Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/293

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
271
1290—1299. Hertug Haakons Retterbøder. Landſkylden.

og Aabud. Ligeledes forbyde vi hver og een at tage Skyld-Veitſler (Pligtgjeſtebud) af ſine Landbønder til andre Tider end han rejſer om og bortbygger fine Ejendomme; og ſelv da ville vi at det ſkulde tages med Maadehold, ſaa at ikke de, der ſkulle give dem, tynges med alt for ſtor Bekoſtning, og Landet derved fyldes med Tiggere og andre løſe Folk. Vi have og fritaget dem for alle Skyld-Veitſler for Sysſelmænd og Leensmænd ſamt alle de andre Tolde og Afgifter, disſe nu en Tidlang have paalagt dem, forbydende Sysſelmændene og Leensmændene paa det ſtrengeſte herefter at underſtaa ſig at tynge Bønderne mere, ſaafremt de ej ville miſte deres Embede og dertil falde i vor Unaade“[1]. Det lader til, at Landdrotnerne allerede da havde begyndt med den ſkammelige Ferd at gjøre Vegtlodderne tungere end tilbørlig, for derved at forøge den Landſkylds-Afgift, ſom de ſkulde oppebære in natura, meſtendeels efter Vegt. Thi det er aabenbart iſær for at forebygge dette, at Hertugen i Retterboden for Hedemarken og Thoten forordner, at en normal Skippunder og Smørpunder ſkal ligge under Lagmandens Forvaring i Hamar, den førſte af ſamme Vegt ſom Skippunderen i Oslo, den ſidſte ſaaledes indrettet, at hvert Spann ſkal kunne afvejes paa den, og til den Vegt, at halvfemte Spann udgjør en Hefſælde (halvt Saald) for at bruges i Landſkyldsbetaling, Kjøb og Salg, ſamt at Landſkylden ſkal udredes efterſom det er aftalt i Contracten, ved hvis Udløb en ny Aftale ſkal treffes mellem Landdrotnen og Leiglændingen efter den her nævnte Punder[2]. Ogſaa i Retterboden for Hadeland og Ringerike, der ligeledes henſtiller det til Parterne ſelv at ſlutte Bygſelcontracter, beſtemmes det at der ſkal ſtaa en juſteret Normalvegt af Steen i Kirken paa Gran, og en anden i Kirken paa Norderhov, ſvarende til den i Oslo, efter hvilken de øvrige Pundere kunne rettes, og Bedragerier derved forebygges[3]. Dette gjorde maaſkee i Norge en Ende paa de før omtalte Udſugelſer; paa Orknøerne og Hjaltland derimod, hvor ingen ſaadan Beſtemmelſe ſynes at være given, tiltog Uvæſenet i de ſenere Tider i en ſaa foruroligende Grad, at Jordafgifterne omſider næſten forhøjedes til det Tidobbelte, og at man der nu omſtunder ikke engang kjender de gamle Vegters rette Størrelſe, uagtet Gaardens Matrikulſkyld endnu angives derefter[4].

Man maa formode, at Indbyggerne af Hedemarken og Thoten

  1. Rb. af 1297, Art. 10, 11.
  2. Rb. af 1293, Art. 11.
  3. Sammeſt., Art. 5.
  4. Mackenzie: The general grievances and oppressions of Orkney and Shetland.