Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/388

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
366
Haakon Magnusſøn.

hvori der.intet ſtod om Extraſkat, men derimod kun, at af de tyve Alen, ſom hver Bonde ſkulde udrede i Skat og Thingfarekjøb, ſkulde Sysſelmændene herefter have de ti, eller Halvdelen, medens de forhen kun havde haft de fem[1]. Fra denne Tid af ſynes Urolighederne nogenledes at have lagt ſig paa Island. Dog blev der ikke holdt ordentlige eller regelmæsſige Althing, og ſaaledes gik det hen indtil i 1313, da Kongen i et Brev, dateret Agvaldsnes den 19de Juni, ſatte dem haardt til Rette, fordi de nu i 9 Aar intet almindeligt Thing havde holdt, til Almuens ſtørſte Skade[2]. Dette ſynes at have hjulpet, og Aaret efter, da Kongen, ſom det i det Følgende ſkal berettes, nys havde foretaget en Lovreviſion og udgivet en omfattende Retterbod for Norge, gav han i en lignende Retterbod for Island en Afgjørelſe paa det af Islændingerne iſær paaklagede Punkt, om Udenlandsſtevninger, ganſke henholdende ſig til Proteſten af 1306; thi Retterbodens førſte Artikel lød ſaaledes, at kun, naar Lagmændene og Sysſelmændene ikke kunde faa overtaget en Sag, ſkulde den indſtevnes til Norge, med tolv Maaneders Varſel. Det beſtemtes derhos i Artikel 7, at ingen maatte ſkyde ſin Sag unden Lagmand og Sysſelmand for dermed at hindre Modparten fra at nyde ſin Ret, naar ſkjønſomme Mænd ſaa at de kunde overtage dens Behandling. Den 2den, 3die og 4de Artikel handle nærmere om Stevninger og Varſel, men den 5te viſer tydeligt, at Kongen nu havde opgivet al Fordring paa ſtørre Skat. Her forandres nemlig Lovens Bud, at de 20 Alens Skat ogſaa ſkal ydes af den, der ſelv ikke har Bo, naar han ejer ti Hundreder gjeldfrit, derhen, at han, naar han har umyndige eller fattige Slægtninger at forſørge, for hver af disſe ſkal have eet Hundrede at raade over, og derforuden ſelv eje eet Hundrede, førend han er ſkattepligtig[3]. Men om Indfødsrettens Anerkjendelſe faldt der endnu ikke nogen Beſtemmelſe, lige ſaa lidet ſom ſiden efter, og det er aabenbart, at Kongerne i denne Henſeende ikke anſaa ſig bundne ved tidligere, og heller ikke for Fremtiden vilde binde ſig ved nye Tilſagn. Om de ſex aarlige Tilførſelsſkibe tales der heller ikke, ſkjønt det rigtignok ſynes at være en billig Fordring, at Kongen, naar han forbød Udlændinger at handle paa Landet, ſikrede det den nødvendige Forſoning paa anden Maade. Dog maa det, efter ſenere Antydninger at dømme,

  1. De isl. Annaler, ved 1307.
  2. Brevet findes kun i lat. Overſættelſe hos Th. Thørvesſøn, IV. 438.
  3. Retterboden er aftrykt i „Lovſamling for Island“, S. 27, ogſaa dens Artikler ſtode hidtil kun at læſe adſpredte i Jonsbogen. Naar det forøvrigt heder at den er dateret Bergen 14de Juni 1314, da er dette noget beſynderligt, da Kongen allerede i April havde været paa Agvaldsnes, og i Mai ſamt Auguſt var i Oslo. Men en Rejſe til Bergen i Juni kunde han ſagtens have gjort.