Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/292

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
270
Erik Magnusſøn.

og Thoten, under Afſættelſes Straf for Sysſelmanden, hvis han undlod at opfylde dette Bud. Sandſynligviis har man da en Tidlang ladet det det gaa i Glemmebogen.

En Beſtemmelſe, der maa have givet Anledning til mange Misligheder og meget Underſlæb, var den i Landslovens VII. 14, at naar Nogen trængte til at kjøbe Sædekorn hjemme i Bygden, ſkulde han henvende ſig til Kongens Ombudsmand, der igjen ſkulde kræve Thing og opnævne ſkjønſomme Mænd til at anſtille Underſøgelſe paa alle Gaarde om hvor der fandtes overflødigt Korn, ſamt hvor det fandtes, at tvinge Vedkommende til at ſælge for gængſe Priis. Til Forebyggelſe af alle Misligheder herved beſtemte Hertugen for Hedemarken og Thoten, at der til ſlige Underſøgelſer alene ſkulde nævnes paalidelige Mænd, der vilde udføre ſit Hverv med Billighed og ikke tage noget til ſig ſelv; ſamt at Betalingen ſtrax ſkulde fremlægges, inden man drog bort, og efter almindelig Priis, ej efter en eller to Mænds Vurdering[1].

Der klagedes tillige fremdeles over Myntens daarlige Gehalt. Thi i Retterboden for Hedemarken og Thoten ſiger Hertugen: „Hvad Peningen angaar, om hvilken I have ytret at den gjelder lidet, da veed baade Gud og alle gode Mænd, at den nu er lige ſaa god ſom da den var paa ſit bedſte i vor Faders Dage, medens det for øvrigt er til ſtørſt Skade for os tvende Brødre ſelv at den er lidet verd, thi det er os, der tage de fleſte ind. Saa ſnart Gud under os at komme ſammen, ſkulle vi med de bedſte Mænds Raad og Biſtand gjøre Udvej til, at Sølvcourſen kan blive til ſtørre Nytte ſaavel for os Brødre, ſom for alle dem, der bebo Riget“. Man erfarer imidlertid ikke at noget blev gjort, og Pengenes Gehalt vedblev at være daarlig[2].

Leiglændingerne ſynes at have været plagede med alſkens utilbørlige Paalæg og Fordringer, ej alene af deres Landdrotner, men ogſaa af Sysſelmændene og Leensmændene. I Retterboden for Hadeland og Ringerike ytrer Hertugen: „Da Almuen klager over at den nu en Tidlang har været meget tynget af de „Tilgaver“, ſom Landdrotnen eller hans Ombudsmænd har paalagt dem, og vi ſelv ligeledes ere blevne noget bedragne paa anden Maade ved de ſamme Tilgaver, forbyde vi alle og enhver, i hvad Stand eller Stilling han er, herefter at tage „Tilgave“, eller kræve andet eller mere af nogen Ejendom end den aftalte Landſkyld

  1. Sammeſt., Art. 12.
  2. Sammeſt., Art. 10. Hvor daarlige de norſke Penge vare, have vi ſeet ovenf. S. 4, jfr. 57, 58. For øvrigt har man Mynter ſaavel af Kong Erik, ſom Hertug Haakon, der alle ere af ſlet, men meget forſkjellig Gehalt.