Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/383

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
361
1302. Remonſtrationsſkrivelſe fra Islændingerne.

lerne af 1262, ſkjønt de tildeels ikke længer pasſede til Forholdene, kun udeladende, hvad der allerede indeholdtes i hine[1], overbragtes formodentlig til Kong Haakon af Hr. Alf ſelv, der tilligemed Svein Lang, Erlend ſterke, Lodin af Bakke og Baard Høgnesſøn forlod Island, de ſidſte ſandſynligviis ifølge den i Skrivelſen indeholdte Begjæring, om at Landet maatte fritages for andre Lagmænd end indfødde. Kongen, ſom i Løbet af Vintren, Vaaren og Sommeren meget ivrigt havde ſøgt at ophjelpe Bergens Handel, ſom det i det følgende ſkal omtales, havde ogſaa paa et Bymøde paa Mariekirkegaard blandt andre Beſtemmelſer faaet vedtaget den, at ingen Udlænding ſkulde have Lov til at ſende ſine Varer nordenfor Bergen eller andenſteds til Udſalg i Herederne, eller ſlutte Handelsforbindelſer med Island eller Kongens øvrige Skatlande[2]. Dette viſte nokſom, hvorledes han betragtede Island. Alf, heder det, fortalte ham mange Nyheder fra Island, og disſe ſaavel ſom Remonſtrationen vare ikke ſkikkede til at ſætte ham i godt Lune. Om Remonſtrationen brød han ſig dog ikke ſynderligt; vel ſendte han Thorlak Narvesſøn ud ſom Lagmand, ſom det ſynes, for Nordlandet, medens Gudmund Sigurdsſøn og Snorre Markusſøn bleve Lagmænd for Sønderlandet, hvorved ſaaledes Island fik tre Lagmænd paa een Gang, men dette ſkede dog viſtnok alene af den Grund, at der for Øjeblikket ingen anden var at ſende, og det følgende Aar kom Nordmanden Baard Høgnesſøn atter ſom Lagmand til Island, i Følge med Erlend ſterke, Thord af Madrevalle, Svein Lang og Alf af Kroken. Man havde nu ſaaledes fremdeles tre Lagmænd ſamtidigt paa Island. Men endnu i ſamme Aar bleve Erlend, Thord, Hr. Sigurd Halfdansſøn og mange andre haandgangne Mænd og Bønder ſtevnede over til Norge, ja’ endog Biſkop Jørund paa Hole og Abbed Runulf, der lige ſiden Biſkop Arnes Død havde beſtyret Skaalholts Biſkopsdømme, ſaaſom der endnu ikke var udvalgt nogen ny Biſkop, formodentlig, af den Aarſag, at Uenigheden mellem Erkebiſkop Jørund og hans Chorsbrødre hidtil havde hindret Foretagelſen af,et Valg. Den af Kong Haakon angivne Henſigt med at kalde alle disſe islandſke Stormænd til Norge kan ikke have været nogen anden end den, at høre deres Raad om de Forbedringer, der ſkulde gjøres i Landsloven, ſaaledes ſom de ſelv havde forlangt det. Men ved Siden heraf tænkte han ſikkert ogſaa at benytte ſig af deres Nærværelſe til at aflokke eller aftrue dem yderligere Indrømmelſer og Skattebevilgninger[3]. Det

  1. Se ovf. S. 359 Note 3.
  2. Norges gl. Love III. No. 53. S. 134. Om denne Anordning og dens Datering vil der i det Følgende nærmere blive talt.
  3. I 1304, heder det i Annalerne, tog Kongen ogſaa Rumaſkat, d. e. Peters-