Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/332

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
310
Erik Magnussøn.

skulde have ventet; man skulde formode, at Erkebiskoppen selv, i Bevidstheden om det utilbørlige deri, søgte saa meget som muligt at holde det i Baggrunden.

Kong Erik, der i det hele viste megen Omhu for Nidaros Kirke og St. Olafs Helligdom, lagde ogsaa kort efter, den 25de Novbr. s. denne for Dagen ved at tage alle Pilegrime, inden- og udenlandske, der besøgte den, i sin særdeles Varetægt, og strengt at forbyde alle og enhver at tilegne sig de for dem bestemte Hvilepladse, beskadige deres Farkoster eller svige dem i Handel[1].

87. Stridigheder mellem Biskop Arne i Stavanger og hans Capitel, saavel som mellem de bergenske og osloske Chorsbrødre og Tiggermunkene.


En anden Strid mellem en Biskop og hans Capitel, der fandt Sted paa denne Tid, men hvori det blev Hertugens, ikke Kongens Sag at blande sig, da den forefaldt inden Hertugdømmets Grændser, førtes mellem Biskop Arne af Stavanger og hans Chorsbrødre, og, som det synes, med langt større Heftighed og Raahed end den throndhjemske, i det mindste før Forliget paa Tuterø[2]. Den drejede sig fornemmelig og oprindelig om Biskopsstolens Tiende af Finnø, som Biskop Thorgils med Kong Magnus’s Samtykke i Aaret 1266 havde skjenket sit Capitel[3], og som hans Eftermand Biskop Arne, efter længe at have staaet sig godt med sine Chorsbrødre, vilde fratage dem. Naar Striden begyndte, vides ikke nøje, med mindre det Beskyttelsesbrev, Hertugen den 12te Mai 1292 udstedte for Stavangers Chorsbrødre, er et Tegn paa, at Biskoppen da havde søgt at anfegte deres Rettigheder. Men i 1294 var den i fuld Gang, thi da fradømte Biskoppen dem under 10de December den omspurgte Tiende, og de appellerede strax til Pave Bonifacius, der udnævnte Hertugens Cantsler Aake til at dømme i Sagen. Denne tildømte Chorsbrødrene Tienden, under Forbuds eller Banns Straf for Overtræderen, men ikke desto mindre tilsidesatte Biskoppen Dommen, og lod Tienden opkræve. Nu skreed Hertugen selv ind, idet han under et Ophold i Stavanger, hvor han rimeligviis netop paa Grund af dette Anliggende havde begivet sig hen, stadfæstede Cantslerens Dom ved Brev af 24de Novbr. 1296[4], og Cantsleren forkyndte ved et Brev, udstedt Dagen efter, at Biskoppen ifølge Dommen allerede var falden i Forbudsstraf, at han, hvis han fremdeles vedblev at forulempe Chors-

  1. Dipl. Norv. I. 87.
  2. Ogsaa om den stavangerske Strid fatter jeg mig kort, henvisende til R. Keysers udførlige Fremstilling i den norske Kirkes Historie, II. Cap. 59 S. 83–89.
  3. Dipl. Norv. II. 13.
  4. Sammesteds I. 84.