Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/387

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
365
1305–1306. Fortsat Tvist med Islændingerne.

begge de forhen fremsatte Fordringer, at Sysselmænd og Lagmænd skulde være indfødde Islændinger, og at man frabad sig Udenlandsstevninger, gjentoges, den sidste nærmere forklaret saaledes, „at man ikke vilde have Udenlandsstevniuger i de Sager, som Sysselmændene og Lagmændene kunde faa overtaget“[1]. Overbringeren af denne Erklæring til Norge var formodentlig Svein Laag, der i dette Aar baade sendtes ud til Island og rejste tilbage igjen til Norge, hvoraf man maa slutte, at hans Erende havde været at indfinde sig paa Althinget, eller rettere paa de Districtsthing, der nu traadte i dets Sted, for at understøtte Kongebrevet. Samme Aar rejste ogsaa Baard Høgnessøn til Norge, og afløstes af Hauk Erlendssøn, der nu forblev et Aar paa Island, og i denne Tid gjorde sig fortjent af Landet ved, i Forening med den i 1305 tilbagevendte Biskop Arne, at oprette et Hospital for Gejstlige paa Gaarden Gaulverjabø i Floen, maaskee efter hans nys afdøde Faders Ønske[2]. Det lader til at Kongen nu har indseet, at det ikke kunde nytte ham med Magt at-ville sætte sin Fordring igjennem, og at han derfor stiltiende lod den falde, uden dog paa den anden Side udtrykkeligen at give sit Samtykke.til de af Islændingerne opstillede Punkter. I 1307 sendte Kongen Baard Høgnessøn og en Ivar Holm ud med kongelige Retter bøder, som det heed, det vil upaatvivleligt sige, med Retterbodsbrevet af 1305, hvortil Islændingerne nu først fandtes værdige, samt med et Brev,

  1. Dette Document er aabenbart den endnu utrykte, saakaldte Árnesinga-Skrá. De islandske Annaler have kun denne Beretning: „Paa Althinget blev Befalinger modsagte, som Hr. Alf havde medbragt“; eller „Bøndernes Forening paa Althinget om at negte de Forlangender, som Kongebrevet mest indtrængende opstillede“. Men i Jon Sigurdssøns Skrift om Islands statsretlige Stilling S. 23 er det viist, at Árnesinga-Skrá, der er dateret 20de Juli, men savner Aarstal, ej kan være at henføre til noget andet Aar end 1306, følgelig bliver den det over Bøndernes Protest opsatte Document.
  2. De isl. Annaler, for 1306–1308. De melde for 1306 Baard Høgnessøns Rejse fra Island, Svein Langs og Hauk Erlendssøns Ankomst, og Sveins Tilbagerejse til Norge. Da man af et Brev i Munkelivsbogen S. 80 seer, at Hauk Erlendssøn endnu var i Bergen som Lagmand den 22de Juli 1306, kan han ikke være kommen til Island før Thinget, der begyndte den 29de Juni, men Svein Lang derimod rejste neppe frem og tilbage i et Aar, uden for at overvære Althinget. I enkelte Haandskrifter af Annalerne henføres Hauks Tilbagerejse til 1307, men dette er aabenbart urigtigt, da alle ere enige i at Hospitalet stiftedes 1308. Man finder ham heller ikke omtalt i Norge førend i et Brev dateret Bergen, 18de Sept. 1309 (Dipl. Norv. I. 121). Hans Fader Erlend omtales ikke efter 1305, hvorimod Hauk i 1306 første Gang kaldes „Herr Hauk“; dette synes at vise, at Erlend sterke da maa være død, og det bliver da rimeligt, at han for at forsone sig med Kirken har testamenteret Gaulverjabø til at anvendes som det ovenfor er berettet. Om Gaulverjabø se ovf. I. 1, S. 5te, 541.