Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/368

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
346
Haakon Magnusſøn.

i Chriſtkirken ved Siden af Moderens, uagtet hun, kort ſagt, aabenbart var en grov Bedragerſke, ſaa fandt hun dog megen Tiltro hos den ſtore Mængde, og nogle Preſter gave hende Medhold. Da hun, om hun endog virkelig havde været Kong Eriks Datter, den ſom død anſeede Margrete, dog ifølge den beſtaaende Lov om Kongearven ikke var berettiget til Kronen før Kong Haakon, kunde hun egentlig, og ſtrengt taget, ikke være ham farlig. Men Sagen maatte dog være ham yderſt ubehagelig og ikke engang ganſke uden Fare, iſær hvis den kunde betragtes ſom en Tilſtilning af det med hans abſolutiſtiſke Regjeringsprinciper misfornøjede Stormandsparti, og dette er ſlet ikke uſandſynligt. Dette Parti kunde nok ønſke at ſtøde ham fra Tronen, inden han fik Lejlighed til at foretage de Reformer, ſom de viſtnok allerede i Tankerne forudſaa; men for at kunne ſtøde ham fra Tronen maatte de have en Tronprætendent af det gamle Kongehuus at opſtille imod ham, og da der nu ingen anden mandlig Ættling af Kongehuſet fandtes end Haakon ſelv, og de ſaaledes, med Tilſideſættelſe af Kongearve-Loven, ſom de maaſkee agtede at erklære ugyldig, maatte ſøge en kvindelig, vilde ingen være bedre ſkikket dertil end Margrete, hvis hun atter kunde fremmanes, efterſom Kong Erik virkelig ved Egteſkabscontracten i Roxburgh 1281 havde tilſtaaet den Datter eller de Døttre, han maatte faa med Margrete af Skotland, en betinget Arveret til Kongedømmet, ej at tale om, at hun tillige vilde være Skotlands Dronning. Dette forklarer ogſaa, hvorfor de, om de nærede oprørſke Planer, heller ønſkede at fremmane Margrete fra de Døde, end holde ſig til Ingebjørg, Kong Eriks Datter med Iſabella Bruce. Til Ingebjørgs Fordeel var ingen ſaadan Beſtemmelſe given, hertil kom vel, at de ikke engang let kunde faa hende i ſin Vold. At et tydſk Fruentimmer af egen Indſkydelſe ſkulde kunne finde paa at udgive ſig for den for ti Aar ſiden afdøde Margrete, og vove at træde frem i Norge med denne Paaſtand, ſynes næſten utænkeligt: der maa have været dem, der, opmerkſomme paa en vis Liighed, overtalte hende dertil, og oplærte hende i hvilke Hiſtorier hun ſkulde fortælle for at gjøre ſin Paaſtand ſandſynlig. Og her falder atter Mistanken paa Hr. Audun Hugleiksſøn, der, om han end ſad fangen, dog viſt endnu kunde virke gjennem mange mægtige og indflydelſesrige Forbindelſer, og det end mere, hvis han, ſom man ſnareſt ſkulde antage, atter var ſat paa fri Fod mod Løfte om og Borgen for at holde ſig rolig og intet foretage mod Kongen. Han havde nu lidet at tabe og overmaade meget at vinde, og kunde vel være ſikker paa, om det førſte Forſøg gik nogenledes heldigt, at faa flere med ſig. Fra ſit Ætteſæde paa Hegranes i Joluſtør, hvorhen han ſynes at have draget ſig tilbage[1], kunde han

  1. Herom mere ſtrax nedenfor.