Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/288

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
266
Erik Magnusſøn.

hvorledes Kongens og Biſkoppernes ældgamle Rettighed til at opkræve Skydsheſte hos Bønderne for ſig og ſit Følge paa ſine Rejſer om i Landet allerede forlængſt udſtraktes derhen, at han (og i nærværende Tilfælde Hertugen) ogſaa kunde fordre Skyds tilvejebragt for de Mænd, han ſendte i ſit Erende, om han ſelv ſad hjemme, og hvorledes endog ſtore Misbrug havde indſneget ſig med Henſyn til Maaden, hvorpaa denne Rettighed gjordes gjeldende. Det er tydeligt, at ogſaa Uberettigede fordrede at nyde godt deraf, enten ved at foregive at de rejſte i Kongens eller Hertugens Erende, eller ſimpelt hen fordi de ſtode i Kongens, Biſkoppens eller fornemme Kongsmænds Tjeneſte, og at de endog ofte med Magt tog de Heſte, de behøvede. Sandſynligviis fordrede da ogſaa alle de haandgangne Mænd, hvad enten de rejſte i offentligt Erende eller ikke, Friſkyds alene fordi de hørte til Kongens Hird; og det er ligeledes at formode, at Biſkoppernes Mænd og Tjenere fordrede det ſamme. End videre kan det ſkjønnes, at der ingen ordentlig Fordeling af Byrden fandt Sted, men at een og den ſamme Bonde den ene Gang efter den anden maatte ſkaffe Heſte, viſtnok fordi hans Gaard laa belejligere til ved Landevejen, medens andre, der boede afſides, ganſke forſkaanedes. Paa alt dette Uvæſen, der formodentlig iſær havde indſneget ſig under Formynderregjeringen, ſøgte nu Hertugen ved de her meddeelte Befalinger at raade Bod: han indſkrænkede Rettigheden udtrykkeligt til ſig ſelv, Biſkopperne, og dem, han ſendte i ſit Erende, hvilke ſidſte, ſom man ſeer, til deres Legitimation ſkulde medbringe et aabent Brev, hvori Antallet af de Heſte, de kunde fordre, udtrykkeligt var angivet; derhos ſørgede han for, at Byrden blev ligeligen fordeelt, hvilket neppe kunde ſkee paa anden Maade, end at enten Bønderne ſig ſelv imellem, eller Sysſelmændene ved Hjelp af deres Lensmænd fik bragt etſlags Regulativ iſtand, hvorved det beſtemtes deels i hvilken Orden alle Bønderne i en vis Kreds ſkulde ſkydſe, deels hvor de ſkulde fremmøde med ſine Heſte og hvor langt disſe ſkulde benyttes. Dette maatte igjen medføre Faſtſættelſen af beſtemte Stationer eller Skydsſkifter; ſaaledes ſee vi her den førſte Begyndelſe til det endnu i Norge herſkende Skydsvæſen, der i ſin Oprindelſe ene og alene hviler paa Kongens ældgamle Ret til at fordre Friſkyds af Bønderne paa ſine Rejſer. Naar det førſte var ſtiltiende vedtaget, ſom vi ſee det allerede var for Kong Eriks og Hertug Haakons Tid, at Kongen kunde fordre Friſkyds ogſaa for enhver, der rejſte i hans Erende, og ſaaledes

    „Fanter“, ſom det af Rb. ſees, vare fremmede og ilde lidte i Bygderne, blev Ordet omſider i Norge en Benævnelſe paa Landſtrygere. I Fjeldegnene bruges det dog mere i Betydningen af en fremmed Mand, der ej hører til Bondeſtanden.