Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/272

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
250
Erik Magnusſøn.

viſtnok ogſaa — ſom nys forhen antydet — den ſamme Spending med England, der gjorde Kong Erik des villigere til at indrømme Tydſkerne de Friheder, der ved de foranførte Privilegier af 1294 blev dem til Deel. Overhoved kunne vi fra denne Tid af regne Grundlæggelſen af det tydſke Handelsvælde i de ſydlige norſke Kjøbſtæder, iſær Bergen, og vi ville allerede efter faa Aars Forløb ſee Exempler paa, hvor vidt de tydſke Handelsmænd vovede at drive deres Anmasſelſer. Her var, ſom ſagt, ikke længer Tale om de Privilegier, der vare givne til Bedſte for de aarligt om Sommeren ankommende Handelsmænd, men om hvor vidt de Tydſkere, Handelsfactorer og Haandverkere, der havde taget faſt Bolig i Bergen, ſkulde danne en egen Republik for ſig ſelv, eller anſees ſom en Deel af Lübeck, der ej engang ſtod under norſk Lov: Fordringer, ſom ingen Regjering pasſende kunde indrømme, og ſom der heller ikke i lang Tid var Tale om at indrømme, men ſom det dog var Tydſkernes uafladelige Beſtræbelſe at tilvende ſig. Hvorledes dette omſider lykkedes dem, i ſørgelige Tider, da Norge ſaa godt ſom ganſke havde tabt ſin Selvſtændighed, vil, naar vi komme til denne Periode af Fædrelandets Hiſtorie, blive viiſt. Men i dette Tidsrum, vi her have for os, da Riget endnu var kraftigt og anſeet, lykkedes det ikke de Fremmede at ſkaffe deres Beſtræbelſer noget Skin af Lovlighed; deres Tiltag bare endnu altid Præg af ulovlige Anmasſelſer, ſom Autoriteterne anſaa ſig berettigede og forpligtede til at hemme, og ſom de virkelig ogſaa nogenledes formaaede at holde inden visſe Skranker, om end ikke fuldt ſaa meget, ſom ønſkeligt kunde være.

82. Venſkabelige Underhandlinger og Forbunds-Tractat med Frankrige. Mislykkede Forſøg paa at formæle Hertug Haakon med en franſk Fyrſtinde.


De nærmere Omſtændigheder ved den nu mellem Norge og England indtraadte Spending kunne, af Mangel paa oplyſende Actſtykker, ikke angives; kun ſaa meget ſeer man, at de ſkotſke Anliggender afgave den egentlige Grund dertil, deels fordi Kong Erik fremdeles havde Fordringer paa den ſkotſke Krone, der ej bleve tilfredsſtillede, deels vel ogſaa fordi han ikke kunde eller vilde opgive ſin Fordring paa Skotlands Krone overhoved. Dog lader Forholdet til at bane været tilſyneladende venligt, ſaa længe det endnu ikke var kommet til noget aabenbart Brud mellem Edward og hans kongelige Vaſall i Skotland, John Balliol. Thi Edward gav ſig i det mindſte Mine af at ivaretage Kong Eriks Interesſer mod denne. Paa et nok ſaa venſkabeligt Forhold tyder det, at Hertug Haakon endnu i 1294 ved et Brev, ſom han ſendte med ſin Hirdmand Haakon Ormsſøn, tilkjendegav Kong Edward ſit Ønſke at