paa Markus af Syderøerne nær, deeltoge, bære tydeligt Præget af at være affattede med stadigt Hensyn til det Uvejr, som nu tegnede sig til at udbryde, idet de nemlig indeholde en udførlig Fortegnelse paa alle de Tilfælde, hvori Excommunication indtraadte (Banns-Artiklerne) saavel efter de canoniske Bestemmelser i Almindelighed, som efter de for Norge gjeldende Vedtægter i Særdeleshed.
Disse sidste specielle Banns-Tilfælde ere følgende:
1. Naar Nogen af egen Vilje eller egenmægtigt forgreb sig paa anden Mands faste Ejendom, eller voldeligen søgte at drage under sig en Andens Magt. Bannsstraffen indtraadte da ipso facto. Denne Artikel var, som det udtrykkelig anføres, given af Cardinal Vilhelm. Det tilføjes at sligt Ran, tilføjet Kirken eller Gejstlige, skulde paakjendes af gejstlig Ret.
2. Naar Nogen med ond Vilje søgte at nedbryde eller skade Kirkens Frihed inden Nidaros Erkebiskopsdømme, eller de lovlige Sedvaner, hvortil Kirken havde gammel Hevd.
3. Naar der paa Søndage eller Højtidsdage, hvor Ordet skulde prædikes, holdtes verdslig Stevnemaal eller Rettergang. Den, som heri gjorde sig skyldig, skulde være excommuniceret i tre Maaneder.
4. Naar Nogen uden Prestens Tilladelse brugte Kirken til Opbevaringssted for Sejl, Smør, Skreid eller andre Varer, og ikke, tre Gange paamindet af Presten, flyttede Sagerne bort igjen. Derhos gjordes det Presterne til Pligt, ikke at give dem nogen saadan Tilladelse uden i yderste Nødstilfælde.
5. Naar Nogen uden skjellig Grund opsatte sit Bryllup indtil eet Aar og tre Maaneder efter Festemaalet. Excommunicationen vedvarede indtil Brylluppet holdtes. For øvrigt bekræftedes „den lovlige Sedvane i Landet“, at Bryllupper holdtes offentligt.
6. Naar nogen Lægmand tiltog sig at undersøge eller paadømme de Sager, der alene tilhøre Kirkens Forstandere at dømme i, og saaledes overtraadte Compositionen, samt naar Nogen med Tvang bragte en Gejstlig under Lægmands Dom, m. m.; ved alt dette paadrog man sig Bannstraf ipso facto. Her opregnes paany de i Constitionens Artikel 3 angivne Sager, der alene hørte under gejstlig Ret. Men, tilføjes der, skjønt baade Guds (den canoniske) Ret byder, og det er udtrykkeligt bestemt i Compositionen, at Klerker skulle være fuldkommen frie uden nogen som helst Underdanighed under Lægmændene, og hverken de selv eller de Mænd, de have hos sig til at forrette deres nødvendige Arbejder, paa nogen Maade skulle underkastes noget som helst Forbud, som Kongen eller de af ham indsatte Befalingsmænd paabyde med Hensyn til Kjøb eller Salg. saa findes der dog dem, der tragte efter at unddrage de Gæjstlige denne Frihed, og ytre sin onde Vilje deri, at de lægge
