Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
9
1280. Kirkelige Statuter, vedtagne i Bergen.


5. Naar Nogen i vred Hu eller ond Vilje lægger Hænderne paa en Gejſtlig eller Kloſtermand, ſaa og om nogen befaler en Anden at gjøre det, fremdeles om nogen undlader at hjelpe Gejſtlige, naar de kunne; hvilket ſidſte gjelder fornemmelig dem, der have Magt eller ere andre overordnede.

6. Om verdslige Herſkere, Styrere eller Befalingsmænd plage Gejſtlige, Kirker eller deres Ejendomme med Krav eller utilbørlige Tyngder, ſaaſom Lægmænd ikke have Ret til at paalægge Klerker eller Kirker Krav eller Skat.

7. Naar Mænd vedtage Beſlutninger om den hellige Kirkes Frihed, med mindre de inden to Maaneder udſtryge dem af ſine Bøger. Saa og om Nogen lader ſig bruge til at føre ſlige Beſlutninger i Pennen, ſaavel ſom Dommere og Befalingsmænd, der dømme efter ſlige Beſlutninger o. ſ. v.[1]. Kirkens Frihed beſtaar i de Privilegier, ſom have været den givne ſaavel i aandelige ſom timelige Sager, almindeligt eller ſærſkilt. Nogle af disſe Privilegier ere givne af Gud ſelv, f. Ex. da Chriſtus ſagde til Apoſtlen Peter, at hvad han havde bundet paa Jorden ſkulde være bundet i Himlen, og hvad han havde løſt paa Jorden, løſt i Himlen; fremdeles at Tiende og Offer høre Kirken til, ſamt at de Gejſtlige have Magt og Raadighed over Kirken og dens Ejendele, ligeſom det tilkommer Kirkens Forſtandere at give Love om aandelige Anliggender og udøve Jurisdiction derover, ſaaledes ſom det ſkrevet ſtaar baade i det ane Teſtamente og i det gamle. Andre Privilegier ere givne af Paven, f. Ex. det, at naar Nogen med vred Hu lægger Haand paa en lærd Mand, falder han i Bann ipso facto, ſamt at to Vidner ere nok til at vidne om alle de Teſtamenter, der kunne regnes til Sjælegaver, og mange andre Privilegier; andre have ogſaa Kejſerne givet, hvilket de havde fuldkommen Ret til, hvad verdslige Ting angaar, ſaaſom at Enhver har Ret til at ſkjenke Kirken om det ſaa var hele ſin Fædrene-Arv, uden at han behøver at ſpørge Nogen om Lov dertil, „thi ved enhver Gave, ſom nogen ſkjenker til Kirken for ſin Sjæl, er den bedſte Grændſe den, at der ingen Grændſe findes“.

8. Derſom nogen med ond Vilje brænder en Kirke eller hellige Steder, eller Huſe, der ſtaa inden Kirkegaard, eller enhver Bygning, ſom det tilkommer Kirken at forſvare.

  1. Her paaberaabes ſom denne Beſtemmelſes Ophavsmand Pave Innocentius, paa et almindeligt Concilium. Der maa da formodentlig ſigtes til Cap. 44 af Statuterne paa det 4de Lateranſke Kirkemøde 1215, optaget i Gregor den 9des Decretaler L. III. Tit. 13, c. 12, ſkjønt Beſtemmelſerne her ikke gaa ſaaledes i Enkeltheder, ſom i det norſke Statut, og navnlig ikke foreſkrive de Straffe for middelbare eller umiddelbare Deeltagere, ſom dette foreſkriver. Men Erkebiſkop Jon havde vel langt fuldſtændigere Udſkrifter af de ſidſte Concilbeſtemmelſer, end dem, der findes i de nu forhaandenværende Udgaver.