Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/289

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
267
1290–1299. Hertug Haakons Retterbøder. Skydsvæsenet.

ved at meddele en Mand Rideskydsbrev, kunde skaffe ham fri Befordring, maatte det og staa i hans Magt at befale Bønderne at skydse en Mand efter en vis Taxt; dette maatte endog, naar den Skik, at udstede Rideskydsbreve blev alt for almindelig, forekomme de Skydspligtige som en Lettelse og Velgjerning. Saaledes var ogsaa Forholdet, da den første Skydsanordning med bestemte Taxter efter Vejlængden blev given; men dette skede dog ikke førend saa langt nede i Tiden, som Begyndelsen af det 17de Aarhundrede, og paa Grund af Misbrug liig dem, over hvilke der klagedes paa Hertug Haakons Tid, men af langt større Udstrækning, eftersom tilsidst hver eneste Adelsmand, nu indtagende samme Stilling, som fordum den haandgangne Mand, fordrede Friskyds[1]. Der findes ingen Bestemmelser om Skydsvæsenet udgivne af Kong Erik selv, svarende til dem, Hertug Haakon udgav for Oplandene. Men Aarsagen dertil er vistnok den, at Landrejser endnu saa godt som alene vare brugelige paa Østlandet, og nærmest paa Oplandene, medens derimod de fleste Rejser vestenfjelds og nordenfjelds skede til Vands, og de, der efter sin Stilling kunde have krævet Rideskyds, om der havde været Tale om en saadan, her altid rejste paa eget Fartøj, og med egne Folk[2].

Med Hensyn til Søgsmaal og Rettens Bestyrelse overhoved gjentog Hertugen for det første i begge Retterbøder det allerede i Loven givne Forbud mod at Sysselmænd eller andre Rettens Bestyrere i Tilfælde af privat Retskrænkelse inddrev Kongens (Hertugens) Sekt, førend den Fornærmede havde faaet sin Bod[3]. Altsaa maa den Praxis have indsneget sig, at Kongesekten oppebares uden Hensyn til om Forbryderens Ejendom var saa ubetydelig, at den Fornærmede intet fik. End videre forbødes det Sysselmændene eller Leensmændene at tilstede nogensomhelst lovligen indstevnet Mand at sidde hjemme, saa at Sagsøgeren derved hindredes fra at faa sin Ret[4]. Det maa altsaa være blevet almindeligt, at de tilstode fornemmere Mænd saadanne Begunstigelser, maaskee endog ifølge Bestikkelse, thi i Retterboden for Hedemarken og

  1. Se Christian IV Forordning om Fordringskab udi Norge, dateret Bergen 1ste Aug. 1622 (Origin. i norske Rigsarchiv).
  2. Der skal nedenfor blive handlet om de saakaldte Taverneshuse eller Vertshuse, som Kongen og Hertugen oprettede. At Beliggenheden af disse maatte have Indflydelse paa eller ogsaa rette sig efter Skydstationernes Plads, synes uomtvisteligt. Hvad Rb. og Diplomer for Retten ikke oplyse, er hvor vidt Biskopperne, eller i det mindste Erkebiskoppen, havde Ret til, ligesom Kongen og Hertugen, at udstede Rideskydsbrev.
  3. Rb. af 1293, Art. 1, Rb. af 1297, Art. 13. Jfr. Landsl. IV. 20.
  4. Rb. af 1293, Art. 2, Rb. af 1297, Art. 12.