Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/287

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
265
1290—1299. Hertug Haakons Lovgivningsvirkſomhed.

gode Mænds Raad og Biſtand, vor Herre Jeſu Chriſto til Ære og os alle til Gavn; og ſkal denne vor Anordning, ſom vi her have ladet ſammenſætte, for Fremtiden gjelde angaaende de Ting, hvorom I have bedet os“. Hertugen havde, da denne Anordning blev udgiven, tilbragt mindſt en Maaned paa Hamar[1], og ſaaledes taget ſig god Tid, hvoraf man ogſaa maa formode at han har overvejet alt paa det omhyggeligſte og ſamvittighedsfuldeſte. Vi ville her nærmere gjennemgaa de enkelte Beſtemmelſer i begge disſe Anordninger, der tildeels berøre de ſamme Emner og ſtemme om ej i Ord, ſaa dog i Indhold. Bønderne maa i Særdeleshed have følt ſig tyngede og forulempede med utilbørlig Skydsferd. „Rideſkyds“, heder det i Retterboden for Hadafylke m. m., „ſkal ikke ſkaffes andre end os, Biſkoppen og de Sendemænd, der fare vore og Landets Erender, ſom det fra gammel Tid har været Skik, dog ſaaledes, at det ikke altid ere de ſamme, der ſkaffe Skydſen, og heller ikke ſkal den ſkaffes andre Sendebud, end dem, vi udtrykkeligt nævne i vore Breve. Vi haabe derved at have ſørget for, at Almuen ikke altfor meget ſkal tynges ved denne Pligt“[2]. I Retterboden for Hedemarken og Thoten ſtaar der: „Saa ofte vi ſelv behøve Rideſkyds, ſkulle vi lade eder tilſige ſaa længe forud, at I have god Tid til at gjøre eder ſelv og eders Heſte færdige, hvis ikke en uforudſeet Nødvendighed kræver ſtørre Haſt; men vi ville ogſaa, at Skydſen da kommer grejdeligen til os, og ikke en eller anden ſvigefuldt unddrager ſig; heller ikke ſkulle idelig de ſamme udrede den. De Fanter (Tjenere eller Sendebud), der lægge ſig ud paa Vejene og tage ſig Rideſkyds, ſkulle, om de end faa Hug eller Saar, naar det kun ej volder deres Død, ikke faa nogen Bod af den, der gjorde det og forſvarede ſit. Alle ſkulle pasſe paa, at Skydſen kommer betimeligt til det Sted, hvor vi ſelv befinde os, og farer nogen for tidligt bort, da er det ſom om Skydſen var ugjort. Naar vi medgive nogen Rideſkydsbrev til at fare i vort nødvendige Erende, da ſkulle vi nævne i Brevet, hvormange Heſte ſamme Mand ſkal have. Den Skyds ſkulle Bønderne ſkaffe efter Jevnet, og ikke altid een og ſamme Bonde; men vi ſkulle ſørge for, at det faa ſjelden ſom muligt behøves“[3]. Vi ſee af disſe Beſtemmelſer, baade

  1. Den 22de Marts havde han fra Hamar tilſkrevet den engelſke Konge, ſe ovenf. S. 201.
  2. Rb. af 1297, Art. 8.
  3. Rb. af 1293, Art. 9. Ordet fantr, ſom paa den Tid brugtes, var laant fra det Tydſke; det betegner egentlig „Fodgænger“, gotiſk fanþs, Angl. féde (Omlyd af fóð, og deraf kommer ſaavel det franſke fantassin, ſom infanterie; men det brugtes hos os meſt om fornemme Mænds Sendebud (ſe Biſkop Haakons Brev i Munchs og Ungers Oldn. Læſeb S. 130). Da ſaadanne