Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/292

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
270
Erik Magnussøn.

og Thoten, under Afsættelses Straf for Sysselmanden, hvis han undlod at opfylde dette Bud. Sandsynligviis har man da en Tidlang ladet det det gaa i Glemmebogen.

En Bestemmelse, der maa have givet Anledning til mange Misligheder og meget Underslæb, var den i Landslovens VII. 14, at naar Nogen trængte til at kjøbe Sædekorn hjemme i Bygden, skulde han henvende sig til Kongens Ombudsmand, der igjen skulde kræve Thing og opnævne skjønsomme Mænd til at anstille Undersøgelse paa alle Gaarde om hvor der fandtes overflødigt Korn, samt hvor det fandtes, at tvinge Vedkommende til at sælge for gængse Priis. Til Forebyggelse af alle Misligheder herved bestemte Hertugen for Hedemarken og Thoten, at der til slige Undersøgelser alene skulde nævnes paalidelige Mænd, der vilde udføre sit Hverv med Billighed og ikke tage noget til sig selv; samt at Betalingen strax skulde fremlægges, inden man drog bort, og efter almindelig Priis, ej efter en eller to Mænds Vurdering[1].

Der klagedes tillige fremdeles over Myntens daarlige Gehalt. Thi i Retterboden for Hedemarken og Thoten siger Hertugen: „Hvad Peningen angaar, om hvilken I have ytret at den gjelder lidet, da veed baade Gud og alle gode Mænd, at den nu er lige saa god som da den var paa sit bedste i vor Faders Dage, medens det for øvrigt er til størst Skade for os tvende Brødre selv at den er lidet verd, thi det er os, der tage de fleste ind. Saa snart Gud under os at komme sammen, skulle vi med de bedste Mænds Raad og Bistand gjøre Udvej til, at Sølvcoursen kan blive til større Nytte saavel for os Brødre, som for alle dem, der bebo Riget“. Man erfarer imidlertid ikke at noget blev gjort, og Pengenes Gehalt vedblev at være daarlig[2].

Leiglændingerne synes at have været plagede med alskens utilbørlige Paalæg og Fordringer, ej alene af deres Landdrotner, men ogsaa af Sysselmændene og Leensmændene. I Retterboden for Hadeland og Ringerike ytrer Hertugen: „Da Almuen klager over at den nu en Tidlang har været meget tynget af de „Tilgaver“, som Landdrotnen eller hans Ombudsmænd har paalagt dem, og vi selv ligeledes ere blevne noget bedragne paa anden Maade ved de samme Tilgaver, forbyde vi alle og enhver, i hvad Stand eller Stilling han er, herefter at tage „Tilgave“, eller kræve andet eller mere af nogen Ejendom end den aftalte Landskyld

  1. Sammest., Art. 12.
  2. Sammest., Art. 10. Hvor daarlige de norske Penge vare, have vi seet ovenf. S. 4, jfr. 57, 58. For øvrigt har man Mynter saavel af Kong Erik, som Hertug Haakon, der alle ere af slet, men meget forskjellig Gehalt.