rettes følgende Ord: „Vi vente at de Fleste ere bidende om den store og uhørlige Forbrydelse, hvori Hadelændingerne have gjort sig skyldige ved Ulydigheds Sambaand imod os og vor Magt. I fortjente for den Sags Skyld efter Landets Love og al Ret at miste Liv og Gods, men siden I kom til os, bedende ydmygeligen, som rimeligt var, om Naade og Miskund, og baade Gud og de bedste Mænd, der ere os nærmest, vide at vi gjerne ville gjøre, hvad der kan være Almuen til Gavn og Nytte, naar man kun ikke alt for meget nødsagede os til andet, saa gjør vi herved vitterligt for alle og enhver, at vi for Guds Skyld og for vor Faders og Moders Sjæle, efter de bedste Mænds Bøn, have eftergivet eder vor Vrede, og gjort eder frie og ledige for denne Sag, dog dem undtagne, der have været Formænd og Ophavsmænd til denne Ulydighed, og saaledes, at hvert Aar herefter skal hver fuld Bonde udrede os fem Ertoger, og hver Eenvirke tre Ertoger. Og end fremdeles have vi vist eder den Naade, skjønt I ej ere saa verdige dertil som Raumerne, der altid have viist os sin gode Vilje i Lydighed og Føjelighed med megen Huldskab, at vi give eder følgende Retterbøder“. Til Ringerikingerne siges der: „Saasom I ved Sira Nikolas, Prest paa Njardarhov, og anseede Bønder, der to Gange ere komne til os paa eders Vegne, have erkjendt eders Brøde og store Miisgjerning, hvori I have gjort eder skyldige ved eders Ulydigheds-Sambaand paa Hvitathing-(?)Volden, formedelst falske Mænds Opeggelser og Overtalelser; og I nu have lagt eders hele Sag i Guds og vore Hænder, bedende ydmygeligen at vi ville tilgive eder hvad I have forbrudt, lovende Gud og os fuldt og fast, at I aldrig herefter skulle fordriste eder til noget saadant, men at I skulle være os troe og hulde, og med Gods og Liv, efter hvad eders gamle Skyldighed kræver og I med kjærlig Lydighed ere pligtige, hjelpe vore Mænd, dem som indfinde sig hos eder, til at styrte
deholder Redactionen for Hadeland, angiver bestemt 1297, Maria Magdalena Dag, Hertugdømmets 18de Aar. De bedste af dem, der indeholde Redactionen for Ringerike, udelade Aarstallet; de øvrige, der mere kunne kaldes Oversættelser eller Parafraser, angive „7 Nætter før Paaske“ 1297 og een af dem desuagtet „18de Riges Aar“, de øvrige „8de Riges Aar“. Dette har bevæget Paus, der kun kjendte de sidste, til i fin Oversættelse (Norges Love II. 187) at datere Retterboden 1287, 7de April. Men der siges i Slutningen, at Aake Kantsler indseglede Brevet i Hertugens Nærværelse, og Aake forekommer aldrig som Kantsler før 1293: i 1287, 1288, 1289, 1290 nævnes udtrykkeligt Erlend Gudbrandssøn som Hertugens Kantsler. Altsaa maa Dateringen fra Hertugens 18de Aar være den rette, og dette bliver 4 Dage før Paaske, 2den April 1298. At Retterboden ogsaa er given for Raumerne, men vistnok med en egen Intimation, sees deraf, at de udtrykkeligt nævnes, og at Lagthinget paa Eidsvold omtales. Derimod gjaldt Retterboden ikke Indbyggerne paa Thoten, der allerede havde faaet Retterbod i 1293.
