Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/389

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
367
1307—1314. Tviſten bilagt. Handelsſager.

i det mindſte have været Henſigten at overholde dette, ſkjønt Overholdelſen ikke ſkede nøjagtigt[1].

Saaledes vedblev Islands unionelle Forhold til Norge at være lidet betryggende for Landets Selvſtændighed. Det eneſte, Islændingerne havde paa det Rene, var, hvad allerede Kong Haakon Haakonsſøn havde indrømmet, Landørernes Ophævelſe og Opladelſen af Arv, falden i Norge. Men dette angik mere Privatforhold; i ſtatsretlig Henſeende var der intet andet viſt, end hvad Islændingerne havde lovet, nemlig underſaatlig Lydighed og Skatſkyldighed under Norges Konge, og det kom derfor an paa dennes Opfattelſe af Forholdene og Sindelag for øvrigt, om han vilde behandle Island ſom en Provins, eller ſom en af Norge uafhængig Beſiddelſe. At det førſte ikke ganſke blev Tilfældet, ſkyldes viſtnok mere Øens afſondrede Beliggenhed end nogen Loyalitet fra Kongernes og Magthavernes Side.

94. Kong Haakons Beſtræbelſer for at hindre de udenlandſke Handelsmænds Overgreb, ſaavel ſom for at opretholde Orden og Rolighed indenlands. Indſørelſe af Pasvæſen.


Medens Kongen opholdt ſig i Bergen fra Høſten 1301 til langt udi 1302, benyttede han, ſom det allerede ovenfor lejlighedsviis er berørt, Tiden til at treffe flere Foranſtaltninger, ſigtende til at ordne Politivæſenet og de communale Forhold i Staden, ſaavel ſom til at indſkrænke de fremmede Kjøbmænds Tiltag, ſaa vidt denne kildne Sag lod ſig røre ved, uden at der atter fra de tydſke Stæders Side hørtes Raab om Brud paa de tidligere Tractater, og maaſkee Handelsforbindelſen afbrødes, hvilken Norge dog nu ikke længer kunde undvære. Kong Haakons Skridt var derfor heller ikke nu for det førſte ſaa beſtemte og indgribende, ſom han maaſkee ſelv havde ønſket; de beſtemtes desuden ved Synsmaader, der nu for længſt ere forladte, og de ledede vel heller ikke til noget gunſtigt Reſultat; men hans gode Vilje kan dog ikke miskjendes. Hertil kom nu, at han ſiden 1299 havde en ſæregen Opfordring til at betragte de øſterſøiſke Handelsſtæder med Mistænkelighed og Ugunſt, da deres Hoved, Lübeck, i hiint Aar havde valgt Danekongen til ſin Skytsherre paa ti Aar, vedtaget at betale ham en aarlig Kjendelſe derfor, og ſaale-

  1. Naar der i 1419 ankes over at de ſex Skibe nu i lang Tid ikke vare ſendte til Island, (Jon Sigurdsſøn, om Islands ſtatsretl. Stilling S. 31), kan dog ikke dette „i lang Tid“ betyde et heelt Aarhundrede; altſaa maa Skibene dog i det mindſte nogenlunde ordentligt have været ſendte i den førſte Halvdeel af det 14de Aarhundrede eller længer.