Søboder. Fremdeles tog han Kirken, Kirkegaarden, deres Tomter, dem selv samlede og enkeltviis, deres Svenne og deres Tjenestemænd samt alt hvad de ejede og ejendes maatte vorde, under Guds og Kongedømmets Beskyttelse i alt hvad Ret var. Hvis nogen dræbte eller saarede en anden i Mariekirken eller paa Kirkegaarden, skulde han have forbrudt Liv og Lemmer, Gods og Fred, som om det var skeet i Kongens eget Paasyn, og hans Løsøre skulde anvendes til Kirkens Vedligeholdelse[1], saaledes som Kongen fandt det tjenligst. Hvis nogen forgreb sig paa selve de Gejstlige, „som der tjente Gud og Kongedømmet“, da skulde det Thegngilde eller de Bøder som derfor udrededes, tilfalde Kirken til Vedligeholdelse, medens Kongen forbeholdt sig at raade for Fredkjøb og Landsvist; Løsøret skulde og tilfalde Kirken, hvis Sagen blev Ubødemaal. Kirken skulde have tre Mænd ledige for Nevninger og alleslags Ledingsferder, hvad enten de vare kongelige haandgangne Mænd eller indenlandske eller udenlandske Kjøbmænd. Deres Provst eller Formand skulde have Lendermands Ret eller Rang med alle dertil hørende Udmerkelser, de Prester af dem, der havde Præbender, skulde have Ridders Ret, Vicarier samt Diakoner Hirdmands, og Klerker Kjertesvends. Saaledes fik da saavel Provsten som Præbende-Presterne Herre-Titel. Ved en streng Skrivelse blev det siden forbudt Alle og Enhver, og navnlig de kongelige Ombudsmænd, at hindre Mariekirken i Besiddelsen af de den tillagte Ejendomme. Indrømmelsen af disse overordentlige Begunstigelser, der endog synes at have overgaaet, hvad der hidtil var blevet Apostelkirken i Bergen til Deel, og som staar i Forbindelse med mere omfattende Planer til at stifte en egen kongelig Capelgejstlighed over hele Riget, hvorom der i det følgende vil blive handlet udførligt, skyldes vistnok for en stor Deel Cantsleren, Magister Aake, der selv, maaskee ved Kongens Kroning, beskikkedes til Provst ved Mariekirken[2].
Efter Kong Haakons Tronbestigelse finder man aller først endeel gejstlige og verdslige Herrer tilsammen benævnte „Raadet“ ved Siden af en myndig Konge. Under Formynder-Regjeringen havde man, som ovenfor viist, kaldet de Herrer, der styrede tillige med Dronningen, Raadet, og denne Benævnelse havde ogsaa vedligeholdt sig om dem, der stode ved hendes Side efter at Kongen havde naaet den legale Myndighedsalder[3]. Dog hører man i den sidste Deel af Kong Eriks Regjering
