i Landet for at bekjendtgjøre Kongebudene paa Thingene, erklærede han blandt andet mange gode Bønder utlæge, formodentlig fordi de havde været med i at tilsidesætte Althinget. Herover udbrød almindelig Harme. Paa Oddeyre-Thing og Hegranes-Thing[1] styrtede Mængden endog ind paa ham, for at mishandle ham eller slaa ham ihjel. Især saa det farligt ud for ham paa Hegranes Thing; en heel Deel af de yngre, uroligere Folk slog paa Skjoldene, og brød frem med Raab og Skrig; de vilde have dræbt ham, hvis ikke Hr. Thord af Madrevalle og andre af Herrerne vare komne ham til Hjelp, og havde ladet holde Skjolde for ham. Selv var han saa rædd, at han, som det fortælles, ikke vidste, hvor han skulde gjøre af sig. Han rejste under Hr. Thords Beskyttelse fra Thinget, og begav sig til Dynhage i Hørgaardal, hvor han efter Julen blev syg og døde, maaskee af Følgerne af den Forskrækkelse, hvori han havde været paa Thinget. Til Norge kom siden det Rygte at Islændingerne havde dræbt ham, og Kongen, som selv en Tid troede det, gav mange Sag derfor, saa at de maatte frigjøre sig ved Eed[2]. Paa det følgende Althing (1306) enedes Bønderne om bestemt at negte de mest overdrevne af Kongens Fordringer, og der oprettedes desangaaende umiddelbart efter Thingets Slutning i Skaalholt (20de Juli) et Document, kaldet „Forening mellem de bedste Mænd og Almuen paa Island“, hvor tillige
- ↑ Begge disse Thing vare paa Nordlandet.
- ↑ De isl. Annaler, ved 1305, Laurentius’s Saga, Cap. 17. Denne fortæller en ret løjerlig Historie om en Bonde, ved Navn Berg Rindil, en stor Galning, der havde været en af de ivrigste blandt Løskarlene til at trænge frem mod Alf paa Hegranes-Thing. Da. Biskop Jørund samme Aften sad til Bords paa en Gaard i Nærheden, kom Berg styrtende ind i Stuen, og kastede sig for Biskoppens Fødder, sigende: „jeg overgiver mig i Guds og eders Naade, Hr. Biskop!“ Paa Biskoppens Spørgsmaal, hvad der var paa Ferde, svarede han: „der er hændt mig en sørgelig Ulykke idag, jeg har dræbt Krok-Alf paa Hegranes Thing!“ „Hvorledes kom du til at saare Alf“, spurgte Biskoppen. „Jeg gjennemborede ham med et Spyd, Herre“, svarede Berg. „og nu tilbyder jeg mig at underkaste mig den Skrift, I vil paalægge mig“. „Staa du kun op, Berg“, sagde Biskoppen; „du har nok seet Fejl, thi du har ikke dræbt Krok-Alf, og han lever endnu; sæt dig ved Bordet og faa dig Mad, thi jeg behøver ikke at være bange for at sidde til Bords med dig: du er ingen Manddraber“. „Beed da I det bedre end jeg selv“, sagde Berg, „der har hændts mig endnu en Ulykke; jeg dræbte en Mand til“. „Ti du kun stille“, sagde Biskoppen, „og lyv ikke paa dig selv i din Dumhed; alle veed jo nok at du ikke er nogen Helt, eller prøvet i Kamp og Strid; tvert imod, jeg tror du er en stor Hare, naar det kommer an paa at vise Mod“. Medens Biskoppen og Berg talede herom, kom der nogle ind, som havde været paa Thinget, og fortalte at Alf var i Live, og vilde i Følge med Hr. Thord drage nord over Heden. Men øieblikkelig, da Berg saa, at der kom Fremmede ind, tog han Benene fat, løb til Kirken og gjemte sig i Choret, indtil Biskoppen kom og fik talet Mod og Fornuft i ham. Siden ansaa man Berg for endnu dummere end før.
