Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/385

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
363
1304–1305. Forvirring paa Island. Retterbodsbrev for Islændingerne.


brevet ud til Island, førend det havde viist sig, at Islændingerne gik ind paa hans nye Skattefordringer.

Imidlertid havde Gjæringen og Forvirringen paa Island naaet sit højeste. Nordlandets og Vesterlandets Indbyggere vilde i 1304 ikke engang søge Althinget, men indrettede Heredsthing, to i hver Fjerding, hvor de afgjorde sine Sager, og Althinget søgtes kun af Sønderlandet og Østerlandet. Og dog var der her ikke mindre end tre Lagmænd tilstede, nemlig Gudmund Sigurdssøn og Snorre, samt Hauk Erlendssøn, der var sendt over i Baard Høgnessøns Sted, hvad enten nu denne ikke havde været udnævnt paa længere Tid end et Aar, eller frivilligt havde frasagt sig Bestillingen, der nu maatte være forbunden med mange Ubehageligheder. Paa dette saakaldte .Thing, heder det, sagde hver af de tre Lagmænd sin forskjellige Lov om Skatte-Ydelsen[1]. Ikke længe efter synes Hauk Erlendssøn at være vendt tilbage til Norge[2]. Om alle disse Uroligheder maa Kongen allerede have faaet Efterretning førend han udstedte Retterbodsbrevet, og hans Fremfærd mod Islændingerne var derfor i Gjerningen en ganske anden, end man af Retterbodsbrevets Udtryk skulde have ventet. Dette synes, som sagt, indtil videre at være blevet tilbageholdt; derimod sendte Kongen Breve til Island, hvorved alle de Beskyttelsesbreve, som siden Kong Magnus’s Død havde været givne for Øen, bleve tilbagekaldte (maaskee forstaaes herved en udtrykkelig Ugyldighedserklæring af de Tilsagn, Raadet maa antages at have givet i 1281) og mange, som det heder, „uhørte Forlangender“ fremsattes, navnlig dette, at enhver Lægmand paa Island, der ejede fem Hundreder eller derover, skulde betale Kongen en Alen af hvert Hundrede[3]. Denne høje Skat, een Procent af Formuen, var det dog vistnok Kongens Mening kun at fordre een Gang for alle, som en Hjelp ved de bekostelige Krige og Udrustninger han nu havde haft og fremdeles vilde faa; at det skulde være en aarlig Skat, er ikke tænkeligt. Overbringeren af disse Breve var Alf af Kroken, der nu for tredie Gang sendtes ud til Island, denne Gang forlenet med Nordlandet og Østerlandet. At de Islændinger, med hvilke Kongen nys havde raadslaaet i Norge, havde givet sit Samtykke til hiint Skattepaalæg m. m., kan, efter hvad der ovenfor er viist, neppe betvivles. Men paa Øen selv mødte det, som man kunde vente, den heftigste Modstand, og denne forøgedes end mere ved den Forbitrelse, som Alfs myndige og hensynsløse Optræden vakte. Da han rejste om

  1. De isl. Annaler for 1304.
  2. Nemlig enten allerede i 1304 eller i 1305, thi i 1306 kom han atter, som vi ville see, fra Norge til Island.
  3. De isl. Annaler for 1305.