Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/331

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
309
1297. Erkebiſkop Jørund udnævnt til Kongens Jarl.

Troſkabseed, ja fik endog Vejtſler eller Forleninger af ham. De nærmere Omſtændigheder ved denne i Norges hele Hiſtorie eneſtaaende Tildragelſe kjendes desverre ikke; man ſeer kun af et ſenere Brev, at Kongen „ved nogle af ſine Raadgiveres Tilſkyndelſe“ havde faaet Erkebiſkoppen til at aflægge ſig „homagium“ — det vil ſige at erklære ſig for Kongens haandgangne Mand —, uden Pavens Vidende og Samtykke, og at der fra begge Sider desangaaende udſtedtes aabne Breve, beſeglede, det ene med Kongens, det andet med Erkebiſkoppens og Capitlets Segl angaaende visſe Rettigheder, der med Jarletitlen tildeeltes Erkebiſkoppen til Gjengjeld for at han gik Kongen til Haande[1]. Man erfarer tillige af et aabent Brev, ſom Kong Erik det følgende Aar udſtedte fra Bergen den 13de November, til Bedſte for Chorsbrødrene i Nidaros, der herved fik fuld Domsret over 6 af Communens daglige Svenne, tilligemed den deraf faldende Sagøre undtagen for Manddrab og andre Ubødemaal, — at Erkebiſkoppen virkelig havde faaet et „feudum“, d. e. Leen eller Vejtſler; ganſke med den Jurisdiction og Ret til at tage Sagøre, ſom efter Hirdſkraa (ſe ovf. IV. 1 S. 546) tilkom Jarlen, thi det heder, hvor Chorsbrødrenes Sekt og Sagefaldsret omtales „dog den Frelſe ubeſkaaren, ſom vi have givet Hr. Erkebiſkoppen, og tilhører hans „feudum[2]. Kun Skade, at vi ikke vide, hvor dette feudum laa; man ſynes alene af de mulige Sammenſtød med Capitlets Ret, ſom Brevet antyder, at maatte ſlutte, at det har været etſteds i det Throndhjemſke. For Reſten ſees af den Omſtændighed, at Chorsbrødrene beſeglede det Brev, der oprettedes, da Erkebiſkoppen fik Jarletitel, at de maa have givet ſit Samtykke dertil, om end nødtvunget. Da Hr. Audun Hugleiksſøn ikke var med at beſegle Forliget, og ſaaledes ſandſynligviis ej fulgte Kongen til Nidaros, maa man fornemmelig gjette paa at Bjarne Erlingsſøn, maaſkee ogſaa Cantſleren, have faaet dette bragt i Stand, i det Haab derved at ſtyrke Kongens Magt og ſvække Erkebiſkoppens; muligviis var det Hele endog allerede aftalt, da Erkebiſkop Jørund om Vaaren var hos Kongen ſammen med Biſkop Arne. Men hvor meget Kongemagten vel end øjeblikkelig kunde vinde ved dette Skridt, var.det dog neppe vel betænkt, thi havde denne Tingenes Orden varet længe ved, vilde man viſtnok i Norge have ſporet de ſamme ſørgelige Følger af gejſtlig og verdslig Myndigheds Combination, ſom andenſteds. Man har imidlertid her et iøjnefaldende Beviis paa Jørunds egen Uklogſkab og Forfængelighed. Beſynderligt er det for Reſten, at vi ikke i det følgende finde dette Forhold ſaa meget omtalt, ſom man

  1. Kong Haakons Brev af 13de Jan. 1310, Dipl. Norv. I. 125.
  2. Dipl. Norv. I. 89.