Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/295

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
273
Hertug Haakons Retterbøder.

han ſelv havde foreſkrevet i ſit Brev, undtagen for det Tilfælde at en eller anden ſenere blev ſyg, thi da ſkulde en ny ſættes i Steden: vilde Styrmanden have een eller to Svende, ſkulde ſaa mange færre Bønder nævnes, og der maatte ikke bruges Udpresninger mod Bønderne efter at de vare komne til Skibet[1]. Man ſeer for øvrigt heraf det merkelige, at Ledingsmænd ogſaa opnævntes fra de indre Diſtrikter, men da viſtnok kun for at fremmøde i Oslo eller andenſteds ved Kyſten, og hjelpe til at bemande Skibene, thi Oplandene ſelv ſtillede ingen Skibe og var ikke inddeelt i Skibreder. — Enhver, ſom havde mindre Jordbrug end to Merkers Bool, ſkulde kun gjøre Eenvirkes-Gjerd (Præſtation); havde han ikke engang Mrks. Bool, ſkulde denne Eenvirke-Gjerd nedſættes for hver Øresleje ringere end Mk.[2] Forældreløſe Børn, der endnu vare ſammen i een Huusholdning, ſkulde ogſaa tilſammen kun udrede een Gjerd, indtil de adſkiltes. Denne ſidſte Beſtemmelſe gjentages ogſaa for Ringerike og Hadeland[3]. Beſtemmelſen i Utfarebaalkens Cap. let, at „Drengmænd“ og andre, der ejede mindre end til 6 vejede Mkrs. Verdi foruden ſine Klæder, dog ſkulde være i Beſiddelſe af Skjold, Spyd, Sverd eller Øxe, og at en Arbejdsmand ſom tog fuld Leje, førſte Aar ſkulde anſkaffe ſig Øxe, andet Aar Skjold, tredje Aar Spyd, formildedes ved Retterboden af 1297 derhen, at Lejemænd herefter ikke ſkulde være tvungne til at anſkaffe ſig Vaaben, førend de ejede 3 Mkrs. Verdi foruden ſine Klæder; heller ikke ſkulde de, der ikke ejede mere, være forpligtede til ſelv at fremmøde paa det aarlige Vaabenthing, men kunde ſlippe med at ſende ſine Vaaben til Thinget[4].

Endelig gav Hertugen i Retterboden for Hadeland og Ringerike nogle nærmere Beſtemmelſer om Fællig mellem Egtefolk, ſamt om Almenninger og Fiſkevand.

At alle disſe Beſtemmelſer ogſaa udvidedes til den øvrige Deel af Oplandene, navnlig Gudbrandsdalene, er højſt rimeligt, men noget beſtemt Vidnesbyrd derom findes ikke. Derimod have vi en tidligere Retterbod af Hertugen, udſtedt i Oslo den 9de Februar 1291, der er given for ſamtlige Indbyggere af Oplandene, og ſom væſentligſt handler om Arbejdsmænds og Tjeneſtefolks[5] Løn, for hvilken der her faſtſættes i en vis Taxt. Man ſeer af hans Ytringer i de indledende Ord, at

  1. Rb. af 1295, Art. 13.
  2. Sammeſt., Art. 14.
  3. Sammeſt., Art. 15, af 1297, Art. 7.
  4. Rb. af 1297, Art. 3.
  5. Der tales alene om „Verkmænd“, men det er tydeligt at ſee, at egentlige Tjeneſtefolk i den Betydning, Ordet nuomſtunder tages vare deri indbefattede.