Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
7
1280 Kirkelige Statuter, vedtagne i Bergen.

de Lægmænd i Bøder, ſom ſælge Gejſtlige brændt Sølv eller andre Varer, ſaa at ingen ſkal have mere Frihed til at ſælge Klerker ſaadant, end andre Mænd. (Her ſigtedes ligefrem til det før omtalte Forbud, nærmeſt foranlediget ved Sexaars-Tienden). Men da det nu findes ſkrevet i den hellige Kirkes Love, at naar een Ting er forbuden under Banns Straf, gjelder det ſamme Forbud og Bann ogſaa alt andet, hvorved Tingen fremmes: ſaa bannſætte vi herved alle dem, der driſte ſig til at gjøre ſaadant, og de ſkulle ikke paa nogen Maade faa Abſolution, førend de have tilbagebetalt lige ſaa mange Penge, ſom de toge fra den, der ſolgte ſine egne Varer. Saa og om nogen driſter ſig til at forulempe Gejſtliges eller Kirkens Arbejdsmænd eller Tjeneſtemænd, ſaaſom deres Steenarbejdere eller Skibsſtyrere o. ſ. v. i deres lovlige Frihed, ved at paalægge dem almindelige eller ſærdeles Forretninger, beſkadige eller med Magt at tage deres Fartøjer, undtagen paatrængende Nødvendighed eller det almene Bedſte fordrer det: da vide han, at han ved denne ſelvſamme Beſtemmelſe er excommuniceret, og at han ingen Abſolution ſkal faa, førend han tilbørligen har bødet ſin Forſeelſe.

Statutet gaar derpaa over til opregne de i den canoniſke Ret for hele Chriſtenheden foreſkrevne Banns-Artikler. Der forudſkikkes en Indledning, hvori Erkebiſkoppen og Lydbiſkopperne erklære, at det vilde være uforſvarligt, om de taug ſtille med hvad der var nødvendigt og gavnligt for deres Undergivne at vide. De paaberaabe ſig Apoſtelen Paulus’s Ord til Epheſernes Udſendinger(Apoſtl. Gj. XX. 18, 20, 26,)[1] og tilføje, at ligeſom Legemets Læge ikke er angerløs, naar han har ſagt den Syge, hvilken Føde han bør nyde, hvis han ikke ogſaa udtrykkeligt bar ſagt, hvilke Fødemidler han ſlet ikke maa ſmage, ſaaledes var det ikke nok for dem, Sjælens beſkikkede Læger, at lære Folket hvad det ſkulde vide, men det var ogſaa deres Pligt, aabenbart og tydeligt at forkynde dem hvad de ſkulde undgaa. Hvorledes, heder det videre, ſkulde vi f. Ex. nu kunne lade ſom om vi ſlet ikke ſaa, at Nogen glemmer ſin Sjæls Frelſe i den Grad, at han lægger Paalæg paa den hellige Kirke, Guds Ejendom, eller frygter ikke for at behandle hans Tjenere haardt og utilbørligt. Thi vi vilde jo ſelv gjøre os medſkyldige i de Laſter, med Henſyn til hvilke vi ſaa igjennem Fingre med vore Undermænd, uden at refſe dem til Forbedring, hvis dette er os muligt. Skjønt vi jo

  1. Citatet lyder ſaaledes: „I vide, hvorledes jeg intet har forholdt af det, ſom er nyttigt; derfor vidner jeg for eder, at jeg er reen fra eders Blod“. Dette Citat er ej alene mindre nøjagtigt, forſaavidt ſom 26de B. er ſat i umiddelbar Følge efter 20de, men i den vidløftige norſke Bearbejdelſe af Statutet, hvorom mere nedenfor, udgives det endog for at tilhøre Pauli Brev til Epheſerne.