ikke noget „Raad“ omtale, maaskee fordi denne Institution endnu ikke betragtedes som nødvendig, maaskee og fordi Hr. Audun Hugleikssøn ikke ønskede at dele Raadgivermagten med nogen Anden. Men hos Kong Haakon finde vi, som sagt, endeel gejstlige og verdslige Herrer kaldte Herrerne af Raadet, og det ikke saaledes, at man kan henføre denne Benævnelse til Hirdskraaens Udsagn, at Lendermændene i Kraft af deres Titel vare Kongens „højeste Raadgivere“; thi foruden Lendermænd og Biskopper, der kunne kaldes selvskrevne Raadgivere, nævnes og endeel Riddere, der ikke kunde fordre en saadan Ret[1]. Altsaa maa dog blandt Ridderne et vist Udvalg eller en formelig Udnævnelse til Raadsherre (Rigsraad) have fundet Sted. Nu er,det visselig noget paafaldende, at en Konge, som Haakon, der sees at have været saa skinsyg paa sin Myndighed, skulde have villet sætte sig et Raad ved Siden. Men da man tillige af alle hans Regjeringshandlinger seer, at han aldeles ikke lod sig binde ved nogen andens Mening, men handlede ganske efter Forgodtbefindende, og saaledes i Ordets strengeste Forstand behandlede det saakaldte Raad kun som Raad, maa man antage at han ved at oprette det alene har søgt at efterligne hvad der allerede var Skik og Brug i de nærmeste Lande, og at man har betragtet et saadant Raad som en til Kronens Glands og Værdighed nødvendig Institution; hvorhos det dog vel ogsaa turde være muligt, at han har beklædt de Raadsherrer, der havde stadigt Ophold i Bergen, med en særegen højere Myndighed til at afgjøre Sager paa hans Vegne, som etslags Statholderskab[2]. Imidlertid er det klart, at ved Siden af en svag Konge maatte et beskikket Raad, sammensat af Landets Ypperste, med Lethed kunne tilrive sig større Magt, end fra Begyndelsen af paatænkt. Dette blev ogsaa omsider Til-
- ↑ Se fornemmelig Anordningen om Kongearven og Rigsstyrelsen af 9de Sept. 1302, hvor Kongen udtrykkeligt erklærer at have forandret Kongearven „med Raad og Samtykke af Erkebiskoppen, de fire øvrige Biskopper, Lendermændene Bjarne Erlingssøn, Ulfhedin Bjarnessøn, Isak Gautessøn, Jon Ivarssøn, Sæbjørn Helgessøn, Hr. Aale Cantsler, alt vort øvrige Raad, og alle andre bedste Mænd, forsamlede hos os“. (Norges gl. Love, III. S. 46). Omkring 1303 skriver end videre Presten paa Vossevangen og Peter paa Finnin til „alt Kong Haakons Raad i Bergen“, det vil sige alle de der værende Medlemmer af Raadet; (Dipl. Norv. II. 71). Den 10de og 12te April 1306 omtales ligeledes enkelte af Raadet i Bergen (Dipl. Norv, II. 82 og III. 64), nemlig Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Sæbjørn Helgessøn, Hr. Aake Cantsler, Hr. Snare Aslakssøn, Hr. Erling Aamundessøn og Lagmændene Hr. Hauk og Hr. Heming, af hvilke de sidste idet mindste ikke vare Baroner; og dette var netop paa en Tid, da Kongen selv var i Bergen, da dette berøres i det sidstnævnte Brev.
- ↑ Dette synes nemlig halv om halv at kunne sluttes af det nys omtalte Brev fra Presten paa Vossevangen og Peter paa Finnin til Raadet i Bergen.
