Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/382

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
360
Haakon Magnussøn.

Thingtag, at vi med fuldkommen Godvilje byde vor værdige Herre Haakon, Norges Konge, den kronede, vor Tjeneste, samt love at have og overholde den Lovbog, som den velsignede Kong Magnus sendte os, saaledes som vi svore sidste Gang. Ogsaa ville vi holde alle vore Eder til Kongedømmet under de Punkter, der bleve samtykte mellem Kongedømmet og de Thegner, der bebo Landet. Det første er at vi ville betale Skat og Thingfarekjøb, 20 Alen, som Lovbogen udviser, samt for Resten yde al den undersaatlige Skyldighed (Thegnskylda), som Loven med bestemte Grændser paalægger os. Til Gjengjeld fordre vi, formedelst Landets Fattigdom og dette Folks Trang, som Landet bygger, at faa de Løfter opfyldte, som i det første bleve os givne paa Kongens Vegne, thi vi tro klarligen at kunne see, at vort Land kun kan bestaa i kort Tid formedelst Fattigdom, hvis saa meget Gods skal drages ud af det, og lidet eller intet kommer i Stedet. Løfterne vare, at Sysselmændene og Lagmændene i vort Land skulle være islandske, og at sex Skibe hvert Aar, undtagen lovligt Forfald, skulle gaa til Island, ladte med de gode Sager, der kunne være til Nytte for Landet og os. Heller ikke ville vi have flere Udenlandsstevninger end Lovbogen tillader[1], thi deraf have vi faaet mangfoldig Skade, og dette tykkes vi ej at kunne udholde. Al den Budskab, der paabyder os mere Afdræt eller Tyngsel end der før er besvoret og samtykt, indsee vi ikke paa nogen Maade at kunne udholde formedelst Landets Fattigdom. End mindre tør vi nu for vor Herre Jesu Christo med Uoprigtighed love mere, og derved gjøre os uværdige til de Guds Naadegaver, hvori vi hidtil med Guds Miskund ere blevne deelagtige, os til Sjælebod. Vi bede indstændigt vor værdige Herre, Kong Haakon den kronede, og alle andre gode Mænd at de ikke trænge paa os med større Paalæg end Loven hjemler. Det give vor Herre Jesus Christus, at dette vort Raad maa blive Gud selv til Ære, alle hellige Mænd til Lov og Priis, og Kongen i Norge og alt hans rette Raad til Hæder og Forherligelse, men os til Fred og Frelse, Amen“[2].

Denne Remonstrations-Skrivelse, der synes at have været ledsaget af et Udkast til den Form, under hvilken den nye Unions-Act ønskedes affattet og besvoren, og hvori man, foruden de i Remonstrationen antydede Hovedpunkter, for Sikkerheds Skyld ogsaa havde optaget Artik-

  1. Dette er i Sammendraget eller Udkastet nærmere forklaret saaledes: ingen Udenlandsstevninger uden for det Tilfælde at vore Mænd af Althinget dømmes bort fra Landet.
  2. Skrivelsen er her berigtiget ved at sammenligne begge de oven omtalte Copier, af hvilke den i N. gl. Love I. er den bedste: den anden indeholder flere Fejl, men er fuldstændigere.