hvorledes Kongens og Biskoppernes ældgamle Rettighed til at opkræve Skydsheste hos Bønderne for sig og sit Følge paa sine Rejser om i Landet allerede forlængst udstraktes derhen, at han (og i nærværende Tilfælde Hertugen) ogsaa kunde fordre Skyds tilvejebragt for de Mænd, han sendte i sit Erende, om han selv sad hjemme, og hvorledes endog store Misbrug havde indsneget sig med Hensyn til Maaden, hvorpaa denne Rettighed gjordes gjeldende. Det er tydeligt, at ogsaa Uberettigede fordrede at nyde godt deraf, enten ved at foregive at de rejste i Kongens eller Hertugens Erende, eller simpelt hen fordi de stode i Kongens, Biskoppens eller fornemme Kongsmænds Tjeneste, og at de endog ofte med Magt tog de Heste, de behøvede. Sandsynligviis fordrede da ogsaa alle de haandgangne Mænd, hvad enten de rejste i offentligt Erende eller ikke, Friskyds alene fordi de hørte til Kongens Hird; og det er ligeledes at formode, at Biskoppernes Mænd og Tjenere fordrede det samme. End videre kan det skjønnes, at der ingen ordentlig Fordeling af Byrden fandt Sted, men at een og den samme Bonde den ene Gang efter den anden maatte skaffe Heste, vistnok fordi hans Gaard laa belejligere til ved Landevejen, medens andre, der boede afsides, ganske forskaanedes. Paa alt dette Uvæsen, der formodentlig især havde indsneget sig under Formynderregjeringen, søgte nu Hertugen ved de her meddeelte Befalinger at raade Bod: han indskrænkede Rettigheden udtrykkeligt til sig selv, Biskopperne, og dem, han sendte i sit Erende, hvilke sidste, som man seer, til deres Legitimation skulde medbringe et aabent Brev, hvori Antallet af de Heste, de kunde fordre, udtrykkeligt var angivet; derhos sørgede han for, at Byrden blev ligeligen fordeelt, hvilket neppe kunde skee paa anden Maade, end at enten Bønderne sig selv imellem, eller Sysselmændene ved Hjelp af deres Lensmænd fik bragt etslags Regulativ istand, hvorved det bestemtes deels i hvilken Orden alle Bønderne i en vis Kreds skulde skydse, deels hvor de skulde fremmøde med sine Heste og hvor langt disse skulde benyttes. Dette maatte igjen medføre Fastsættelsen af bestemte Stationer eller Skydsskifter; saaledes see vi her den første Begyndelse til det endnu i Norge herskende Skydsvæsen, der i sin Oprindelse ene og alene hviler paa Kongens ældgamle Ret til at fordre Friskyds af Bønderne paa sine Rejser. Naar det første var stiltiende vedtaget, som vi see det allerede var for Kong Eriks og Hertug Haakons Tid, at Kongen kunde fordre Friskyds ogsaa for enhver, der rejste i hans Erende, og saaledes
„Fanter“, som det af Rb. sees, vare fremmede og ilde lidte i Bygderne, blev Ordet omsider i Norge en Benævnelse paa Landstrygere. I Fjeldegnene bruges det dog mere i Betydningen af en fremmed Mand, der ej hører til Bondestanden.
