Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/294

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
272
Erik Magnusſøn.

have bedet Hertugen om at nedſætte Straffen for Ukvemsord. Thi det heder i Retterboden: „Saaſom der ofte af onde Ord kan komme Manddrab og andre onde Verk, er det ikke pasſende at den derfor beſtemte Bod nedſættes, thi den er foreſkreven gode og forſtandige Mænd til Frelſe, men onde og dumme til Advarſel; derfor er det ikke mere end billigt, at de lide legemlig Pine ſaavel ſom ſtraffes paa Penge og Gods, der med onde Ord vekke ſtore Ubehageligheder, der give Anledning til megen Fare og Vaade, iſær i Bryllupper, Gilder eller Julegjeſtebud ſamt andre talrige Sammenkomſter; enhver, der har ret Vid til at ſkjønne, vil klart indſee, at dette er en ſtor Retterbod for alle ſpagfærdige og ſedelige Folk, der kun ville det ſom godt og nyttigt er“. Imidlertid ſeer man dog af Retterboden for Hadeland og Ringerike, at Hertugen ſenere, i det mindſte for disſe Landſkaber, gik ind paa betydelig Nedſættelſe af flere Sekter, navnlig for Ukvemsord[1]. Her heder det nemlig: „Om 8 Ertogers og 13 Merkers Sager og Skjeldsordsſager (brigzlamál) beſtemme vi, at alle de, der forbryde ſig i ſaa Henſeende, og efter at være overbeviſte derom forlige ſig hjemme med Sagſøgeren, kun ſkulle gjelde af Sagøren, men to (Tredie-) Dele, om de lade Sagen gaa til Lagmanden uden at ville bøde hjemme, med mindre de have lagt ſaa megen Nidingſkab for Dagen, at vi ſelv ikke finde det tilbørligt at nogen Eftergivenhed eller Naade viſes“[2]. Dette ſynes at maatte forklares ſaaledes, at Sekten, naar ikke ſærdeles graverende Omſtændigheder vare tilſtede, i det mindſte ſkulde være nedſat til to Trediedele, og, hvis Sagvolderen forligede ſig hjemme, endog til een Trediedeel: en ikke ubetydelig Indtægtsopofrelſe fra Hertugens Side for at befordre Fredſommelighed og god Orden. Ganſke vovede man dog endnu ikke at forbyde Folk at tage ſig ſelv til Rette. I Retterboden for Hedemarken og Thoten beſtemmes der, at naar uvittige og daarlige Folk veltede ſig ind paa ſagesløs Mand, og denne inden lovlig Bods Udredelſe hevnede ſig paa Fornærmeren, uden at overſkride det rette Forhold, da ſkulde han være fri for Søgsmaal; men var Hevnen ſtørre, ſkulde der forholdes efter Miſkund og Lagmandens Orſkurd ſamt de forſtandige Mænds Dom, hvilke Sagen maatte blive overdragen til Afgjørelſe[3].

Ogſaa med Henſyn til Ledingen eller rettere Visøren foreſkrev Hertugen flere Lettelſer. Saaledes beſtemte han for Hedemarken og Thoten, at der ved Ledingsnævninger aldrig ſkulde opnævnes flere, end

  1. Rb. af 1293, Art. 5.
  2. Rb. af 1297, Art. 1.
  3. Rb. af 1293, Art. 6.