i Christkirken ved Siden af Moderens, uagtet hun, kort sagt, aabenbart var en grov Bedragerske, saa fandt hun dog megen Tiltro hos den store Mængde, og nogle Prester gave hende Medhold. Da hun, om hun endog virkelig havde været Kong Eriks Datter, den som død anseede Margrete, dog ifølge den bestaaende Lov om Kongearven ikke var berettiget til Kronen før Kong Haakon, kunde hun egentlig, og strengt taget, ikke være ham farlig. Men Sagen maatte dog være ham yderst ubehagelig og ikke engang ganske uden Fare, især hvis den kunde betragtes som en Tilstilning af det med hans absolutistiske Regjeringsprinciper misfornøjede Stormandsparti, og dette er slet ikke usandsynligt. Dette Parti kunde nok ønske at støde ham fra Tronen, inden han fik Lejlighed til at foretage de Reformer, som de vistnok allerede i Tankerne forudsaa; men for at kunne støde ham fra Tronen maatte de have en Tronprætendent af det gamle Kongehuus at opstille imod ham, og da der nu ingen anden mandlig Ættling af Kongehuset fandtes end Haakon selv, og de saaledes, med Tilsidesættelse af Kongearve-Loven, som de maaskee agtede at erklære ugyldig, maatte søge en kvindelig, vilde ingen være bedre skikket dertil end Margrete, hvis hun atter kunde fremmanes, eftersom Kong Erik virkelig ved Egteskabscontracten i Roxburgh 1281 havde tilstaaet den Datter eller de Døttre, han maatte faa med Margrete af Skotland, en betinget Arveret til Kongedømmet, ej at tale om, at hun tillige vilde være Skotlands Dronning. Dette forklarer ogsaa, hvorfor de, om de nærede oprørske Planer, heller ønskede at fremmane Margrete fra de Døde, end holde sig til Ingebjørg, Kong Eriks Datter med Isabella Bruce. Til Ingebjørgs Fordeel var ingen saadan Bestemmelse given, hertil kom vel, at de ikke engang let kunde faa hende i sin Vold. At et tydsk Fruentimmer af egen Indskydelse skulde kunne finde paa at udgive sig for den for ti Aar siden afdøde Margrete, og vove at træde frem i Norge med denne Paastand, synes næsten utænkeligt: der maa have været dem, der, opmerksomme paa en vis Liighed, overtalte hende dertil, og oplærte hende i hvilke Historier hun skulde fortælle for at gjøre sin Paastand sandsynlig. Og her falder atter Mistanken paa Hr. Audun Hugleikssøn, der, om han end sad fangen, dog vist endnu kunde virke gjennem mange mægtige og indflydelsesrige Forbindelser, og det end mere, hvis han, som man snarest skulde antage, atter var sat paa fri Fod mod Løfte om og Borgen for at holde sig rolig og intet foretage mod Kongen. Han havde nu lidet at tabe og overmaade meget at vinde, og kunde vel være sikker paa, om det første Forsøg gik nogenledes heldigt, at faa flere med sig. Fra sit Ættesæde paa Hegranes i Jolustør, hvorhen han synes at have draget sig tilbage[1], kunde han
- ↑ Herom mere strax nedenfor.
