Troskabseed, ja fik endog Vejtsler eller Forleninger af ham. De nærmere Omstændigheder ved denne i Norges hele Historie enestaaende Tildragelse kjendes desverre ikke; man seer kun af et senere Brev, at Kongen „ved nogle af sine Raadgiveres Tilskyndelse“ havde faaet Erkebiskoppen til at aflægge sig „homagium“ – det vil sige at erklære sig for Kongens haandgangne Mand –, uden Pavens Vidende og Samtykke, og at der fra begge Sider desangaaende udstedtes aabne Breve, beseglede, det ene med Kongens, det andet med Erkebiskoppens og Capitlets Segl angaaende visse Rettigheder, der med Jarletitlen tildeeltes Erkebiskoppen til Gjengjeld for at han gik Kongen til Haande[1]. Man erfarer tillige af et aabent Brev, som Kong Erik det følgende Aar udstedte fra Bergen den 13de November, til Bedste for Chorsbrødrene i Nidaros, der herved fik fuld Domsret over 6 af Communens daglige Svenne, tilligemed den deraf faldende Sagøre undtagen for Manddrab og andre Ubødemaal, – at Erkebiskoppen virkelig havde faaet et „feudum“, d. e. Leen eller Vejtsler; ganske med den Jurisdiction og Ret til at tage Sagøre, som efter Hirdskraa (se ovf. IV. 1 S. 546) tilkom Jarlen, thi det heder, hvor Chorsbrødrenes Sekt og Sagefaldsret omtales „dog den Frelse ubeskaaren, som vi have givet Hr. Erkebiskoppen, og tilhører hans „feudum“[2]. Kun Skade, at vi ikke vide, hvor dette feudum laa; man synes alene af de mulige Sammenstød med Capitlets Ret, som Brevet antyder, at maatte slutte, at det har været etsteds i det Throndhjemske. For Resten sees af den Omstændighed, at Chorsbrødrene beseglede det Brev, der oprettedes, da Erkebiskoppen fik Jarletitel, at de maa have givet sit Samtykke dertil, om end nødtvunget. Da Hr. Audun Hugleikssøn ikke var med at besegle Forliget, og saaledes sandsynligviis ej fulgte Kongen til Nidaros, maa man fornemmelig gjette paa at Bjarne Erlingssøn, maaskee ogsaa Cantsleren, have faaet dette bragt i Stand, i det Haab derved at styrke Kongens Magt og svække Erkebiskoppens; muligviis var det Hele endog allerede aftalt, da Erkebiskop Jørund om Vaaren var hos Kongen sammen med Biskop Arne. Men hvor meget Kongemagten vel end øjeblikkelig kunde vinde ved dette Skridt, var.det dog neppe vel betænkt, thi havde denne Tingenes Orden varet længe ved, vilde man vistnok i Norge have sporet de samme sørgelige Følger af gejstlig og verdslig Myndigheds Combination, som andensteds. Man har imidlertid her et iøjnefaldende Beviis paa Jørunds egen Uklogskab og Forfængelighed. Besynderligt er det for Resten, at vi ikke i det følgende finde dette Forhold saa meget omtalt, som man
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/331
Denne siden er korrekturlest
309
1297. Erkebiskop Jørund udnævnt til Kongens Jarl.
