Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/278

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
256
Erik Magnussøn.


Den selvsamme Dag oprettedes end videre mellem Kong Philip og Norges Konge en formelig Alliance-Tractat, hvorved begge Konger gjensidigt forpligtedes til at understøtte hinanden mod deres Fiender. Hensigten hermed var vel fornemmelig at betage Forholdet det odiøse eller mindre hederlige, der muligens kunde synes at ligge i den Omstændighed, at Norge slet hen stillede Tropper for Penge. Her optraadte det ganske ved Frankriges Side som allieret Magt, og derhos bestemtes nærmere begge Magters Forhold til Skotland. Hovedpunkterne ere følgende:

1. Der skulde være et stedsevarende og ubrødeligt Venskabs- og Enighedsforhold mellem begge Konger og deres Eftermænd saavel som mellem Rigerne selv.

2. Hvis nogen, der ikke stod under fransk Leenshøjhed, han være sig Fyrste eller hvilken som helst Magthaver, paaførte Norges Konge eller hans Efterfølgere Krig, eller gjorde dem anden Fortred, skulde den franske Konge anmode hine om eller tilholde dem at aflade dermed; det samme skulde Norges Konge omvendt gjøre med Hensyn til den franske, og hjalp ikke Anmodningen, skulde den ene Part staa den anden bi i den paafølgende Krig.

3. Da Norges Konge ved den sluttede Convention var forpligtet til at yde Frankriges Konge Hjelp i den nærværende Krig med England, forpligtede Kong Philip sig og sine Efterkommere til ligeledes at opfylde Conventionens Bestemmelser.

4. Hvad Skotlands Konge angik, der for sine Besiddelser i Frankrige var Philips Vasall, skulde denne ikke være forpligtet til at staa Norges Konge bi i de Krige, denne muligtviis kunde komme til at føre med hiin, lige saa lidet som Norges Konge skulde være forpligtet til at hjelpe Frankrige, om det fik Krig med Skotland. Heller ikke skulde Frankriges Konge understøtte Skotlands Konge eller Eftermænd i nogen Krig mod Norges Konge, uden for saa vidt hiin maatte erklære sig beredt til at underkaste sig den franske Konges Dom eller Voldgift med Hensyn til alle de Sager, der foranledigede Krigen. Erklærede Skotlands Konge sig beredt til, angaaende alle de Kæremaal, Norges Konge havde eller maatte faa mod ham, inden et Aar fra Dato at underkaste sig Kong Philips Dom, da skulde ogsaa nærværende Tractats Betingelser gjelde mellem Skotland og Norge. Da den skotske Konge havde tilsagt Kong Philip sin Velstand, skulde den norske Konge under enhver Omstændighed, saa længe nærværende Krig stod paa, ikke bekrige hiin, eller fremkomme med nye Klagemaal imod ham.

    haanden modtaget en Gave; men intet saadant Brev findes nu blandt de til Norge komne Afskrifter af Actstykkerne i denne Sag.