; havde Bønderne noget at ſælge hinanden indbyrdes, da ſkulde det være dem tilladt, men Kjøbmændene ſkulde bringe ſit Gods til Kjøbſtaden og udſælge det der. Derſom nogen handlede herimod og fremdeles rejſte om med Kram, ſkulde ſaavel hans Varer ſom den Betaling, han havde faaet af Bønderne, være forbrudte til Kongen, og Sysſelmændene ſkulde under Embedstab ſee dette efterlevet. Man ſkulde næſten formode, at endog denne Forordning nærmeſt var rettet mod Tydſkerne, for ſaa vidt ſom det er højſt rimeligt at de, der ſaaledes rejſte om ſom Bisſekræmmere, ikke vare Nordmænd, men tydſke Kjøbmænd, der paa denne Maade ſøgte at udhøkre ſine Valer; thi vi have allerede oftere ſeet, hvor gjerne de vilde drive det til at kunne handle omkring i Landdiſtricterne, og ikke indſkrænke ſig til Byerne alene[2]. At Udlændingerne, det vil ſige de tydſke Handelsmænd, i de ſidſte Aar havde ſøgt at tiltage ſig Rettigheder, ſom de gjeldende Overeenskomſter og Frihedsbreve ikke hjemlede dem, og at unddrage ſig ſine ſkyldige Forpligtelſer, ſeer man af den førſte Forordning ſom Kong Haakon lod udgaa efter ſin Ankomſt til Bergen 1301, nemlig under den 11te November, hvori han udtrykte ſig ſaaledes: „Vi have bragt i Erfaring, at de Udlændinger, ſom ſejle hid med deres Gods, ville ſiden ſejle bort igjen efter at være komne inden Takmarkerne, og bortflytte det Gods, de flyttede hid, tvert imod den mellem os og dem gjorte Beſtemmelſe; og da vi aldeles ikke ville finde os deri, byde vi ubetinget, at det Gods, der kommer til en Kjøbſtad inden dens Takmarker, ſælges der, og ikke flyttes bort. Hvo ſom dog flytter det bort og ſiden bliver greben deri, ſkal have forbrudt Godſet og bøde 3 Mkr. Peninger. Saa ſkulle og de Udlændinger, der ſidde i Kjøbſtæderne ud over Julenat, og ikke ville betale os Leding, have forbrudt alt det Gods, de ej betale af, og dertil hode 3 Mkr. End videre ſkulle de, der fare af Sildfiſke uden at erlægge os Told, have forbrudt det Gods, de føre bort, og bøde 8 Ertoger og 13 Mkr. Endelig forbyde vi ubetinget at nogen Udlænding opſtiller ſit Gods, førend vore Ombudsmænd tillade dem det; hvo ſom gjør det, ſkal have forbrudt det opſkibede. Vi byde vore Ombudsmænd at paaſee dette overholdt, ſaa ſandt de ville

  1. Huitfeld, S. 312.
  2. Norges gl. Love, III. No. 12, S. 41.