Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/295

273

Hertug Haakons Retterbøder.

han selv havde foreskrevet i sit Brev, undtagen for det Tilfælde at en eller anden senere blev syg, thi da skulde en ny sættes i Steden: vilde Styrmanden have een eller to Svende, skulde saa mange færre Bønder nævnes, og der maatte ikke bruges Udpresninger mod Bønderne efter at de vare komne til Skibet^[1]. Man seer for øvrigt heraf det merkelige, at Ledingsmænd ogsaa opnævntes fra de indre Distrikter, men da vistnok kun for at fremmøde i Oslo eller andensteds ved Kysten, og hjelpe til at bemande Skibene, thi Oplandene selv stillede ingen Skibe og var ikke inddeelt i Skibreder. – Enhver, som havde mindre Jordbrug end to Merkers Bool, skulde kun gjøre Eenvirkes-Gjerd (Præstation); havde han ikke engang ${\frac {1}{2}}$ Mrks. Bool, skulde denne Eenvirke-Gjerd nedsættes ${\frac {1}{4}}$ for hver Øresleje ringere end ${\frac {1}{2}}$ Mk.^[2] Forældreløse Børn, der endnu vare sammen i een Huusholdning, skulde ogsaa tilsammen kun udrede een Gjerd, indtil de adskiltes. Denne sidste Bestemmelse gjentages ogsaa for Ringerike og Hadeland^[3]. Bestemmelsen i Utfarebaalkens Cap. let, at „Drengmænd“ og andre, der ejede mindre end til 6 vejede Mkrs. Verdi foruden sine Klæder, dog skulde være i Besiddelse af Skjold, Spyd, Sverd eller Øxe, og at en Arbejdsmand som tog fuld Leje, første Aar skulde anskaffe sig Øxe, andet Aar Skjold, tredje Aar Spyd, formildedes ved Retterboden af 1297 derhen, at Lejemænd herefter ikke skulde være tvungne til at anskaffe sig Vaaben, førend de ejede 3 Mkrs. Verdi foruden sine Klæder; heller ikke skulde de, der ikke ejede mere, være forpligtede til selv at fremmøde paa det aarlige Vaabenthing, men kunde slippe med at sende sine Vaaben til Thinget^[4].

Endelig gav Hertugen i Retterboden for Hadeland og Ringerike nogle nærmere Bestemmelser om Fællig mellem Egtefolk, samt om Almenninger og Fiskevand.

At alle disse Bestemmelser ogsaa udvidedes til den øvrige Deel af Oplandene, navnlig Gudbrandsdalene, er højst rimeligt, men noget bestemt Vidnesbyrd derom findes ikke. Derimod have vi en tidligere Retterbod af Hertugen, udstedt i Oslo den 9de Februar 1291, der er given for samtlige Indbyggere af Oplandene, og som væsentligst handler om Arbejdsmænds og Tjenestefolks^[5] Løn, for hvilken der her fastsættes i en vis Taxt. Man seer af hans Ytringer i de indledende Ord, at

1. Rb. af 1295, Art. 13.
2. Sammest., Art. 14.
3. Sammest., Art. 15, af 1297, Art. 7.
4. Rb. af 1297, Art. 3.
5. Der tales alene om „Verkmænd“, men det er tydeligt at see, at egentlige Tjenestefolk i den Betydning, Ordet nuomstunder tages vare deri indbefattede.