Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/382

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
360
Haakon Magnusſøn.

Thingtag, at vi med fuldkommen Godvilje byde vor værdige Herre Haakon, Norges Konge, den kronede, vor Tjeneſte, ſamt love at have og overholde den Lovbog, ſom den velſignede Kong Magnus ſendte os, ſaaledes ſom vi ſvore ſidſte Gang. Ogſaa ville vi holde alle vore Eder til Kongedømmet under de Punkter, der bleve ſamtykte mellem Kongedømmet og de Thegner, der bebo Landet. Det førſte er at vi ville betale Skat og Thingfarekjøb, 20 Alen, ſom Lovbogen udviſer, ſamt for Reſten yde al den underſaatlige Skyldighed (Thegnſkylda), ſom Loven med beſtemte Grændſer paalægger os. Til Gjengjeld fordre vi, formedelſt Landets Fattigdom og dette Folks Trang, ſom Landet bygger, at faa de Løfter opfyldte, ſom i det førſte bleve os givne paa Kongens Vegne, thi vi tro klarligen at kunne ſee, at vort Land kun kan beſtaa i kort Tid formedelſt Fattigdom, hvis ſaa meget Gods ſkal drages ud af det, og lidet eller intet kommer i Stedet. Løfterne vare, at Sysſelmændene og Lagmændene i vort Land ſkulle være islandſke, og at ſex Skibe hvert Aar, undtagen lovligt Forfald, ſkulle gaa til Island, ladte med de gode Sager, der kunne være til Nytte for Landet og os. Heller ikke ville vi have flere Udenlandsſtevninger end Lovbogen tillader[1], thi deraf have vi faaet mangfoldig Skade, og dette tykkes vi ej at kunne udholde. Al den Budſkab, der paabyder os mere Afdræt eller Tyngſel end der før er beſvoret og ſamtykt, indſee vi ikke paa nogen Maade at kunne udholde formedelſt Landets Fattigdom. End mindre tør vi nu for vor Herre Jeſu Chriſto med Uoprigtighed love mere, og derved gjøre os uværdige til de Guds Naadegaver, hvori vi hidtil med Guds Miſkund ere blevne deelagtige, os til Sjælebod. Vi bede indſtændigt vor værdige Herre, Kong Haakon den kronede, og alle andre gode Mænd at de ikke trænge paa os med ſtørre Paalæg end Loven hjemler. Det give vor Herre Jeſus Chriſtus, at dette vort Raad maa blive Gud ſelv til Ære, alle hellige Mænd til Lov og Priis, og Kongen i Norge og alt hans rette Raad til Hæder og Forherligelſe, men os til Fred og Frelſe, Amen“[2].

Denne Remonſtrations-Skrivelſe, der ſynes at have været ledſaget af et Udkaſt til den Form, under hvilken den nye Unions-Act ønſkedes affattet og beſvoren, og hvori man, foruden de i Remonſtrationen antydede Hovedpunkter, for Sikkerheds Skyld ogſaa havde optaget Artik-

  1. Dette er i Sammendraget eller Udkaſtet nærmere forklaret ſaaledes: ingen Udenlandsſtevninger uden for det Tilfælde at vore Mænd af Althinget dømmes bort fra Landet.
  2. Skrivelſen er her berigtiget ved at ſammenligne begge de oven omtalte Copier, af hvilke den i N. gl. Love I. er den bedſte: den anden indeholder flere Fejl, men er fuldſtændigere.