Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
6
Erik Magnusſøn.

paa Markus af Syderøerne nær, deeltoge, bære tydeligt Præget af at være affattede med ſtadigt Henſyn til det Uvejr, ſom nu tegnede ſig til at udbryde, idet de nemlig indeholde en udførlig Fortegnelſe paa alle de Tilfælde, hvori Excommunication indtraadte (Banns-Artiklerne) ſaavel efter de canoniſke Beſtemmelſer i Almindelighed, ſom efter de for Norge gjeldende Vedtægter i Særdeleshed.

Disſe ſidſte ſpecielle Banns-Tilfælde ere følgende:

1. Naar Nogen af egen Vilje eller egenmægtigt forgreb ſig paa anden Mands faſte Ejendom, eller voldeligen ſøgte at drage under ſig en Andens Magt. Bannsſtraffen indtraadte da ipso facto. Denne Artikel var, ſom det udtrykkelig anføres, given af Cardinal Vilhelm. Det tilføjes at ſligt Ran, tilføjet Kirken eller Gejſtlige, ſkulde paakjendes af gejſtlig Ret.

2. Naar Nogen med ond Vilje ſøgte at nedbryde eller ſkade Kirkens Frihed inden Nidaros Erkebiſkopsdømme, eller de lovlige Sedvaner, hvortil Kirken havde gammel Hevd.

3. Naar der paa Søndage eller Højtidsdage, hvor Ordet ſkulde prædikes, holdtes verdslig Stevnemaal eller Rettergang. Den, ſom heri gjorde ſig ſkyldig, ſkulde være excommuniceret i tre Maaneder.

4. Naar Nogen uden Preſtens Tilladelſe brugte Kirken til Opbevaringsſted for Sejl, Smør, Skreid eller andre Varer, og ikke, tre Gange paamindet af Preſten, flyttede Sagerne bort igjen. Derhos gjordes det Preſterne til Pligt, ikke at give dem nogen ſaadan Tilladelſe uden i yderſte Nødstilfælde.

5. Naar Nogen uden ſkjellig Grund opſatte ſit Bryllup indtil eet Aar og tre Maaneder efter Feſtemaalet. Excommunicationen vedvarede indtil Brylluppet holdtes. For øvrigt bekræftedes „den lovlige Sedvane i Landet“, at Bryllupper holdtes offentligt.

6. Naar nogen Lægmand tiltog ſig at underſøge eller paadømme de Sager, der alene tilhøre Kirkens Forſtandere at dømme i, og ſaaledes overtraadte Compoſitionen, ſamt naar Nogen med Tvang bragte en Gejſtlig under Lægmands Dom, m. m.; ved alt dette paadrog man ſig Bannſtraf ipso facto. Her opregnes paany de i Conſtitionens Artikel 3 angivne Sager, der alene hørte under gejſtlig Ret. Men, tilføjes der, ſkjønt baade Guds (den canoniſke) Ret byder, og det er udtrykkeligt beſtemt i Compoſitionen, at Klerker ſkulle være fuldkommen frie uden nogen ſom helſt Underdanighed under Lægmændene, og hverken de ſelv eller de Mænd, de have hos ſig til at forrette deres nødvendige Arbejder, paa nogen Maade ſkulle underkaſtes noget ſom helſt Forbud, ſom Kongen eller de af ham indſatte Befalingsmænd paabyde med Henſyn til Kjøb eller Salg. ſaa findes der dog dem, der tragte efter at unddrage de Gæjſtlige denne Frihed, og ytre ſin onde Vilje deri, at de lægge