Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/289

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
267
1290—1299. Hertug Haakons Retterbøder. Skydsvæſenet.

ved at meddele en Mand Rideſkydsbrev, kunde ſkaffe ham fri Befordring, maatte det og ſtaa i hans Magt at befale Bønderne at ſkydſe en Mand efter en vis Taxt; dette maatte endog, naar den Skik, at udſtede Rideſkydsbreve blev alt for almindelig, forekomme de Skydspligtige ſom en Lettelſe og Velgjerning. Saaledes var ogſaa Forholdet, da den førſte Skydsanordning med beſtemte Taxter efter Vejlængden blev given; men dette ſkede dog ikke førend ſaa langt nede i Tiden, ſom Begyndelſen af det 17de Aarhundrede, og paa Grund af Misbrug liig dem, over hvilke der klagedes paa Hertug Haakons Tid, men af langt ſtørre Udſtrækning, efterſom tilſidſt hver eneſte Adelsmand, nu indtagende ſamme Stilling, ſom fordum den haandgangne Mand, fordrede Friſkyds[1]. Der findes ingen Beſtemmelſer om Skydsvæſenet udgivne af Kong Erik ſelv, ſvarende til dem, Hertug Haakon udgav for Oplandene. Men Aarſagen dertil er viſtnok den, at Landrejſer endnu ſaa godt ſom alene vare brugelige paa Øſtlandet, og nærmeſt paa Oplandene, medens derimod de fleſte Rejſer veſtenfjelds og nordenfjelds ſkede til Vands, og de, der efter ſin Stilling kunde have krævet Rideſkyds, om der havde været Tale om en ſaadan, her altid rejſte paa eget Fartøj, og med egne Folk[2].

Med Henſyn til Søgsmaal og Rettens Beſtyrelſe overhoved gjentog Hertugen for det førſte i begge Retterbøder det allerede i Loven givne Forbud mod at Sysſelmænd eller andre Rettens Beſtyrere i Tilfælde af privat Retskrænkelſe inddrev Kongens (Hertugens) Sekt, førend den Fornærmede havde faaet ſin Bod[3]. Altſaa maa den Praxis have indſneget ſig, at Kongeſekten oppebares uden Henſyn til om Forbryderens Ejendom var ſaa ubetydelig, at den Fornærmede intet fik. End videre forbødes det Sysſelmændene eller Leensmændene at tilſtede nogenſomhelſt lovligen indſtevnet Mand at ſidde hjemme, ſaa at Sagſøgeren derved hindredes fra at faa ſin Ret[4]. Det maa altſaa være blevet almindeligt, at de tilſtode fornemmere Mænd ſaadanne Begunſtigelſer, maaſkee endog ifølge Beſtikkelſe, thi i Retterboden for Hedemarken og

  1. Se Chriſtian IV Forordning om Fordringſkab udi Norge, dateret Bergen 1ſte Aug. 1622 (Origin. i norſke Rigsarchiv).
  2. Der ſkal nedenfor blive handlet om de ſaakaldte Taverneshuſe eller Vertshuſe, ſom Kongen og Hertugen oprettede. At Beliggenheden af disſe maatte have Indflydelſe paa eller ogſaa rette ſig efter Skydstationernes Plads, ſynes uomtviſteligt. Hvad Rb. og Diplomer for Retten ikke oplyſe, er hvor vidt Biſkopperne, eller i det mindſte Erkebiſkoppen, havde Ret til, ligeſom Kongen og Hertugen, at udſtede Rideſkydsbrev.
  3. Rb. af 1293, Art. 1, Rb. af 1297, Art. 13. Jfr. Landsl. IV. 20.
  4. Rb. af 1293, Art. 2, Rb. af 1297, Art. 12.