Dag (2den Juli), den samme Dag, paa hvilken Erik forhen havde faaet Kongenavn i Bergen (1273) og var blevet hyldet paa Ørething (1273). Akten forrettedes af Erkebiskoppen selv, i alle de forsamlede Biskoppers og øvrige gejstlige og verdslige Herrers Nærværelse. Edsformularen, der forestavedes den unge Konge, lød saaledes: „Dette lover jeg Gud og hans hellige Mænd, at jeg skal bevare Fred og Rettighed for den hellige Kirke og det Folk, jeg uværdig er beskikket over. Biskopperne og de lærde Mænd skal jeg vise passende Ære, efter hvad jeg er skyldig og Gud giver mig Skjønsomhed til, ligesom jeg ubrødeligt skal overholde hvad Kongerne have skjenket og tilbagegivet Kirker, saaledes som det er samtykket mellem Kirken og Riget. Vrange Love og onde Sedvaner, især de, som ere imod den hellige Kirkes Frihed, lover jeg at afskaffe og indrette saaledes som vi faa bedst Raad til af vore troeste Mænd“. Det sees letteligt, at Formularen nærmest sigtede til Tunsberg-Compositionen; det sidste Punkt vedkom dog nærmest den Gejstligheden saa forhadte Artikel om Ledingsberegningen[1].
Men saa snart Kroningen var tilendebragt og Baronerne i saa Henseende havde opnaaet hvad de ønskede, toge de Masken af, og Erkebiskoppen, der maaske allerede smigrede sig med at have vundet en let og snar Sejr, fik snart at føle, at hans Modgang nu først ret begyndte, ja at det paa det nærmeste var forbi med hans Velde. Da han opfordrede Dronningen, Kongen og Baronerne til at efterkomme deres Løfte, og tilbagekalde de Lovbestemmelser, der voldte saa meget Anstød, vægrede de sig reent ud derved, og „snarere forsvarede end rettede paa deres utilbørlige Færd“. Erkebiskoppen anmodede dem da om, at de enten ved et særskilt, i Kongens Navn udstedt og af ham saavel som dem beseglet Brev, eller ved en i Lovbogen indskudt Artikel vilde erklære hine Lovbestemmelser suspenderede, indtil Kongen selv blev fuldmyndig, og da med sine vise Mænds Raad kunde faa nye og bedre Forskrifter, som han i sin Kroningseed havde lovet, hvorefter der da fra begge Partier skulde sendes Gesandter til Paven og Sagen forelægges ham til endelig Bekræftelse. Men heller ikke herpaa vilde de indlade sig. Derimod forlangte de en Afskrift af nogle Statuter, som Erkebiskoppen imidlertid havde faaet vedtagne paa Provincial-Conciliet[2].
Disse Statuter, i hvis Udfærdigelse alle de tilstedeværende Biskopper,
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 69. Der synes her ikke at have været nogen Tale om at Hertugen, Baronerne m. m. skulde sverge med Kongen, fordi dette kun skede ved Hyldings-Eden, ej ved Kronings-Eden.
- ↑ Se før nævnte Brev, Dipl. Norv. III. 21, Vidnesbyrd, udstedt 17de Marts 1281, af Biskop Narve om Forhandlingerne mellem Erkebiskoppen og Baronerne før og efter Kroningen 1280.
