Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/286

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
264
Erik Magnusſøn.

dette Møde nærmere end i en vis angiven Afſtand, maa man nødvendigviis ſlutte at han ſtod i et fiendtligt Forhold til en af Fyrſterne, og ſandſynligviis havde grebet til Vaaben. Dette kan nu ikke have været mod Hertugen, hans Faders forrige Herre, ſom faa Aar ſenere baade gjorde ham til Baron og brugte ham til de vigtigſte Hverv; det maa altſaa have været Kongen, med hvem han ſtod paa en ſpendt Fod, og dette lader ſig godt forklare, hvis man antager, at han efter at være bleven voxen, omkring 1296 eller 1297, har ſøgt paa en voldſom og egenmægtig Maade at hevne Hr. Hallkells Drab, ej alene paa Jarlens Frænder i Hadafylke, men maaſkee endog paa hans Svoger, den mægtige Hr. Thore Haakonsſøn[1], og at dette igjen kan have bidraget til at gjøre Stemningen mod hans formodede Beſkytter, Hertugen, mindre gunſtig.

For Reſten viſer ſaavel den her omhandlede Retterbod ſom en anden, Hertugen allerede under et tidligere Ophold paa Hamar, om Vaaren 1293, udgav for Hedemarken og Thoten[2], at Magthaverne i Almindelighed og de fyrſtelige Ombudsmænd i Særdeleshed tillode ſig flere Misbrug, og overhoved gjorde ſig ſkyldige i ikke faa Undertrykkelſer, der allerede i og for ſig kunde være nok til at ſætte ondt Blod, medens man derimod ſeer at det var Hertugens alvorlige Ønſke at ſætte en Grændſe for alt ſaadant Uvæſen, og overhoved at lette Bøndernes Kaar. Ifølge Retterboden for Hedemarken m. m. maa Bønderne oftere have indgivet Beſværinger og andraget om Lettelſer og Forbedringer.

„Vi erkjende“, ſiger Hertugen her, „at det er vor Pligt, ſom det og er vor Vilje at ſee til vore Thegner og være betænkte paa deres Gavn og Nytte; derfor komme vi denne Gang her for at underſøge og randſage, hvorledes det i den ſidſte Tid er gaaet til, ſamt hvad der kunde være eder til meſt Nytte; Gud give, at vi kunde gjøre noget, der maatte komme eder til Gavn og Nytte i Længden; I have ogſaa bedet os, ſiden vi kom hid, at vi ſkulde tage i Overvejelſe hvad der kunde være eder til ſtørſt Gavn, og ſom hidtil ikke har været ſaa klart og nøje beſtemt, ſom det burde være. Derfor have vi nu overlagt derom med

  1. Thore Haakonsſøn var, ſom det ovenfor er nævnt, gift med Ingebjørg Erlingsdatter, Hr. Alfs Syſter. Ingebjørgs Faders, Erling Alfsſøns, Moder var en Datterdatter af Erling paa Kviden i Valdres; her maa ſaaledes ogſaa Thornberg-Folkene have haft Slægtninger. Man ſeer ellers tydeligt af Dipl. Norv. IV. No. 58, dateret 13de Decbr. 1304, at ſelve Ættegaarden Thornberg maa være inddragen under Kronen, ſiden Kongen her disponerede over det Gods, Thornbergmændene havde lagt til Capellet paa Thornberg, og ſkjenket til ſine „Hirdpreſter“.
  2. Den er udgiven fra Hamar 23de April 1293. Norges gl. Love III. No. 5.