Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/383

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
361
1302. Remonstrationsskrivelse fra Islændingerne.

lerne af 1262, skjønt de tildeels ikke længer passede til Forholdene, kun udeladende, hvad der allerede indeholdtes i hine[1], overbragtes formodentlig til Kong Haakon af Hr. Alf selv, der tilligemed Svein Lang, Erlend sterke, Lodin af Bakke og Baard Høgnessøn forlod Island, de sidste sandsynligviis ifølge den i Skrivelsen indeholdte Begjæring, om at Landet maatte fritages for andre Lagmænd end indfødde. Kongen, som i Løbet af Vintren, Vaaren og Sommeren meget ivrigt havde søgt at ophjelpe Bergens Handel, som det i det følgende skal omtales, havde ogsaa paa et Bymøde paa Mariekirkegaard blandt andre Bestemmelser faaet vedtaget den, at ingen Udlænding skulde have Lov til at sende sine Varer nordenfor Bergen eller andensteds til Udsalg i Herederne, eller slutte Handelsforbindelser med Island eller Kongens øvrige Skatlande[2]. Dette viste noksom, hvorledes han betragtede Island. Alf, heder det, fortalte ham mange Nyheder fra Island, og disse saavel som Remonstrationen vare ikke skikkede til at sætte ham i godt Lune. Om Remonstrationen brød han sig dog ikke synderligt; vel sendte han Thorlak Narvessøn ud som Lagmand, som det synes, for Nordlandet, medens Gudmund Sigurdssøn og Snorre Markussøn bleve Lagmænd for Sønderlandet, hvorved saaledes Island fik tre Lagmænd paa een Gang, men dette skede dog vistnok alene af den Grund, at der for Øjeblikket ingen anden var at sende, og det følgende Aar kom Nordmanden Baard Høgnessøn atter som Lagmand til Island, i Følge med Erlend sterke, Thord af Madrevalle, Svein Lang og Alf af Kroken. Man havde nu saaledes fremdeles tre Lagmænd samtidigt paa Island. Men endnu i samme Aar bleve Erlend, Thord, Hr. Sigurd Halfdanssøn og mange andre haandgangne Mænd og Bønder stevnede over til Norge, ja’ endog Biskop Jørund paa Hole og Abbed Runulf, der lige siden Biskop Arnes Død havde bestyret Skaalholts Biskopsdømme, saasom der endnu ikke var udvalgt nogen ny Biskop, formodentlig, af den Aarsag, at Uenigheden mellem Erkebiskop Jørund og hans Chorsbrødre hidtil havde hindret Foretagelsen af,et Valg. Den af Kong Haakon angivne Hensigt med at kalde alle disse islandske Stormænd til Norge kan ikke have været nogen anden end den, at høre deres Raad om de Forbedringer, der skulde gjøres i Landsloven, saaledes som de selv havde forlangt det. Men ved Siden heraf tænkte han sikkert ogsaa at benytte sig af deres Nærværelse til at aflokke eller aftrue dem yderligere Indrømmelser og Skattebevilgninger[3]. Det

  1. Se ovf. S. 359 Note 3.
  2. Norges gl. Love III. No. 53. S. 134. Om denne Anordning og dens Datering vil der i det Følgende nærmere blive talt.
  3. I 1304, heder det i Annalerne, tog Kongen ogsaa Rumaskat, d. e. Peters-