9. Hvis nogen nedbryder en Kirke, eller plyndrer den, eller beskadiger Alteret eller Helligdommen m. m.
10. Naar Nogen forfalsker et Pavebrev for sig selv eller nogen Anden, eller benytter til sin egen Fordeel et saadant Brev, som han veed er forfalsket.
11. Naar Nogen fører Vaaben, Skibe eller Jern til Saracenerne, eller lader sig bruge som deres Skibsstyrere eller paa nogen Maade hjelper dem i at bekrige eller forulempe det hellige Land og Christne.
12. Om Nogen røver fra Romerne eller christne Kjøbmænd, eller gjør dem selv til Fanger, naar de sejle fredeligt med sine Varer.
13. Naar Nogen med Magt eller Trusler tvinger Biskopper eller Gejstlige til at tilbagekalde en Bannsættelse, eller give Gejstlige de Embeder tilbage, fra hvilke de ere retmæssigt afsatte[1].
14. Naar Lægmænd, af hvad Stand de ere, eller hvilket Embede de saa beklæde, tvinge Kirkens Forstandere, Capellaner eller andre Klerke til at taale, at Kirkens faste Ejendomme eller Gaarde lægges under Lægmænds Vold; med mindre de, lovligen paamindede, give de saaledes uretteligen tagne Ejendomme tilbage.
Fremdeles lystes der Bann over Alle og Enhver, som vovede at gjøre eller foranstalte Oprør mod Norges Konge, eller som ved svigagtige eller slette Handlinger søgte at forstyrre Landets Fred. Derhos tilholdtes de Gejstlige at føre et reent Levnet, beflitte sig paa Fredsommelighed, Stilhed og Ivrighed i Guds Tjeneste, samt at undgaa Tvistigheder, Trætter, hadefuld Fremfærd og alt Fjas, ligesom det ogsaa blev dem forbudt at vække Urolighed eller give Anledning til Splid med Lægmerndene ved at laste disse eller avindsygt at saare dem: vovede nogen at gjøre det, skulde han haardeligen straffes af sine Foresatte. I lige Maade indskjærpedes det Lægmændene atter, ikke at forulempe Gejstligheden med utilbørlige Udpresninger, men tvert imod at vise sig venlige og omgængelige med dem.
Skjønt Simoni var forbuden i de hellige Skrifter, saavel som at forlange Penge af dem der gik i Kloster, ville, heder det, Nonnerne nu som oftest ingen Systre optage, uden de medbringe Penge; derfor bestemtes det, at hvis nogen Abbedisse eller Prior ved et Nonnekloster tog Penge eller Gaver af den, der vilde træde ind i Klosteret, eller sluttede nogen ulovlig Akkord med hende, da havde samme Abbedisse eller Prior ipso facto forbrudt sit Embede. Derimod havde man frit Lov til at modtage, hvad der retteligen skjenkedes eller ofredes uden nogen Betingelse eller Akkord. Det samme skulde ogsaa iagttages i andre Klostre.
- ↑ Her paaberaabe udtrykkeligt Pave Gregorius den 10de som denne Bestemmelses Ophavsmand. Den findes blandt Statuterne paa det 2det lyonske Kirkmøde i 1274, Cap. 20, samt i Sext. Decr. L. I. T. 20.
