Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/282

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
260
Erik Magnusſøn.

Norges egne Grændſer. Sandſynligviis indtraf der heller ikke meget af Vigtighed, og i det mindſte har man Ret til at fremſætte den glædelige Formodning, at der herſkede ſtørre Ro og Orden og foregik færre Voldshandlinger end i den foregaaende Tid. Det er for øvrigt ikke at undres over, om der, efter de Storme, der havde raſet under de kongelige Brødres Mindreaarighed, og den langvarige Spending, hvori Gemytterne havde været holdte, ſenere indtraadte en Tid, hvor de fleſte kun ſtræbte efter Ro, og i hvilken Underhandlingerne med England, Skotland, Frankrig, de tydſke Stæder og Danmark, ſaavel ſom Udruſtningerne mod dette Rige i 1293, 1294 og 1295 var næſten mere end man kunde overtage. Vel kan man, ved den Mangel paa udførlige Kilder, der desværre herſker i dette Tidsrum, ej med Beſtemthed benegte at vigtige indre Tildragelſer muligviis kunne have fundet Sted, uden at være omtalte, men paa den anden Side er det dog uſandſynligt, at en Begivenhed, der greb alvorligt ind i Statslivet, ej ſkulde have efterladt ſig mindſte Spor. Naar man derfor ſeer, at de islandſke Annaler, der dog pleje at omtale de mere betydende Tildragelſer i Norge, kun have lidet eller intet at melde derfra, medens vi derimod af de Lovgivningsarbejder, der ere os levnede fra denne Tid, ſee at Kongen og Hertugen have kunnet ofre mere end almindelig Tid og Opmerkſomhed paa Ordningen af flere indre Forhold, og vi derhos af de temmelig udførlige Actſtykker, der ere os levnede om de kirkelige Stridigheder, maa ſlutte, at de ogſaa ivrigt fulgte disſe og tildeels indtraadte ſom Meglere mellem de ſtridende Parter, faa vi et temmelig beſtemt Indtryk af, at det i det mindſte i Aarene fra 1293 til 1298 var uſædvanligt ſtille i Norge, og at alt hvad der ej vedkom Kirken gik ſin jevne rolige Gang. Den eneſte Undtagelſe, der ſynes at have fundet Sted herfra, var nogle Stemplinger, hvori Hadelands og Ringerikes Indbyggere i 1297 gjorde ſig ſkyldige imod Hertug Haakon, men om hvilke vi desværre ikke vide ſtor Beſkeed. Alt hvad der er kommet til vor Kundſkab derom, indſkrænker ſig til, hvad Hertugen ſelv ytrer i nogle indledende Ord til en ſtørre, fornemmeligt Landboforholdene vedkommende Retterbod, ſom han i 1297 og 1298 lod udgaa fra Oslo til Indbyggerne af Hadeland, Ringerike og ſandſynligviis ogſaa Raumarike. Den er ikke udſtedt under eet for Rauma- og Hada-Fylker, eller endog for Hadafylke alene, men for Hadeland (ikke Thoten) den 22de Juli 1297, og for Ringerike den 2den April 1298; Exemplaret for Raumarike er ej længer til[1]. Til Hadelands Indbyggere

  1. Norges gl. Love III. No. 7. Det vil her ſees, at de Haandſkrifter, man hidtil har opdaget af Retterboden, ere meget daarlige, og at navnlig Aarstallet er mangelagtigt angivet. Kun den forholdsviis bedſte Afſkrift, der in-