have bedet Hertugen om at nedsætte Straffen for Ukvemsord. Thi det heder i Retterboden: „Saasom der ofte af onde Ord kan komme Manddrab og andre onde Verk, er det ikke passende at den derfor bestemte Bod nedsættes, thi den er foreskreven gode og forstandige Mænd til Frelse, men onde og dumme til Advarsel; derfor er det ikke mere end billigt, at de lide legemlig Pine saavel som straffes paa Penge og Gods, der med onde Ord vekke store Ubehageligheder, der give Anledning til megen Fare og Vaade, især i Bryllupper, Gilder eller Julegjestebud samt andre talrige Sammenkomster; enhver, der har ret Vid til at skjønne, vil klart indsee, at dette er en stor Retterbod for alle spagfærdige og sedelige Folk, der kun ville det som godt og nyttigt er“. Imidlertid seer man dog af Retterboden for Hadeland og Ringerike, at Hertugen senere, i det mindste for disse Landskaber, gik ind paa betydelig Nedsættelse af flere Sekter, navnlig for Ukvemsord[1]. Her heder det nemlig: „Om 8 Ertogers og 13 Merkers Sager og Skjeldsordssager (brigzlamál) bestemme vi, at alle de, der forbryde sig i saa Henseende, og efter at være overbeviste derom forlige sig hjemme med Sagsøgeren, kun skulle gjelde af Sagøren, men to (Tredie-) Dele, om de lade Sagen gaa til Lagmanden uden at ville bøde hjemme, med mindre de have lagt saa megen Nidingskab for Dagen, at vi selv ikke finde det tilbørligt at nogen Eftergivenhed eller Naade vises“[2]. Dette synes at maatte forklares saaledes, at Sekten, naar ikke særdeles graverende Omstændigheder vare tilstede, i det mindste skulde være nedsat til to Trediedele, og, hvis Sagvolderen forligede sig hjemme, endog til een Trediedeel: en ikke ubetydelig Indtægtsopofrelse fra Hertugens Side for at befordre Fredsommelighed og god Orden. Ganske vovede man dog endnu ikke at forbyde Folk at tage sig selv til Rette. I Retterboden for Hedemarken og Thoten bestemmes der, at naar uvittige og daarlige Folk veltede sig ind paa sagesløs Mand, og denne inden lovlig Bods Udredelse hevnede sig paa Fornærmeren, uden at overskride det rette Forhold, da skulde han være fri for Søgsmaal; men var Hevnen større, skulde der forholdes efter Miskund og Lagmandens Orskurd samt de forstandige Mænds Dom, hvilke Sagen maatte blive overdragen til Afgjørelse[3].
Ogsaa med Hensyn til Ledingen eller rettere Visøren foreskrev Hertugen flere Lettelser. Saaledes bestemte han for Hedemarken og Thoten, at der ved Ledingsnævninger aldrig skulde opnævnes flere, end
