Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/330

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
308
Erik Magnusſøn.

mellem Chorsbrødrene, Bypreſterne og Skoleklerkerne. 8) Tilladelſe til at begraves paa Kirkegaarden ſkulde førſt ſøges hos Erkebiſkoppen, naar han var indenbys, og dernæſt af Chorsbrødrene; men naar han var borte, var Chorsbrødrenes Tilladelſe nok; men i ſelve Kirken maatte ingen begraves uden med begges Samtykke. 9) Enhver Chorsbroder ſkulde have 1 Mk. brændt og et Pund Vox hvert Aar, og ſkulde den, der forvalter Ofret og Kirkegodſet, promte udbetale dem dette hver 11te Auguſt, eller idet mindſte inden 9de September i det aller ſeneſte. Denne Indtægt for det allerede forløbne Aar ſkulde ſtrax betales dem; og for deres Afſavn deraf i al den Tid, ſiden Erkebiſkoppen tiltraadte ſit Embede, ſamt hvad de ellers kunde fordre af Erkebiſkoppen, gav denne til deres Commune Kirken paa Stein (Bynesſets Kirke) med al den erkebiſkoppelige Indtægt, han plejede at faa fra Sognet, og hele den Lod, der tilfaldt Preſten, hvorhos de med Erkebiſkoppens Samtykke kunde beſkikke en af ſin egen Midte eller hvilken ſom helſt anden til at beklæde Preſte-Embedet der; dog med Forbehold af den Rettighed, Erkebiſkoppen ved ſin aarlige Viſitats plejede at faa. Derhos gav han dem ogſaa ſin Halvdeel af Olafskirken, ſaa at de nu havde en heel, med fuld Preſteindtægt, dog ſaaledes, at de ſkulde holde Vicarier der ſaa mange Dage ſom ſædvanligt; paa ſamme Maade ſkulde de og have Haugs Kirke (i Verdalen). 10) Skatmeſteren ſkulde aflægge Regnſkab for Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene .hvert Aar, og Brev udſtedes derom, ſom ſkulde ligge under begge Parters Varetægt. 11) Med de Kirker og andre Beneficier, ſom Erkebiſkoppen paa egen Haand eller Chorsbrødrene paa egen Haand havde bortgivet, ſkulde det ſaaledes have ſit Forblivende det førſte Aar, men med de Beneficier, der fra nu af bleve ledige, ſkulde der forholdes ſom oven meldt. 12) Dette Over-Forliig ſkulde ſtaa ubrødeligt i Erkebiſkop Jørunds Dage, dog uden Skaar i de Sedvaner og Rettigheder, ſom en af Parterne eller begge kunne ville underkaſte ſin Dommers Prøvelſe.

Vi ville i det Følgende ſnart ſee, at Forliget, trods Slutnings-Artiklen, dog ikke blev ubrødeligt, og at kun efter faa Aars Forløb Tviſten blusſede op igjen med ſtørre Heftighed end før. Sandſynligviis har vel og neppe nogen af Parterne ſelv næret noget Haab eller oprigtigt Ønſke om at Forliget ſkulde beſtaa, og hvis nogen virkelig har ſmigret ſig med et ſaadant Haab, var det viſtnok alene Kongen. Men ſaa meget havde dog denne opnaaet, at Erkebiſkoppen nu ganſke havde kaſtet ſig i Kongemagtens Arme, og et tydeligt og forbauſende Beviis fik man derpaa, da Kongen, ſandſynligviis ved dette ſamme Froſtathing, gjorde Erkebiſkoppen til ſin Jarl[1], og denne ſom ſaadan ſvoor ham

  1. Se de isl. Annaler ved 1297.