Det forbødes tillige Gejstlige eller Lægmænd uden lovlig Aarsag ofte at besøge Nonneklostre; hine under Embeds Fortabelse, disse under Bannsætnings Straf. End videre forbødes det Klosterfolk at have privat Ejendom, og befandtes det efter Ens Død, at han havde haft nogen saadan, skulde han ikke begraves i christen Jord.
Uagtet vi ej længer besidde Statutet i dets Heelhed, eller i Originalsproget, der af flere Tegn sees at have været Latinen, er der dog al Grund til at antage, at det ikke har indeholdt stort flere end de oven anførte Punkter: den største Uvished, men som er mindre væsentlig, hersker om den Orden, hvori de enkelte Punkter oprindeligt vare stillede[1]. Det sees noksom, at der her er lagt an paa at samle alt, hvad der ej alene efter de indtil den Tid udstedte Canoners udtrykkelige Bestemmelser, men ogsaa efter den videste og gunstigste Fortolkning af disse tjente til at værne om den norske Kirkes mest vidtdrevne Fordringer, og at man saa godt som ved hvert eneste Punkt havde de Mænd for Øje, og vilde indjage dem Skræk, der paa Høvdingemødet optraadte som den verdslige Magts Repræsentanter. Bannsstraffen for dem, der vilde sætte sig op mod Norges Konge, saavel som Forbudet mod at Gejstlige vakte Splid og opirrede Lægmænd, synes næsten kun at være tilføjede, for at stoppe Munden paa Baronerne, saa hurtigt og næsten i Forbigaaende dvæles herved, medens derimod Forbudet, med tilhørende Bannsstraf, mod at forulempe Kirkens og Gejstlighedens Frihed og Forrettigheder uafladeligt,
- ↑ Statutet, eller den norske Bearbejdelse deraf, findes nu i en Deel islandske Lovcodices, efter hvilke det saa fuldstændigt som muligt, er aftrykt i „Norges gl. Love“, III. S. 229–241. Det forefindes i tvende Redactioner, een længere, der udførligt indeholder de ovenfor anførte Banns-Artikler, baade dem, der gjelde Norge særskilt, og de almindelige, og en kortere, der begynder med de ovenfor meddeelte Slutnings-Artikler, om de Gejstliges Forhold, Nonneklostrene m. m., og derefter i Korthed omhandler enkelte af Banns-Artiklerne, idet den forudskikker den samme Indledning, der i den større Redaction kun findes foran de almindelige Valens-Artikler, nemlig Betragtninger over Apostelen Paulus’s Udsagn til Epheserne. Den Omstændighed, at den samme Mening her i begge Redactioner er meddeelt med forskjellige Ord, viser, at den ene ikke kan have været afskreven efter den anden, men at de maa være indbyrdes uafhængige Oversættelser af een og den samme, paa Latin forfattede Text. Den ovenfor paapegede Fejl, at Paulus’s Ord til Epheserne siges at staa i hans Brev til disse, viser sig alene at komme Oversætteren eller Bearbejderen af den vidløftigere Redaction til Last, saasom der i den kortere kun staar: „som Apostelen Paulus siger til dem, der kom til ham fra Ephesus“, hvilket viser at Originalen kun har haft, „ut ait ad Ephesios“, eller noget lignende, uden at nævne det mindste om Epistelen. Deraf, at de samme Artikler i begge Redactioner forekomme i forskjellig Orden, og at den ene savner enkelte af dem, der findes i den anden, seer man og, at ingen af dem ere fuldstændige, og at sandsynligviis heller ikke Artiklernes Orden er strengt vedligeholdt. I begge Redactioner mangler Tidsangivelsen, der dog visselig har været til-
