i det mindste have været Hensigten at overholde dette, skjønt Overholdelsen ikke skede nøjagtigt[1].
Saaledes vedblev Islands unionelle Forhold til Norge at være lidet betryggende for Landets Selvstændighed. Det eneste, Islændingerne havde paa det Rene, var, hvad allerede Kong Haakon Haakonssøn havde indrømmet, Landørernes Ophævelse og Opladelsen af Arv, falden i Norge. Men dette angik mere Privatforhold; i statsretlig Henseende var der intet andet vist, end hvad Islændingerne havde lovet, nemlig undersaatlig Lydighed og Skatskyldighed under Norges Konge, og det kom derfor an paa dennes Opfattelse af Forholdene og Sindelag for øvrigt, om han vilde behandle Island som en Provins, eller som en af Norge uafhængig Besiddelse. At det første ikke ganske blev Tilfældet, skyldes vistnok mere Øens afsondrede Beliggenhed end nogen Loyalitet fra Kongernes og Magthavernes Side.
Medens Kongen opholdt sig i Bergen fra Høsten 1301 til langt udi 1302, benyttede han, som det allerede ovenfor lejlighedsviis er berørt, Tiden til at treffe flere Foranstaltninger, sigtende til at ordne Politivæsenet og de communale Forhold i Staden, saavel som til at indskrænke de fremmede Kjøbmænds Tiltag, saa vidt denne kildne Sag lod sig røre ved, uden at der atter fra de tydske Stæders Side hørtes Raab om Brud paa de tidligere Tractater, og maaskee Handelsforbindelsen afbrødes, hvilken Norge dog nu ikke længer kunde undvære. Kong Haakons Skridt var derfor heller ikke nu for det første saa bestemte og indgribende, som han maaskee selv havde ønsket; de bestemtes desuden ved Synsmaader, der nu for længst ere forladte, og de ledede vel heller ikke til noget gunstigt Resultat; men hans gode Vilje kan dog ikke miskjendes. Hertil kom nu, at han siden 1299 havde en særegen Opfordring til at betragte de østersøiske Handelsstæder med Mistænkelighed og Ugunst, da deres Hoved, Lübeck, i hiint Aar havde valgt Danekongen til sin Skytsherre paa ti Aar, vedtaget at betale ham en aarlig Kjendelse derfor, og saale-
- ↑ Naar der i 1419 ankes over at de sex Skibe nu i lang Tid ikke vare sendte til Island, (Jon Sigurdssøn, om Islands statsretl. Stilling S. 31), kan dog ikke dette „i lang Tid“ betyde et heelt Aarhundrede; altsaa maa Skibene dog i det mindste nogenlunde ordentligt have været sendte i den første Halvdeel af det 14de Aarhundrede eller længer.
