Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/384

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
362
Haakon Magnusſøn.

følgende Aar (1304) indfandt mange eller rimeligviis endog de fleſte af de Indſtevnede ſig i Norge, navnlig Hr. Erlend og Hr. Sturla Jonsſøn; Hr. Alf af Kroken fulgte ogſaa med. Det er højſt rimeligt, at Biſkop Jørund og Abbed Runulf lode møde ved Fuldmægtig, hvilket var blevet dem tilladt, men ellers var Skaalholts Biſkopsſtol nu endeligen bleven beſat med den oven nævnte Arne Helgesſøn, den forrige Biſkop Arnes Syſterſøn, der havde opholdt ſig i Norge lige ſiden 1299. Han blev indviet den 25de October 1303, og maa naturligviis ſom Biſkop over Islands ſtørſte og fornemſte Biſkopsdømme have været ſelvſkreven til at deeltage i Raadſlagningerne. Det ſynes forøvrigt at ligge i Sagens Natur, at for det meſte kun Kongeligſindede eller de, der i det mindſte ſtode paa en god Fod med Kongen, havde adlydt Opfordringen om at komme til Norge, eller maaſkee endog, at ingen andre end de vare indkaldte, medens derimod de ivrige Oppoſitionsmænd bleve hjemme[1]. Forhandlingerne eller i det mindſte Forberedelſerne til Forhandlingerne maa have været —temmelig langvarige, da det Retterbodsbrev, ſom blev Reſultatet deraf, ikke er dateret førend langt hen i det følgende Aar (Tunsberg den 23de Juni 1305). Det bærer, merkeligt nok, ikke mindſte Spor af at voldſomme politiſke Storme havde fundet Sted; af Udtrykkene i dets Indledning ſkulde den, der ej kjendte til de forudgaaende Begivenheder, ſlutte, at der aldrig havde herſket andet end den fredeligſte og venſkabeligſte Stemning mellem Kongen og det islandſke Folk. „I ſkrev til os“, heder det, „og bad om nogen Eftergivelſe og Formildelſe i visſe Punkter, der vedrørte Landet i enkelte Stykker, og da vi altid have prøvet Godvilje og Lydighed af eder (!), ſende vi eder dette Brev, hvori vi have angivet de Retsforbedringer, vi have gjort“. Disſe Retsforbedringer vedkomme dog ingen af de før omtalte unionelle Vilkaar, men alene ſpecielle privatretlige Beſtemmelſer hiſt og her i Lovbogen[2]. Hine Vilkaar ſynes ſaaledes ikke engang at have været paa Bane, medens der derimod er al Grund til at tro, at de islandſke Raadſlagningsmænd virkelig have ſamtykket i flere nye Skattepaalæg og Tyngſler, ſaaledes ſom det ſtrax i det følgende vil ſees, og, at dette har været Grunden til at ſaa venlige Udtryk ere brugte. Man maa derhos antage, at Kongens Henſigt var, for det førſte ikke at ſende Retterbods-

    peningen, af Island; men om det kun ſkal betegne, at den opkrævedes under hans Autoritet, eller om han virkelig oppebar den ſom et Laan til at beſtride ſine mange Udgifter, kan ikke godt ſees.

  1. De isl. Annaler, 1303, 1304.
  2. Retterboden er fuldſtændigt aftrykt i „Lovſamling for Island“, I. S. 17. Forhen ſtode kun dens enkelte Artikler at læſe hiſt og her i Jonsbogen, fordeelte efter Materien.