Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/284

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
262
Erik Magnusſøn.

alle dem, der ſtifte nogen Oprørsflok, eller gjøre Stemplinger mod os eller vore Eftermænd, hvilket Gud ikke lade nogen gjøre; da I end videre have lovet, at herefter evindeligen hvert Aar hver Bonde ſkal betale os 4 Ertoger og hver Eenvirke 2 Ertoger, ſamt bade ligeſom før, at vi ej ville lade eder være udeelagtige i den Velvilje, ſom vi have viſt andre vore Thegner ved forſkjellige Retsforbedringer i de Ting, der længe, ſom I ſige, have været eder til megen Tynge; ſaa, omendſkjønt I have handlet højſt uforſtandigt, ville vi dog lade eder nyde godt af den gode Vilje, I ellers ſtedſe have viiſt den verdige Herre Konge, vor kjære Broder, og os, ſiden vi kom til Rigsſtyrelſen, og eftergive vi eder da for Guds Skyld, og for vor Faders og Moders Sjæle, efter de bedſte Mænds Bøn, al vor Vrede og Ublidhed, og viſe eder den Naade og Miſkund, at vi give eder følgende Retterbøder“[1]. Man ſeer heraf tydeligt, at ſaavel Ringerikingerne ſom Hadelændingerne, altſaa overhoved Indbyggerne af Hadafylke, have viiſt ſig opſætſige, og navnlig enten paa Fylkesthinget eller maaſkee endog paa Lagthinget have gjort Stemplinger og flokket ſig ſammen, for med Magt at trodſe Hertugens Befalinger, men at de ere blevne ydmygede, og at der til Straf har været paalagt dem indtil videre hvert Aar at udrede en overordentlig Skat, der for Ringerike beſtemtes til 4 Ertoger for hver fuld Bonde 1 og 2 for hver Eenvirke, for Hadeland til 5 Ertoger for hver fuld Bonde i og 3 for hver Eenvirke. Om man heraf ſkal ſlutte, at Hadelændingerne havde forbrudt ſig haardere end Ringerikingerne, eller kun at Hadeland betragtedes ſom rigere og i Stand til at udrede mere end Ringerike, er lige ſaa uviſt, ſom Aarſagen til disſe Stemplinger og Gjenſtanden, hvorom der handledes. Naar maa erindrer; at Alf Erlingsſøns Ættegaard var Thornberg paa Ringerike og at han ſandſynligviis tidligere udøvede ſtor Indflydelſe og havde mange Familie- og Clientforbindelſer i det hele Fylke, ligger den Tanke nær, at de nys omtalte Uroligheder kunne have været en Eftervirkning af de Tildragelſer, der bevirkede hans Domfældelſe og Fredløshed[2]. Vi have ſeet, at der efter hans Død 1290

  1. Denne Indledning forekommer kun i et daarligt Haandſkrift fra ſildigere Tider, hvor der i Stedet før Njarðarhof eller Nierdarhof ſtaar formedelſt Afſkriverens Uvidenhed Mendarhof; ligeledes er Retterboden ſtilet til „ollum a Wickuna“, hvilket aabenbart maa være en Fejllæsning for ollum a Ringarike, thi Viken har intet med Njardarhov eller Ringerike at beſtille. Formodentlig er ogſaa „Huitathingsville“ Skrivfejl i Stedet for Eidsivathingsville (hvis her ellers ikke ſigtes til Fylkesthinget før Hadafylke, eller Halve- eller Tredingsthinget, ſkjønt det i ſaa Fald ikke godt kan paaviſes, hvor ſamme Thing er at ſøge).
  2. Se ovenf. S. 137, 138.