Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/283

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
261
1290—1299. Uroligheder i Hadafylke.

rettes følgende Ord: „Vi vente at de Fleſte ere bidende om den ſtore og uhørlige Forbrydelſe, hvori Hadelændingerne have gjort ſig ſkyldige ved Ulydigheds Sambaand imod os og vor Magt. I fortjente for den Sags Skyld efter Landets Love og al Ret at miſte Liv og Gods, men ſiden I kom til os, bedende ydmygeligen, ſom rimeligt var, om Naade og Miſkund, og baade Gud og de bedſte Mænd, der ere os nærmeſt, vide at vi gjerne ville gjøre, hvad der kan være Almuen til Gavn og Nytte, naar man kun ikke alt for meget nødſagede os til andet, ſaa gjør vi herved vitterligt for alle og enhver, at vi for Guds Skyld og for vor Faders og Moders Sjæle, efter de bedſte Mænds Bøn, have eftergivet eder vor Vrede, og gjort eder frie og ledige for denne Sag, dog dem undtagne, der have været Formænd og Ophavsmænd til denne Ulydighed, og ſaaledes, at hvert Aar herefter ſkal hver fuld Bonde udrede os fem Ertoger, og hver Eenvirke tre Ertoger. Og end fremdeles have vi viſt eder den Naade, ſkjønt I ej ere ſaa verdige dertil ſom Raumerne, der altid have viiſt os ſin gode Vilje i Lydighed og Føjelighed med megen Huldſkab, at vi give eder følgende Retterbøder“. Til Ringerikingerne ſiges der: „Saaſom I ved Sira Nikolas, Preſt paa Njardarhov, og anſeede Bønder, der to Gange ere komne til os paa eders Vegne, have erkjendt eders Brøde og ſtore Miisgjerning, hvori I have gjort eder ſkyldige ved eders Ulydigheds-Sambaand paa Hvitathing-(?)Volden, formedelſt falſke Mænds Opeggelſer og Overtalelſer; og I nu have lagt eders hele Sag i Guds og vore Hænder, bedende ydmygeligen at vi ville tilgive eder hvad I have forbrudt, lovende Gud og os fuldt og faſt, at I aldrig herefter ſkulle fordriſte eder til noget ſaadant, men at I ſkulle være os troe og hulde, og med Gods og Liv, efter hvad eders gamle Skyldighed kræver og I med kjærlig Lydighed ere pligtige, hjelpe vore Mænd, dem ſom indfinde ſig hos eder, til at ſtyrte

    deholder Redactionen for Hadeland, angiver beſtemt 1297, Maria Magdalena Dag, Hertugdømmets 18de Aar. De bedſte af dem, der indeholde Redactionen for Ringerike, udelade Aarstallet; de øvrige, der mere kunne kaldes Overſættelſer eller Parafraſer, angive „7 Nætter før Paaſke“ 1297 og een af dem desuagtet „18de Riges Aar“, de øvrige „8de Riges Aar“. Dette har bevæget Paus, der kun kjendte de ſidſte, til i fin Overſættelſe (Norges Love II. 187) at datere Retterboden 1287, 7de April. Men der ſiges i Slutningen, at Aake Kantſler indſeglede Brevet i Hertugens Nærværelſe, og Aake forekommer aldrig ſom Kantſler før 1293: i 1287, 1288, 1289, 1290 nævnes udtrykkeligt Erlend Gudbrandsſøn ſom Hertugens Kantſler. Altſaa maa Dateringen fra Hertugens 18de Aar være den rette, og dette bliver 4 Dage før Paaſke, 2den April 1298. At Retterboden ogſaa er given for Raumerne, men viſtnok med en egen Intimation, ſees deraf, at de udtrykkeligt nævnes, og at Lagthinget paa Eidsvold omtales. Derimod gjaldt Retterboden ikke Indbyggerne paa Thoten, der allerede havde faaet Retterbod i 1293.