Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
5
1280. Høvdingemøde. Kongens Kroning.

Dag (2den Juli), den ſamme Dag, paa hvilken Erik forhen havde faaet Kongenavn i Bergen (1273) og var blevet hyldet paa Ørething (1273). Akten forrettedes af Erkebiſkoppen ſelv, i alle de forſamlede Biſkoppers og øvrige gejſtlige og verdslige Herrers Nærværelſe. Edsformularen, der foreſtavedes den unge Konge, lød ſaaledes: „Dette lover jeg Gud og hans hellige Mænd, at jeg ſkal bevare Fred og Rettighed for den hellige Kirke og det Folk, jeg uværdig er beſkikket over. Biſkopperne og de lærde Mænd ſkal jeg viſe pasſende Ære, efter hvad jeg er ſkyldig og Gud giver mig Skjønſomhed til, ligeſom jeg ubrødeligt ſkal overholde hvad Kongerne have ſkjenket og tilbagegivet Kirker, ſaaledes ſom det er ſamtykket mellem Kirken og Riget. Vrange Love og onde Sedvaner, iſær de, ſom ere imod den hellige Kirkes Frihed, lover jeg at afſkaffe og indrette ſaaledes ſom vi faa bedſt Raad til af vore troeſte Mænd“. Det ſees letteligt, at Formularen nærmeſt ſigtede til Tunsberg-Compoſitionen; det ſidſte Punkt vedkom dog nærmeſt den Gejſtligheden ſaa forhadte Artikel om Ledingsberegningen[1].

Men ſaa ſnart Kroningen var tilendebragt og Baronerne i ſaa Henſeende havde opnaaet hvad de ønſkede, toge de Maſken af, og Erkebiſkoppen, der maaſke allerede ſmigrede ſig med at have vundet en let og ſnar Sejr, fik ſnart at føle, at hans Modgang nu førſt ret begyndte, ja at det paa det nærmeſte var forbi med hans Velde. Da han opfordrede Dronningen, Kongen og Baronerne til at efterkomme deres Løfte, og tilbagekalde de Lovbeſtemmelſer, der voldte ſaa meget Anſtød, vægrede de ſig reent ud derved, og „ſnarere forſvarede end rettede paa deres utilbørlige Færd“. Erkebiſkoppen anmodede dem da om, at de enten ved et ſærſkilt, i Kongens Navn udſtedt og af ham ſaavel ſom dem beſeglet Brev, eller ved en i Lovbogen indſkudt Artikel vilde erklære hine Lovbeſtemmelſer ſuſpenderede, indtil Kongen ſelv blev fuldmyndig, og da med ſine viſe Mænds Raad kunde faa nye og bedre Forſkrifter, ſom han i ſin Kroningseed havde lovet, hvorefter der da fra begge Partier ſkulde ſendes Geſandter til Paven og Sagen forelægges ham til endelig Bekræftelſe. Men heller ikke herpaa vilde de indlade ſig. Derimod forlangte de en Afſkrift af nogle Statuter, ſom Erkebiſkoppen imidlertid havde faaet vedtagne paa Provincial-Conciliet[2].

Disſe Statuter, i hvis Udfærdigelſe alle de tilſtedeværende Biſkopper,

  1. Dipl. Norv. I. No. 69. Der ſynes her ikke at have været nogen Tale om at Hertugen, Baronerne m. m. ſkulde ſverge med Kongen, fordi dette kun ſkede ved Hyldings-Eden, ej ved Kronings-Eden.
  2. Se før nævnte Brev, Dipl. Norv. III. 21, Vidnesbyrd, udſtedt 17de Marts 1281, af Biſkop Narve om Forhandlingerne mellem Erkebiſkoppen og Baronerne før og efter Kroningen 1280.