Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/385

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
363
1304—1305. Forvirring paa Island. Retterbodsbrev for Islændingerne.


brevet ud til Island, førend det havde viiſt ſig, at Islændingerne gik ind paa hans nye Skattefordringer.

Imidlertid havde Gjæringen og Forvirringen paa Island naaet ſit højeſte. Nordlandets og Veſterlandets Indbyggere vilde i 1304 ikke engang ſøge Althinget, men indrettede Heredsthing, to i hver Fjerding, hvor de afgjorde ſine Sager, og Althinget ſøgtes kun af Sønderlandet og Øſterlandet. Og dog var der her ikke mindre end tre Lagmænd tilſtede, nemlig Gudmund Sigurdsſøn og Snorre, ſamt Hauk Erlendsſøn, der var ſendt over i Baard Høgnesſøns Sted, hvad enten nu denne ikke havde været udnævnt paa længere Tid end et Aar, eller frivilligt havde fraſagt ſig Beſtillingen, der nu maatte være forbunden med mange Ubehageligheder. Paa dette ſaakaldte .Thing, heder det, ſagde hver af de tre Lagmænd ſin forſkjellige Lov om Skatte-Ydelſen[1]. Ikke længe efter ſynes Hauk Erlendsſøn at være vendt tilbage til Norge[2]. Om alle disſe Uroligheder maa Kongen allerede have faaet Efterretning førend han udſtedte Retterbodsbrevet, og hans Fremfærd mod Islændingerne var derfor i Gjerningen en ganſke anden, end man af Retterbodsbrevets Udtryk ſkulde have ventet. Dette ſynes, ſom ſagt, indtil videre at være blevet tilbageholdt; derimod ſendte Kongen Breve til Island, hvorved alle de Beſkyttelſesbreve, ſom ſiden Kong Magnus’s Død havde været givne for Øen, bleve tilbagekaldte (maaſkee forſtaaes herved en udtrykkelig Ugyldighedserklæring af de Tilſagn, Raadet maa antages at have givet i 1281) og mange, ſom det heder, „uhørte Forlangender“ fremſattes, navnlig dette, at enhver Lægmand paa Island, der ejede fem Hundreder eller derover, ſkulde betale Kongen en Alen af hvert Hundrede[3]. Denne høje Skat, een Procent af Formuen, var det dog viſtnok Kongens Mening kun at fordre een Gang for alle, ſom en Hjelp ved de bekoſtelige Krige og Udruſtninger han nu havde haft og fremdeles vilde faa; at det ſkulde være en aarlig Skat, er ikke tænkeligt. Overbringeren af disſe Breve var Alf af Kroken, der nu for tredie Gang ſendtes ud til Island, denne Gang forlenet med Nordlandet og Øſterlandet. At de Islændinger, med hvilke Kongen nys havde raadſlaaet i Norge, havde givet ſit Samtykke til hiint Skattepaalæg m. m., kan, efter hvad der ovenfor er viiſt, neppe betvivles. Men paa Øen ſelv mødte det, ſom man kunde vente, den heftigſte Modſtand, og denne forøgedes end mere ved den Forbitrelſe, ſom Alfs myndige og henſynsløſe Optræden vakte. Da han rejſte om

  1. De isl. Annaler for 1304.
  2. Nemlig enten allerede i 1304 eller i 1305, thi i 1306 kom han atter, ſom vi ville ſee, fra Norge til Island.
  3. De isl. Annaler for 1305.