Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/284

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
262
Erik Magnussøn.

alle dem, der stifte nogen Oprørsflok, eller gjøre Stemplinger mod os eller vore Eftermænd, hvilket Gud ikke lade nogen gjøre; da I end videre have lovet, at herefter evindeligen hvert Aar hver Bonde skal betale os 4 Ertoger og hver Eenvirke 2 Ertoger, samt bade ligesom før, at vi ej ville lade eder være udeelagtige i den Velvilje, som vi have vist andre vore Thegner ved forskjellige Retsforbedringer i de Ting, der længe, som I sige, have været eder til megen Tynge; saa, omendskjønt I have handlet højst uforstandigt, ville vi dog lade eder nyde godt af den gode Vilje, I ellers stedse have viist den verdige Herre Konge, vor kjære Broder, og os, siden vi kom til Rigsstyrelsen, og eftergive vi eder da for Guds Skyld, og for vor Faders og Moders Sjæle, efter de bedste Mænds Bøn, al vor Vrede og Ublidhed, og vise eder den Naade og Miskund, at vi give eder følgende Retterbøder“[1]. Man seer heraf tydeligt, at saavel Ringerikingerne som Hadelændingerne, altsaa overhoved Indbyggerne af Hadafylke, have viist sig opsætsige, og navnlig enten paa Fylkesthinget eller maaskee endog paa Lagthinget have gjort Stemplinger og flokket sig sammen, for med Magt at trodse Hertugens Befalinger, men at de ere blevne ydmygede, og at der til Straf har været paalagt dem indtil videre hvert Aar at udrede en overordentlig Skat, der for Ringerike bestemtes til 4 Ertoger for hver fuld Bonde 1 og 2 for hver Eenvirke, for Hadeland til 5 Ertoger for hver fuld Bonde i og 3 for hver Eenvirke. Om man heraf skal slutte, at Hadelændingerne havde forbrudt sig haardere end Ringerikingerne, eller kun at Hadeland betragtedes som rigere og i Stand til at udrede mere end Ringerike, er lige saa uvist, som Aarsagen til disse Stemplinger og Gjenstanden, hvorom der handledes. Naar maa erindrer; at Alf Erlingssøns Ættegaard var Thornberg paa Ringerike og at han sandsynligviis tidligere udøvede stor Indflydelse og havde mange Familie- og Clientforbindelser i det hele Fylke, ligger den Tanke nær, at de nys omtalte Uroligheder kunne have været en Eftervirkning af de Tildragelser, der bevirkede hans Domfældelse og Fredløshed[2]. Vi have seet, at der efter hans Død 1290

  1. Denne Indledning forekommer kun i et daarligt Haandskrift fra sildigere Tider, hvor der i Stedet før Njarðarhof eller Nierdarhof staar formedelst Afskriverens Uvidenhed Mendarhof; ligeledes er Retterboden stilet til „ollum a Wickuna“, hvilket aabenbart maa være en Fejllæsning for ollum a Ringarike, thi Viken har intet med Njardarhov eller Ringerike at bestille. Formodentlig er ogsaa „Huitathingsville“ Skrivfejl i Stedet for Eidsivathingsville (hvis her ellers ikke sigtes til Fylkesthinget før Hadafylke, eller Halve- eller Tredingsthinget, skjønt det i saa Fald ikke godt kan paavises, hvor samme Thing er at søge).
  2. Se ovenf. S. 137, 138.