Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/354

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
332
Haakon Magnusſøn.

ikke noget „Raad“ omtale, maaſkee fordi denne Inſtitution endnu ikke betragtedes ſom nødvendig, maaſkee og fordi Hr. Audun Hugleiksſøn ikke ønſkede at dele Raadgivermagten med nogen Anden. Men hos Kong Haakon finde vi, ſom ſagt, endeel gejſtlige og verdslige Herrer kaldte Herrerne af Raadet, og det ikke ſaaledes, at man kan henføre denne Benævnelſe til Hirdſkraaens Udſagn, at Lendermændene i Kraft af deres Titel vare Kongens „højeſte Raadgivere“; thi foruden Lendermænd og Biſkopper, der kunne kaldes ſelvſkrevne Raadgivere, nævnes og endeel Riddere, der ikke kunde fordre en ſaadan Ret[1]. Altſaa maa dog blandt Ridderne et viſt Udvalg eller en formelig Udnævnelſe til Raadsherre (Rigsraad) have fundet Sted. Nu er,det visſelig noget paafaldende, at en Konge, ſom Haakon, der ſees at have været ſaa ſkinſyg paa ſin Myndighed, ſkulde have villet ſætte ſig et Raad ved Siden. Men da man tillige af alle hans Regjeringshandlinger ſeer, at han aldeles ikke lod ſig binde ved nogen andens Mening, men handlede ganſke efter Forgodtbefindende, og ſaaledes i Ordets ſtrengeſte Forſtand behandlede det ſaakaldte Raad kun ſom Raad, maa man antage at han ved at oprette det alene har ſøgt at efterligne hvad der allerede var Skik og Brug i de nærmeſte Lande, og at man har betragtet et ſaadant Raad ſom en til Kronens Glands og Værdighed nødvendig Inſtitution; hvorhos det dog vel ogſaa turde være muligt, at han har beklædt de Raadsherrer, der havde ſtadigt Ophold i Bergen, med en ſæregen højere Myndighed til at afgjøre Sager paa hans Vegne, ſom etſlags Statholderſkab[2]. Imidlertid er det klart, at ved Siden af en ſvag Konge maatte et beſkikket Raad, ſammenſat af Landets Ypperſte, med Lethed kunne tilrive ſig ſtørre Magt, end fra Begyndelſen af paatænkt. Dette blev ogſaa omſider Til-

  1. Se fornemmelig Anordningen om Kongearven og Rigsſtyrelſen af 9de Sept. 1302, hvor Kongen udtrykkeligt erklærer at have forandret Kongearven „med Raad og Samtykke af Erkebiſkoppen, de fire øvrige Biſkopper, Lendermændene Bjarne Erlingsſøn, Ulfhedin Bjarnesſøn, Iſak Gautesſøn, Jon Ivarsſøn, Sæbjørn Helgesſøn, Hr. Aale Cantſler, alt vort øvrige Raad, og alle andre bedſte Mænd, forſamlede hos os“. (Norges gl. Love, III. S. 46). Omkring 1303 ſkriver end videre Preſten paa Vosſevangen og Peter paa Finnin til „alt Kong Haakons Raad i Bergen“, det vil ſige alle de der værende Medlemmer af Raadet; (Dipl. Norv. II. 71). Den 10de og 12te April 1306 omtales ligeledes enkelte af Raadet i Bergen (Dipl. Norv, II. 82 og III. 64), nemlig Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Sæbjørn Helgesſøn, Hr. Aake Cantſler, Hr. Snare Aslaksſøn, Hr. Erling Aamundesſøn og Lagmændene Hr. Hauk og Hr. Heming, af hvilke de ſidſte idet mindſte ikke vare Baroner; og dette var netop paa en Tid, da Kongen ſelv var i Bergen, da dette berøres i det ſidſtnævnte Brev.
  2. Dette ſynes nemlig halv om halv at kunne ſluttes af det nys omtalte Brev fra Preſten paa Vosſevangen og Peter paa Finnin til Raadet i Bergen.