Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
11
1280. Kirkelige Statuter, vedtagne i Bergen.

Det forbødes tillige Gejſtlige eller Lægmænd uden lovlig Aarſag ofte at beſøge Nonnekloſtre; hine under Embeds Fortabelſe, disſe under Bannſætnings Straf. End videre forbødes det Kloſterfolk at have privat Ejendom, og befandtes det efter Ens Død, at han havde haft nogen ſaadan, ſkulde han ikke begraves i chriſten Jord.

Uagtet vi ej længer beſidde Statutet i dets Heelhed, eller i Originalſproget, der af flere Tegn ſees at have været Latinen, er der dog al Grund til at antage, at det ikke har indeholdt ſtort flere end de oven anførte Punkter: den ſtørſte Uvished, men ſom er mindre væſentlig, herſker om den Orden, hvori de enkelte Punkter oprindeligt vare ſtillede[1]. Det ſees nokſom, at der her er lagt an paa at ſamle alt, hvad der ej alene efter de indtil den Tid udſtedte Canoners udtrykkelige Beſtemmelſer, men ogſaa efter den videſte og gunſtigſte Fortolkning af disſe tjente til at værne om den norſke Kirkes meſt vidtdrevne Fordringer, og at man ſaa godt ſom ved hvert eneſte Punkt havde de Mænd for Øje, og vilde indjage dem Skræk, der paa Høvdingemødet optraadte ſom den verdslige Magts Repræſentanter. Bannsſtraffen for dem, der vilde ſætte ſig op mod Norges Konge, ſaavel ſom Forbudet mod at Gejſtlige vakte Splid og opirrede Lægmænd, ſynes næſten kun at være tilføjede, for at ſtoppe Munden paa Baronerne, ſaa hurtigt og næſten i Forbigaaende dvæles herved, medens derimod Forbudet, med tilhørende Bannsſtraf, mod at forulempe Kirkens og Gejſtlighedens Frihed og Forrettigheder uafladeligt,

  1. Statutet, eller den norſke Bearbejdelſe deraf, findes nu i en Deel islandſke Lovcodices, efter hvilke det ſaa fuldſtændigt ſom muligt, er aftrykt i „Norges gl. Love“, III. S. 229—241. Det forefindes i tvende Redactioner, een længere, der udførligt indeholder de ovenfor anførte Banns-Artikler, baade dem, der gjelde Norge ſærſkilt, og de almindelige, og en kortere, der begynder med de ovenfor meddeelte Slutnings-Artikler, om de Gejſtliges Forhold, Nonnekloſtrene m. m., og derefter i Korthed omhandler enkelte af Banns-Artiklerne, idet den forudſkikker den ſamme Indledning, der i den ſtørre Redaction kun findes foran de almindelige Valens-Artikler, nemlig Betragtninger over Apoſtelen Paulus’s Udſagn til Epheſerne. Den Omſtændighed, at den ſamme Mening her i begge Redactioner er meddeelt med forſkjellige Ord, viſer, at den ene ikke kan have været afſkreven efter den anden, men at de maa være indbyrdes uafhængige Overſættelſer af een og den ſamme, paa Latin forfattede Text. Den ovenfor paapegede Fejl, at Paulus’s Ord til Epheſerne ſiges at ſtaa i hans Brev til disſe, viſer ſig alene at komme Overſætteren eller Bearbejderen af den vidløftigere Redaction til Laſt, ſaaſom der i den kortere kun ſtaar: „ſom Apoſtelen Paulus ſiger til dem, der kom til ham fra Epheſus“, hvilket viſer at Originalen kun har haft, „ut ait ad Ephesios“, eller noget lignende, uden at nævne det mindſte om Epiſtelen. Deraf, at de ſamme Artikler i begge Redactioner forekomme i forſkjellig Orden, og at den ene ſavner enkelte af dem, der findes i den anden, ſeer man og, at ingen af dem ere fuldſtændige, og at ſandſynligviis heller ikke Artiklernes Orden er ſtrengt vedligeholdt. I begge Redactioner mangler Tidsangivelſen, der dog visſelig har været til-