og Aabud. Ligeledes forbyde vi hver og een at tage Skyld-Veitsler (Pligtgjestebud) af sine Landbønder til andre Tider end han rejser om og bortbygger fine Ejendomme; og selv da ville vi at det skulde tages med Maadehold, saa at ikke de, der skulle give dem, tynges med alt for stor Bekostning, og Landet derved fyldes med Tiggere og andre løse Folk. Vi have og fritaget dem for alle Skyld-Veitsler for Sysselmænd og Leensmænd samt alle de andre Tolde og Afgifter, disse nu en Tidlang have paalagt dem, forbydende Sysselmændene og Leensmændene paa det strengeste herefter at understaa sig at tynge Bønderne mere, saafremt de ej ville miste deres Embede og dertil falde i vor Unaade“[1]. Det lader til, at Landdrotnerne allerede da havde begyndt med den skammelige Ferd at gjøre Vegtlodderne tungere end tilbørlig, for derved at forøge den Landskylds-Afgift, som de skulde oppebære in natura, mestendeels efter Vegt. Thi det er aabenbart især for at forebygge dette, at Hertugen i Retterboden for Hedemarken og Thoten forordner, at en normal Skippunder og Smørpunder skal ligge under Lagmandens Forvaring i Hamar, den første af samme Vegt som Skippunderen i Oslo, den sidste saaledes indrettet, at hvert Spann skal kunne afvejes paa den, og til den Vegt, at halvfemte Spann udgjør en Hefsælde (halvt Saald) for at bruges i Landskyldsbetaling, Kjøb og Salg, samt at Landskylden skal udredes eftersom det er aftalt i Contracten, ved hvis Udløb en ny Aftale skal treffes mellem Landdrotnen og Leiglændingen efter den her nævnte Punder[2]. Ogsaa i Retterboden for Hadeland og Ringerike, der ligeledes henstiller det til Parterne selv at slutte Bygselcontracter, bestemmes det at der skal staa en justeret Normalvegt af Steen i Kirken paa Gran, og en anden i Kirken paa Norderhov, svarende til den i Oslo, efter hvilken de øvrige Pundere kunne rettes, og Bedragerier derved forebygges[3]. Dette gjorde maaskee i Norge en Ende paa de før omtalte Udsugelser; paa Orknøerne og Hjaltland derimod, hvor ingen saadan Bestemmelse synes at være given, tiltog Uvæsenet i de senere Tider i en saa foruroligende Grad, at Jordafgifterne omsider næsten forhøjedes til det Tidobbelte, og at man der nu omstunder ikke engang kjender de gamle Vegters rette Størrelse, uagtet Gaardens Matrikulskyld endnu angives derefter[4].
Man maa formode, at Indbyggerne af Hedemarken og Thoten
