vistnok ogsaa – som nys forhen antydet – den samme Spending med England, der gjorde Kong Erik des villigere til at indrømme Tydskerne de Friheder, der ved de foranførte Privilegier af 1294 blev dem til Deel. Overhoved kunne vi fra denne Tid af regne Grundlæggelsen af det tydske Handelsvælde i de sydlige norske Kjøbstæder, især Bergen, og vi ville allerede efter faa Aars Forløb see Exempler paa, hvor vidt de tydske Handelsmænd vovede at drive deres Anmasselser. Her var, som sagt, ikke længer Tale om de Privilegier, der vare givne til Bedste for de aarligt om Sommeren ankommende Handelsmænd, men om hvor vidt de Tydskere, Handelsfactorer og Haandverkere, der havde taget fast Bolig i Bergen, skulde danne en egen Republik for sig selv, eller ansees som en Deel af Lübeck, der ej engang stod under norsk Lov: Fordringer, som ingen Regjering passende kunde indrømme, og som der heller ikke i lang Tid var Tale om at indrømme, men som det dog var Tydskernes uafladelige Bestræbelse at tilvende sig. Hvorledes dette omsider lykkedes dem, i sørgelige Tider, da Norge saa godt som ganske havde tabt sin Selvstændighed, vil, naar vi komme til denne Periode af Fædrelandets Historie, blive viist. Men i dette Tidsrum, vi her have for os, da Riget endnu var kraftigt og anseet, lykkedes det ikke de Fremmede at skaffe deres Bestræbelser noget Skin af Lovlighed; deres Tiltag bare endnu altid Præg af ulovlige Anmasselser, som Autoriteterne ansaa sig berettigede og forpligtede til at hemme, og som de virkelig ogsaa nogenledes formaaede at holde inden visse Skranker, om end ikke fuldt saa meget, som ønskeligt kunde være.
De nærmere Omstændigheder ved den nu mellem Norge og England indtraadte Spending kunne, af Mangel paa oplysende Actstykker, ikke angives; kun saa meget seer man, at de skotske Anliggender afgave den egentlige Grund dertil, deels fordi Kong Erik fremdeles havde Fordringer paa den skotske Krone, der ej bleve tilfredsstillede, deels vel ogsaa fordi han ikke kunde eller vilde opgive sin Fordring paa Skotlands Krone overhoved. Dog lader Forholdet til at bane været tilsyneladende venligt, saa længe det endnu ikke var kommet til noget aabenbart Brud mellem Edward og hans kongelige Vasall i Skotland, John Balliol. Thi Edward gav sig i det mindste Mine af at ivaretage Kong Eriks Interesser mod denne. Paa et nok saa venskabeligt Forhold tyder det, at Hertug Haakon endnu i 1294 ved et Brev, som han sendte med sin Hirdmand Haakon Ormssøn, tilkjendegav Kong Edward sit Ønske at
