Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/386

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
364
Haakon Magnusſøn.

i Landet for at bekjendtgjøre Kongebudene paa Thingene, erklærede han blandt andet mange gode Bønder utlæge, formodentlig fordi de havde været med i at tilſideſætte Althinget. Herover udbrød almindelig Harme. Paa Oddeyre-Thing og Hegranes-Thing[1] ſtyrtede Mængden endog ind paa ham, for at mishandle ham eller ſlaa ham ihjel. Iſær ſaa det farligt ud for ham paa Hegranes Thing; en heel Deel af de yngre, uroligere Folk ſlog paa Skjoldene, og brød frem med Raab og Skrig; de vilde have dræbt ham, hvis ikke Hr. Thord af Madrevalle og andre af Herrerne vare komne ham til Hjelp, og havde ladet holde Skjolde for ham. Selv var han ſaa rædd, at han, ſom det fortælles, ikke vidſte, hvor han ſkulde gjøre af ſig. Han rejſte under Hr. Thords Beſkyttelſe fra Thinget, og begav ſig til Dynhage i Hørgaardal, hvor han efter Julen blev ſyg og døde, maaſkee af Følgerne af den Forſkrækkelſe, hvori han havde været paa Thinget. Til Norge kom ſiden det Rygte at Islændingerne havde dræbt ham, og Kongen, ſom ſelv en Tid troede det, gav mange Sag derfor, ſaa at de maatte frigjøre ſig ved Eed[2]. Paa det følgende Althing (1306) enedes Bønderne om beſtemt at negte de meſt overdrevne af Kongens Fordringer, og der oprettedes desangaaende umiddelbart efter Thingets Slutning i Skaalholt (20de Juli) et Document, kaldet „Forening mellem de bedſte Mænd og Almuen paa Island“, hvor tillige

  1. Begge disſe Thing vare paa Nordlandet.
  2. De isl. Annaler, ved 1305, Laurentius’s Saga, Cap. 17. Denne fortæller en ret løjerlig Hiſtorie om en Bonde, ved Navn Berg Rindil, en ſtor Galning, der havde været en af de ivrigſte blandt Løskarlene til at trænge frem mod Alf paa Hegranes-Thing. Da. Biſkop Jørund ſamme Aften ſad til Bords paa en Gaard i Nærheden, kom Berg ſtyrtende ind i Stuen, og kaſtede ſig for Biſkoppens Fødder, ſigende: „jeg overgiver mig i Guds og eders Naade, Hr. Biſkop!“ Paa Biſkoppens Spørgsmaal, hvad der var paa Ferde, ſvarede han: „der er hændt mig en ſørgelig Ulykke idag, jeg har dræbt Krok-Alf paa Hegranes Thing!“ „Hvorledes kom du til at ſaare Alf“, ſpurgte Biſkoppen. „Jeg gjennemborede ham med et Spyd, Herre“, ſvarede Berg. „og nu tilbyder jeg mig at underkaſte mig den Skrift, I vil paalægge mig“. „Staa du kun op, Berg“, ſagde Biſkoppen; „du har nok ſeet Fejl, thi du har ikke dræbt Krok-Alf, og han lever endnu; ſæt dig ved Bordet og faa dig Mad, thi jeg behøver ikke at være bange for at ſidde til Bords med dig: du er ingen Manddraber“. „Beed da I det bedre end jeg ſelv“, ſagde Berg, „der har hændts mig endnu en Ulykke; jeg dræbte en Mand til“. „Ti du kun ſtille“, ſagde Biſkoppen, „og lyv ikke paa dig ſelv i din Dumhed; alle veed jo nok at du ikke er nogen Helt, eller prøvet i Kamp og Strid; tvert imod, jeg tror du er en ſtor Hare, naar det kommer an paa at viſe Mod“. Medens Biſkoppen og Berg talede herom, kom der nogle ind, ſom havde været paa Thinget, og fortalte at Alf var i Live, og vilde i Følge med Hr. Thord drage nord over Heden. Men øieblikkelig, da Berg ſaa, at der kom Fremmede ind, tog han Benene fat, løb til Kirken og gjemte ſig i Choret, indtil Biſkoppen kom og fik talet Mod og Fornuft i ham. Siden anſaa man Berg for endnu dummere end før.