at Fru Ingebjørg Erlingsdatter skulde have solgt hende, hvorved der vel, som vi paa hiint Sted have antydet, menes at Fru Ingebjøkg skude have ladet sig bestikke til underhaanden at overgive hende til Folk, der ønskede hende af Vejen, og derpaa falskeligt have udgivet hende for død. Formodentlig foregav hun da tillige, at hun enten strax paa Orknøerne var bleven bragt ombord paa et Skib, der skulde til Tydskland, eller at hun senere havde fundet Lejlighed til at komme derhen. Hun var gift, og hendes Mand, rimeligviis en Tydsker, fulgte med hende. Skjønt det ifølge et Brev, som Biskoppen i Bergen henved tyve Aar senere lod udgaa, viste sig at hun allerede var noget til Aars, med graa og tildeels hvide Haar, og saaledes fød i det mindste 20 Aar før den Tid, da Kong Erik havde Bryllup med hendes foregivne Moder (altsaa syv Aar ældre end Kong Erik selv, som da kun var 13 Aar gammel), og uagtet Kongedatteren Margrete var død paa Orknøerne i Overvær af Rigets bedste Mænd, og hendes Liig af Biskoppen og Hr. Thore Haakonssøn var ført tilbage til Kong Erik, som selv havde ladet Kisten aabne, overbeviist sig om Ligets Identitet og derpaa ladet det begrave
kun 40 Aar gammel, hvilket nok lader sig høre. Men dette kan rigtignok ikke bestaa med det orknøiske genealogiske Documents Udsagn, at Jarlen Magnus V. var Jon Jarls Søn, thi da denne Magnus havde en Dattersøn, Malise af Stratherne, der allerede var gift, ja endog havde en giftefærdig Datter i 1334, see Liber Insulæ missarum, Appendix No. 26, jfr. Symbolæ ad hist. ant. Norv. S. 53, saa maatte Malise da selv være mindst 34 Aar gammel, altsaa fød c. 1300, og hans Moder, Magnus Jarls Datter, kunde ej være fød senere end 1284, og heraf følger igjen, at Magnus maatte være sød i det seneste 1264, og Jon følgelig ikke senere end omkring 1240, hvorved han bliver 60 Aar ved 1300. Men herved er at merke, at uagtet Documentet om de orknøiske Jarlers Genealogie kalder Magnus en Søn af Jon, saa kan man dog ikke ganske stole derpaa, da det ogsaa tidligere udgiver en Jarls Efterfølger for hans Søn uden at han i Virkeligheden var det. Hertil kommer, at naar den i 1231 dræbte Jon Jarl havde Eftermanden Magnus, død 1239, og denne igjen først esterfulgtes af Gilbert I., denne siden af Gilbert II., død 1256, maa denne sidste Gilbert være død forholdsviis ung, og hans Søn Magnus kunde neppe blive Fader til Jon Jarl førend omkring 1260, hvorved denne igjen heller ikke kan blive gammel nok til at være Fader til Magnus V. Nu heder det i Douglas’s Peerage of Scotland (se o. III. 779) ifølge skotske Diplomer, at Magnus V., Orknøernes Jarl, skulde have egtet Katharina, Datter af Jon, Jarl af Katanes; da man nu finder, at Magnus virkelig var gift med en Katharina, deri 1329, vistnok som Enke, kalder sig Grevinde af Orknø og Katanes (Dipl. Norv. II. 168, 170), maa man antage at Douglas’s Udsagn i det Hele taget er rigtigt, kun med Undtagelse af, at han har kaldt Jon Jarl i Katanes alene, fordi han i skotske Diplomer hyppigst benævnes saaledes. Denne Jon Jarl er aabenbart ingen anden end Jon Magnussøn af Orknø, og Magnus bliver saaledes kun hans Frænde. Snarere er det Magnus, ikke Jon, som var Søn af Mælkolm af Katanes (se ovf. l. c.), og Sønnesøn af den i 1239 afdøde Magnus Jarl.
