gode Mænds Raad og Bistand, vor Herre Jesu Christo til Ære og os alle til Gavn; og skal denne vor Anordning, som vi her have ladet sammensætte, for Fremtiden gjelde angaaende de Ting, hvorom I have bedet os“. Hertugen havde, da denne Anordning blev udgiven, tilbragt mindst en Maaned paa Hamar[1], og saaledes taget sig god Tid, hvoraf man ogsaa maa formode at han har overvejet alt paa det omhyggeligste og samvittighedsfuldeste. Vi ville her nærmere gjennemgaa de enkelte Bestemmelser i begge disse Anordninger, der tildeels berøre de samme Emner og stemme om ej i Ord, saa dog i Indhold. Bønderne maa i Særdeleshed have følt sig tyngede og forulempede med utilbørlig Skydsferd. „Rideskyds“, heder det i Retterboden for Hadafylke m. m., „skal ikke skaffes andre end os, Biskoppen og de Sendemænd, der fare vore og Landets Erender, som det fra gammel Tid har været Skik, dog saaledes, at det ikke altid ere de samme, der skaffe Skydsen, og heller ikke skal den skaffes andre Sendebud, end dem, vi udtrykkeligt nævne i vore Breve. Vi haabe derved at have sørget for, at Almuen ikke altfor meget skal tynges ved denne Pligt“[2]. I Retterboden for Hedemarken og Thoten staar der: „Saa ofte vi selv behøve Rideskyds, skulle vi lade eder tilsige saa længe forud, at I have god Tid til at gjøre eder selv og eders Heste færdige, hvis ikke en uforudseet Nødvendighed kræver større Hast; men vi ville ogsaa, at Skydsen da kommer grejdeligen til os, og ikke en eller anden svigefuldt unddrager sig; heller ikke skulle idelig de samme udrede den. De Fanter (Tjenere eller Sendebud), der lægge sig ud paa Vejene og tage sig Rideskyds, skulle, om de end faa Hug eller Saar, naar det kun ej volder deres Død, ikke faa nogen Bod af den, der gjorde det og forsvarede sit. Alle skulle passe paa, at Skydsen kommer betimeligt til det Sted, hvor vi selv befinde os, og farer nogen for tidligt bort, da er det som om Skydsen var ugjort. Naar vi medgive nogen Rideskydsbrev til at fare i vort nødvendige Erende, da skulle vi nævne i Brevet, hvormange Heste samme Mand skal have. Den Skyds skulle Bønderne skaffe efter Jevnet, og ikke altid een og samme Bonde; men vi skulle sørge for, at det faa sjelden som muligt behøves“[3]. Vi see af disse Bestemmelser, baade
- ↑ Den 22de Marts havde han fra Hamar tilskrevet den engelske Konge, se ovenf. S. 201.
- ↑ Rb. af 1297, Art. 8.
- ↑ Rb. af 1293, Art. 9. Ordet fantr, som paa den Tid brugtes, var laant fra det Tydske; det betegner egentlig „Fodgænger“, gotisk fanþs, Angl. féde (Omlyd af fóð, og deraf kommer saavel det franske fantassin, som infanterie; men det brugtes hos os mest om fornemme Mænds Sendebud (se Biskop Haakons Brev i Munchs og Ungers Oldn. Læseb S. 130). Da saadanne
