Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
10
Erik Magnusſøn.


9. Hvis nogen nedbryder en Kirke, eller plyndrer den, eller beſkadiger Alteret eller Helligdommen m. m.

10. Naar Nogen forfalſker et Pavebrev for ſig ſelv eller nogen Anden, eller benytter til ſin egen Fordeel et ſaadant Brev, ſom han veed er forfalſket.

11. Naar Nogen fører Vaaben, Skibe eller Jern til Saracenerne, eller lader ſig bruge ſom deres Skibsſtyrere eller paa nogen Maade hjelper dem i at bekrige eller forulempe det hellige Land og Chriſtne.

12. Om Nogen røver fra Romerne eller chriſtne Kjøbmænd, eller gjør dem ſelv til Fanger, naar de ſejle fredeligt med ſine Varer.

13. Naar Nogen med Magt eller Truſler tvinger Biſkopper eller Gejſtlige til at tilbagekalde en Bannſættelſe, eller give Gejſtlige de Embeder tilbage, fra hvilke de ere retmæsſigt afſatte[1].

14. Naar Lægmænd, af hvad Stand de ere, eller hvilket Embede de ſaa beklæde, tvinge Kirkens Forſtandere, Capellaner eller andre Klerke til at taale, at Kirkens faſte Ejendomme eller Gaarde lægges under Lægmænds Vold; med mindre de, lovligen paamindede, give de ſaaledes uretteligen tagne Ejendomme tilbage.

Fremdeles lyſtes der Bann over Alle og Enhver, ſom vovede at gjøre eller foranſtalte Oprør mod Norges Konge, eller ſom ved ſvigagtige eller ſlette Handlinger ſøgte at forſtyrre Landets Fred. Derhos tilholdtes de Gejſtlige at føre et reent Levnet, beflitte ſig paa Fredſommelighed, Stilhed og Ivrighed i Guds Tjeneſte, ſamt at undgaa Tviſtigheder, Trætter, hadefuld Fremfærd og alt Fjas, ligeſom det ogſaa blev dem forbudt at vække Urolighed eller give Anledning til Splid med Lægmerndene ved at laſte disſe eller avindſygt at ſaare dem: vovede nogen at gjøre det, ſkulde han haardeligen ſtraffes af ſine Foreſatte. I lige Maade indſkjærpedes det Lægmændene atter, ikke at forulempe Gejſtligheden med utilbørlige Udpresninger, men tvert imod at viſe ſig venlige og omgængelige med dem.

Skjønt Simoni var forbuden i de hellige Skrifter, ſaavel ſom at forlange Penge af dem der gik i Kloſter, ville, heder det, Nonnerne nu ſom ofteſt ingen Syſtre optage, uden de medbringe Penge; derfor beſtemtes det, at hvis nogen Abbedisſe eller Prior ved et Nonnekloſter tog Penge eller Gaver af den, der vilde træde ind i Kloſteret, eller ſluttede nogen ulovlig Akkord med hende, da havde ſamme Abbedisſe eller Prior ipso facto forbrudt ſit Embede. Derimod havde man frit Lov til at modtage, hvad der retteligen ſkjenkedes eller ofredes uden nogen Betingelſe eller Akkord. Det ſamme ſkulde ogſaa iagttages i andre Kloſtre.

  1. Her paaberaabe udtrykkeligt Pave Gregorius den 10de ſom denne Beſtemmelſes Ophavsmand. Den findes blandt Statuterne paa det 2det lyonſke Kirkmøde i 1274, Cap. 20, ſamt i Sext. Decr. L. I. T. 20.