Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/332

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
310
Erik Magnusſøn.

ſkulde have ventet; man ſkulde formode, at Erkebiſkoppen ſelv, i Bevidſtheden om det utilbørlige deri, ſøgte ſaa meget ſom muligt at holde det i Baggrunden.

Kong Erik, der i det hele viſte megen Omhu for Nidaros Kirke og St. Olafs Helligdom, lagde ogſaa kort efter, den 25de Novbr. ſ. denne for Dagen ved at tage alle Pilegrime, inden- og udenlandſke, der beſøgte den, i ſin ſærdeles Varetægt, og ſtrengt at forbyde alle og enhver at tilegne ſig de for dem beſtemte Hvilepladſe, beſkadige deres Farkoſter eller ſvige dem i Handel[1].

87. Stridigheder mellem Biſkop Arne i Stavanger og hans Capitel, ſaavel ſom mellem de bergenſke og osloſke Chorsbrødre og Tiggermunkene.


En anden Strid mellem en Biſkop og hans Capitel, der fandt Sted paa denne Tid, men hvori det blev Hertugens, ikke Kongens Sag at blande ſig, da den forefaldt inden Hertugdømmets Grændſer, førtes mellem Biſkop Arne af Stavanger og hans Chorsbrødre, og, ſom det ſynes, med langt ſtørre Heftighed og Raahed end den throndhjemſke, i det mindſte før Forliget paa Tuterø[2]. Den drejede ſig fornemmelig og oprindelig om Biſkopsſtolens Tiende af Finnø, ſom Biſkop Thorgils med Kong Magnus’s Samtykke i Aaret 1266 havde ſkjenket ſit Capitel[3], og ſom hans Eftermand Biſkop Arne, efter længe at have ſtaaet ſig godt med ſine Chorsbrødre, vilde fratage dem. Naar Striden begyndte, vides ikke nøje, med mindre det Beſkyttelſesbrev, Hertugen den 12te Mai 1292 udſtedte for Stavangers Chorsbrødre, er et Tegn paa, at Biſkoppen da havde ſøgt at anfegte deres Rettigheder. Men i 1294 var den i fuld Gang, thi da fradømte Biſkoppen dem under 10de December den omſpurgte Tiende, og de appellerede ſtrax til Pave Bonifacius, der udnævnte Hertugens Cantſler Aake til at dømme i Sagen. Denne tildømte Chorsbrødrene Tienden, under Forbuds eller Banns Straf for Overtræderen, men ikke deſto mindre tilſideſatte Biſkoppen Dommen, og lod Tienden opkræve. Nu ſkreed Hertugen ſelv ind, idet han under et Ophold i Stavanger, hvor han rimeligviis netop paa Grund af dette Anliggende havde begivet ſig hen, ſtadfæſtede Cantſlerens Dom ved Brev af 24de Novbr. 1296[4], og Cantſleren forkyndte ved et Brev, udſtedt Dagen efter, at Biſkoppen ifølge Dommen allerede var falden i Forbudsſtraf, at han, hvis han fremdeles vedblev at forulempe Chors-

  1. Dipl. Norv. I. 87.
  2. Ogſaa om den ſtavangerſke Strid fatter jeg mig kort, henviſende til R. Keyſers udførlige Fremſtilling i den norſke Kirkes Hiſtorie, II. Cap. 59 S. 83—89.
  3. Dipl. Norv. II. 13.
  4. Sammeſteds I. 84.