Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/29

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
7
1280 Kirkelige Statuter, vedtagne i Bergen.

de Lægmænd i Bøder, som sælge Gejstlige brændt Sølv eller andre Varer, saa at ingen skal have mere Frihed til at sælge Klerker saadant, end andre Mænd. (Her sigtedes ligefrem til det før omtalte Forbud, nærmest foranlediget ved Sexaars-Tienden). Men da det nu findes skrevet i den hellige Kirkes Love, at naar een Ting er forbuden under Banns Straf, gjelder det samme Forbud og Bann ogsaa alt andet, hvorved Tingen fremmes: saa bannsætte vi herved alle dem, der driste sig til at gjøre saadant, og de skulle ikke paa nogen Maade faa Absolution, førend de have tilbagebetalt lige saa mange Penge, som de toge fra den, der solgte sine egne Varer. Saa og om nogen drister sig til at forulempe Gejstliges eller Kirkens Arbejdsmænd eller Tjenestemænd, saasom deres Steenarbejdere eller Skibsstyrere o. s. v. i deres lovlige Frihed, ved at paalægge dem almindelige eller særdeles Forretninger, beskadige eller med Magt at tage deres Fartøjer, undtagen paatrængende Nødvendighed eller det almene Bedste fordrer det: da vide han, at han ved denne selvsamme Bestemmelse er excommuniceret, og at han ingen Absolution skal faa, førend han tilbørligen har bødet sin Forseelse.

Statutet gaar derpaa over til opregne de i den canoniske Ret for hele Christenheden foreskrevne Banns-Artikler. Der forudskikkes en Indledning, hvori Erkebiskoppen og Lydbiskopperne erklære, at det vilde være uforsvarligt, om de taug stille med hvad der var nødvendigt og gavnligt for deres Undergivne at vide. De paaberaabe sig Apostelen Paulus’s Ord til Ephesernes Udsendinger(Apostl. Gj. XX. 18, 20, 26,)[1] og tilføje, at ligesom Legemets Læge ikke er angerløs, naar han har sagt den Syge, hvilken Føde han bør nyde, hvis han ikke ogsaa udtrykkeligt bar sagt, hvilke Fødemidler han slet ikke maa smage, saaledes var det ikke nok for dem, Sjælens beskikkede Læger, at lære Folket hvad det skulde vide, men det var ogsaa deres Pligt, aabenbart og tydeligt at forkynde dem hvad de skulde undgaa. Hvorledes, heder det videre, skulde vi f. Ex. nu kunne lade som om vi slet ikke saa, at Nogen glemmer sin Sjæls Frelse i den Grad, at han lægger Paalæg paa den hellige Kirke, Guds Ejendom, eller frygter ikke for at behandle hans Tjenere haardt og utilbørligt. Thi vi vilde jo selv gjøre os medskyldige i de Laster, med Hensyn til hvilke vi saa igjennem Fingre med vore Undermænd, uden at refse dem til Forbedring, hvis dette er os muligt. Skjønt vi jo

  1. Citatet lyder saaledes: „I vide, hvorledes jeg intet har forholdt af det, som er nyttigt; derfor vidner jeg for eder, at jeg er reen fra eders Blod“. Dette Citat er ej alene mindre nøjagtigt, forsaavidt som 26de B. er sat i umiddelbar Følge efter 20de, men i den vidløftige norske Bearbejdelse af Statutet, hvorom mere nedenfor, udgives det endog for at tilhøre Pauli Brev til Epheserne.