Konge virkelig gik ind paa de i Aftalen til Fænøkalv opstillede Betingelser, saaledes at det endelige Opgjør ved Voldgift bestemtes at skulle finde Sted om tre Aar, og at der imidlertid skulde være Stilstand eller Fred mellem Rigerne, og Kongen, saavelsom de Fredløse, indtil da beholde de Ejendomme, hvorpaa de gjorde Fordring. Til denne fredelige Ende paa Toget har sikkert ogsaa Dronning Euphemias Nærværelse bidraget meget, thi hendes Morfader Vitslav var, som vi have seet, selv en af Forloverne for Kong Eriks Lejdebrev, og befandt sig saaledes i denne Tid blandt hans nærmeste Omgivelser. Euphemia maa naturligviis under Mødet og maaskee før have haft mange Samtaler med sin Morfader, og det var da naturligt, at denne, for hvem Freden var ønskeligst, da han ogsaa havde mange Besiddelser i Danmark, bad hende om at anvende al sin Indflydelse hos Kong Haakon for at stemme ham forsonligt. Paa en varig Fred synes der endnu ikke at have været at tænke: Kong Erik lader endog til at have betragtet det som en Æressag ej at slutte nogen saadan saalænge en eneste af dem, han ansaa for sin Faders Drabsmænd, var i Live og skulde indbegribes deri; og Kong Haakon kunde heller ikke for sin Æres Skyld være bekjendt at lade dem ganske i Stikken, efter at han engang havde taget dem i Forsvar. Under disse Omstændigheder maatte det betragtes som et tilfredsstillende Resultat af Toget, at de og Kongen selv med Hensyn til sine Godser i Danmark i det mindste i tre Aar nøde eller i al Fald skulde nyde de Fordele, Freden kunde bringe dem. Med denne treaarige Fred kan man sige at den dansk-norske Krigs mellemste Periode var afsluttet. Da Krigen atter blev optagen, havde den skiftet Charakteer. Det var da ikke længer den norske Konges Mødrenearv og de danske Fredløses Stilling, der dannede Hovedstridsspørgsmaalet, men de svenske Anliggender, der hidtil havde været ganske udenfor Striden; Krigen var nu egentlig en Tronkrig mellem Fyrsterne i Sverige, hvori Norge og Danmark kun deeltoge, understøttende hver sit Parti, og det var en svensk Fyrste, som herefter spillede den mest fremragende Rolle.
Kong Haakon vendte, som man maa formode, umiddelbart fra Danmarkstoget, formodentlig sidst i September, tilbage til Oslo, hvor han
Søndagene derefter. Hvad der i det Hele taget bestyrker dette Udsagn om den treaarige Fredsslutning i Halland, er ogsaa den Omstændighed, at Grev Jakob af Halland netop omtaler Krigen med Danmark som vedvarende i sit Brev af Marts 1305 (Dipl. Norv. III. 60), hvorom nedenfor.
