rigtignok ved Guds Hjelp haabe, at ingen eller i det højeste kun faa ere dumdristige nok til at storme frem i en saadan Skjendighed, at bestride den hellige Kirkes Fred og Frihed; og hvis de gjøre det, da er det vel kun fordi at de ikke vide hvad Straf der er foreskrevet for saadant; thi det er ej at undres over, om Nogen tager sig mindre i Vare for at gjøre, hvad han veed der ej er ham udtrykkeligt forbudt; ja det hænder jo endog ofte, at man ikke er saa bange for endog at overtræde et Forbud, naar man tror, at Straffen kun er liden. For nu at ingen herefter skal tage Anledning til at begaa frække Overtrædelsen eller undskylde sig med Uvidenhed, bestemme vi strengeligen, at een Gang hvert Aar skulle ved alle Biskopsstole de hellige Canones, der handle om, i hvilke Tilfælde man paadrager sig fuldstændig Excommunication, oplæses for Almuen, saa og i de fornemste Hereds-Kirker, paa det at Uvidenheden, der hidtil styrtede sig hovedkulds i Synden, nu kan standse i sin begyndte Ondskabs Fart, naar den seer den truende Straf og skrækkes for den“.
Artiklerne opregnes nu saaledes:
1. Om Nogen forlader den rette Tro og henfalder til et af Kirken fordømt Kjetteri.
2. Om Nogen sætter sammen en ny Vranglære, enten offentligt eller hemmeligt. Denne Bannsstraf rammer ogsaa evindelig alle dem, der forstaa Læren og lære anderledes, end den hellige romerske Kirke prædiker og overholder, om Daaben, om Alterens Sacramente, Skriftemaal, Egteskab og de øvrige Sacramenter i den hellige Kirke, saa og alle dem, som en Biskop dømmer at være Kjetter i sit Biskopsdømme.
3. Naar Nogen tror paa hvad Kjettere foresnakke dem, eller tage dem til sig, forsvarende eller understøttende dem. Hvis han ej forbedrede sig inden 12 Maaneder efter at han var erklæret bannsat, skulde han være æreløs for Livstid, udygtig til at bære Vidnesbyrd, uberettiget til at tage Arv, enten efter Testament eller sædvanlig Intestat-Arv, saavel som til selv at gjøre Testament, han maatte ikke selv anlægge Søgsmaal mod nogen, men skulde lige fuldt stande andre til Rette; om han var Dommer, skulde hans Domme være ugyldige; var han Gejstlig, skulde han af Biskoppen berøves alle sine Vielsesgrader og desforuden være de samme Straffe underkastet som Lægmændene[1].
4. Naar Nogen erklærer og paastaar, at Kirken i Rom ikke er Christendommens Hovedkirke eller berettiget til Lydighed.
- ↑ Dette findes foreskrevet l Greg. IX. Dekretaler V. 7, Cap. 19, § 5, og hører egentl. Cap. 3 af Statuterne paa det 4de Lateran-Concilium 1213, men findes ikke i de sædvanlige Udgaver af Concilierne. I den norske Text, saadan som den er os opbevaret, staar der „ef nökkurr af þessum hafnar ok leiðrettast“ i Stedet for ef n. af þ. hafnar at leiðrettast“.
