Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
8
Erik Magnusſøn.

rigtignok ved Guds Hjelp haabe, at ingen eller i det højeſte kun faa ere dumdriſtige nok til at ſtorme frem i en ſaadan Skjendighed, at beſtride den hellige Kirkes Fred og Frihed; og hvis de gjøre det, da er det vel kun fordi at de ikke vide hvad Straf der er foreſkrevet for ſaadant; thi det er ej at undres over, om Nogen tager ſig mindre i Vare for at gjøre, hvad han veed der ej er ham udtrykkeligt forbudt; ja det hænder jo endog ofte, at man ikke er ſaa bange for endog at overtræde et Forbud, naar man tror, at Straffen kun er liden. For nu at ingen herefter ſkal tage Anledning til at begaa frække Overtrædelſen eller undſkylde ſig med Uvidenhed, beſtemme vi ſtrengeligen, at een Gang hvert Aar ſkulle ved alle Biſkopsſtole de hellige Canones, der handle om, i hvilke Tilfælde man paadrager ſig fuldſtændig Excommunication, oplæſes for Almuen, ſaa og i de fornemſte Hereds-Kirker, paa det at Uvidenheden, der hidtil ſtyrtede ſig hovedkulds i Synden, nu kan ſtandſe i ſin begyndte Ondſkabs Fart, naar den ſeer den truende Straf og ſkrækkes for den“.

Artiklerne opregnes nu ſaaledes:

1. Om Nogen forlader den rette Tro og henfalder til et af Kirken fordømt Kjetteri.

2. Om Nogen ſætter ſammen en ny Vranglære, enten offentligt eller hemmeligt. Denne Bannsſtraf rammer ogſaa evindelig alle dem, der forſtaa Læren og lære anderledes, end den hellige romerſke Kirke prædiker og overholder, om Daaben, om Alterens Sacramente, Skriftemaal, Egteſkab og de øvrige Sacramenter i den hellige Kirke, ſaa og alle dem, ſom en Biſkop dømmer at være Kjetter i ſit Biſkopsdømme.

3. Naar Nogen tror paa hvad Kjettere foreſnakke dem, eller tage dem til ſig, forſvarende eller underſtøttende dem. Hvis han ej forbedrede ſig inden 12 Maaneder efter at han var erklæret bannſat, ſkulde han være æreløs for Livstid, udygtig til at bære Vidnesbyrd, uberettiget til at tage Arv, enten efter Teſtament eller ſædvanlig Inteſtat-Arv, ſaavel ſom til ſelv at gjøre Teſtament, han maatte ikke ſelv anlægge Søgsmaal mod nogen, men ſkulde lige fuldt ſtande andre til Rette; om han var Dommer, ſkulde hans Domme være ugyldige; var han Gejſtlig, ſkulde han af Biſkoppen berøves alle ſine Vielſesgrader og desforuden være de ſamme Straffe underkaſtet ſom Lægmændene[1].

4. Naar Nogen erklærer og paaſtaar, at Kirken i Rom ikke er Chriſtendommens Hovedkirke eller berettiget til Lydighed.

  1. Dette findes foreſkrevet l Greg. IX. Dekretaler V. 7, Cap. 19, § 5, og hører egentl. Cap. 3 af Statuterne paa det 4de Lateran-Concilium 1213, men findes ikke i de ſædvanlige Udgaver af Concilierne. I den norſke Text, ſaadan ſom den er os opbevaret, ſtaar der „ef nökkurr af þessum hafnar ok leiðrettast“ i Stedet for ef n. af þ. hafnar at leiðrettast“.