5. Naar Nogen i vred Hu eller ond Vilje lægger Hænderne paa en Gejstlig eller Klostermand, saa og om nogen befaler en Anden at gjøre det, fremdeles om nogen undlader at hjelpe Gejstlige, naar de kunne; hvilket sidste gjelder fornemmelig dem, der have Magt eller ere andre overordnede.
6. Om verdslige Herskere, Styrere eller Befalingsmænd plage Gejstlige, Kirker eller deres Ejendomme med Krav eller utilbørlige Tyngder, saasom Lægmænd ikke have Ret til at paalægge Klerker eller Kirker Krav eller Skat.
7. Naar Mænd vedtage Beslutninger om den hellige Kirkes Frihed, med mindre de inden to Maaneder udstryge dem af sine Bøger. Saa og om Nogen lader sig bruge til at føre slige Beslutninger i Pennen, saavel som Dommere og Befalingsmænd, der dømme efter slige Beslutninger o. s. v.[1]. Kirkens Frihed bestaar i de Privilegier, som have været den givne saavel i aandelige som timelige Sager, almindeligt eller særskilt. Nogle af disse Privilegier ere givne af Gud selv, f. Ex. da Christus sagde til Apostlen Peter, at hvad han havde bundet paa Jorden skulde være bundet i Himlen, og hvad han havde løst paa Jorden, løst i Himlen; fremdeles at Tiende og Offer høre Kirken til, samt at de Gejstlige have Magt og Raadighed over Kirken og dens Ejendele, ligesom det tilkommer Kirkens Forstandere at give Love om aandelige Anliggender og udøve Jurisdiction derover, saaledes som det skrevet staar baade i det ane Testamente og i det gamle. Andre Privilegier ere givne af Paven, f. Ex. det, at naar Nogen med vred Hu lægger Haand paa en lærd Mand, falder han i Bann ipso facto, samt at to Vidner ere nok til at vidne om alle de Testamenter, der kunne regnes til Sjælegaver, og mange andre Privilegier; andre have ogsaa Kejserne givet, hvilket de havde fuldkommen Ret til, hvad verdslige Ting angaar, saasom at Enhver har Ret til at skjenke Kirken om det saa var hele sin Fædrene-Arv, uden at han behøver at spørge Nogen om Lov dertil, „thi ved enhver Gave, som nogen skjenker til Kirken for sin Sjæl, er den bedste Grændse den, at der ingen Grændse findes“.
8. Dersom nogen med ond Vilje brænder en Kirke eller hellige Steder, eller Huse, der staa inden Kirkegaard, eller enhver Bygning, som det tilkommer Kirken at forsvare.
- ↑ Her paaberaabes som denne Bestemmelses Ophavsmand Pave Innocentius, paa et almindeligt Concilium. Der maa da formodentlig sigtes til Cap. 44 af Statuterne paa det 4de Lateranske Kirkemøde 1215, optaget i Gregor den 9des Decretaler L. III. Tit. 13, c. 12, skjønt Bestemmelserne her ikke gaa saaledes i Enkeltheder, som i det norske Statut, og navnlig ikke foreskrive de Straffe for middelbare eller umiddelbare Deeltagere, som dette foreskriver. Men Erkebiskop Jon havde vel langt fuldstændigere Udskrifter af de sidste Concilbestemmelser, end dem, der findes i de nu forhaandenværende Udgaver.
