Norges egne Grændser. Sandsynligviis indtraf der heller ikke meget af Vigtighed, og i det mindste har man Ret til at fremsætte den glædelige Formodning, at der herskede større Ro og Orden og foregik færre Voldshandlinger end i den foregaaende Tid. Det er for øvrigt ikke at undres over, om der, efter de Storme, der havde raset under de kongelige Brødres Mindreaarighed, og den langvarige Spending, hvori Gemytterne havde været holdte, senere indtraadte en Tid, hvor de fleste kun stræbte efter Ro, og i hvilken Underhandlingerne med England, Skotland, Frankrig, de tydske Stæder og Danmark, saavel som Udrustningerne mod dette Rige i 1293, 1294 og 1295 var næsten mere end man kunde overtage. Vel kan man, ved den Mangel paa udførlige Kilder, der desværre hersker i dette Tidsrum, ej med Bestemthed benegte at vigtige indre Tildragelser muligviis kunne have fundet Sted, uden at være omtalte, men paa den anden Side er det dog usandsynligt, at en Begivenhed, der greb alvorligt ind i Statslivet, ej skulde have efterladt sig mindste Spor. Naar man derfor seer, at de islandske Annaler, der dog pleje at omtale de mere betydende Tildragelser i Norge, kun have lidet eller intet at melde derfra, medens vi derimod af de Lovgivningsarbejder, der ere os levnede fra denne Tid, see at Kongen og Hertugen have kunnet ofre mere end almindelig Tid og Opmerksomhed paa Ordningen af flere indre Forhold, og vi derhos af de temmelig udførlige Actstykker, der ere os levnede om de kirkelige Stridigheder, maa slutte, at de ogsaa ivrigt fulgte disse og tildeels indtraadte som Meglere mellem de stridende Parter, faa vi et temmelig bestemt Indtryk af, at det i det mindste i Aarene fra 1293 til 1298 var usædvanligt stille i Norge, og at alt hvad der ej vedkom Kirken gik sin jevne rolige Gang. Den eneste Undtagelse, der synes at have fundet Sted herfra, var nogle Stemplinger, hvori Hadelands og Ringerikes Indbyggere i 1297 gjorde sig skyldige imod Hertug Haakon, men om hvilke vi desværre ikke vide stor Beskeed. Alt hvad der er kommet til vor Kundskab derom, indskrænker sig til, hvad Hertugen selv ytrer i nogle indledende Ord til en større, fornemmeligt Landboforholdene vedkommende Retterbod, som han i 1297 og 1298 lod udgaa fra Oslo til Indbyggerne af Hadeland, Ringerike og sandsynligviis ogsaa Raumarike. Den er ikke udstedt under eet for Rauma- og Hada-Fylker, eller endog for Hadafylke alene, men for Hadeland (ikke Thoten) den 22de Juli 1297, og for Ringerike den 2den April 1298; Exemplaret for Raumarike er ej længer til[1]. Til Hadelands Indbyggere
- ↑ Norges gl. Love III. No. 7. Det vil her sees, at de Haandskrifter, man hidtil har opdaget af Retterboden, ere meget daarlige, og at navnlig Aarstallet er mangelagtigt angivet. Kun den forholdsviis bedste Afskrift, der in-
